Årets Brugtbil 2025 bliver med garanti en elbil. Blandt 87 bilmodeller har juryen fundet fem finalister, der for første gang i kåringens historie alle er elbiler.
TEKST Simon Hallenslev FOTO Bilbasen
I 2024 blev der registreret over 457.000 brugtbilsalg, og over 20 procent af de handlede biler var elektriske. Det svarer til cirka 101.000 salg af brugte elbiler. Der er med andre ord for alvor sat strøm til brugtbilmarkedet, hvilket allerede var tydeligt ved sidste års kåring.
Den populære Skoda Enyaq snuppede titlen foran tre elbiler og to plug-in hybridbiler, hvorfor der allerede her var tung strømføring af finalistfeltet. Til Årets Brugtbil 2025 er hele finalistfeltet imidlertid fuldelektrisk udgjort af fem familievenlige bilmodeller.
Læs også: Skoda Enyaq er Årets Brugtbil 2024
Juryen til Årets Brugtbil består af 17 branchefolk og motorjournalister, der hver især peger på fem biler fra en lang liste med de mest handlede brugte biler. De fem biler med flest stemmer udgør finalefeltet, som alle bliver grundigt testet og gennemgået af juryen. Som altid vil Bilbasens brugere komme til orde, da resultatet af en afstemning på Bilbasens Facebook vil tælle som en jurystemme.
Se de fem fuldelektriske favoritter præsenteret i alfabetisk rækkefølge herunder.

Audi Q4 E-Tron
Audi Q4 E-Tron er nært beslægtet med Årets Brugtbil 2024. Den er bygget på MEB-platformen, der deles af alt fra VW ID.Buzz til Ford Explorer, men som altså først og fremmest høstede dansk anerkendelse med treenigheden; Audi Q4 E-tron, Skoda Enyaq og VW ID.4.
Audi Q4 E-Tron udbydes i dag med to forskellige batteristørrelser. Først er der den nyintroducerede indgangsvariant Audi Q4 E-Tron 40 med 63 kWh batteri, 204 hestekræfter og en rækkevidde på op til 403 kilometer. Dernæst fås Audi Q4 E-Tron 45 med 82 kWh batteri og op til 551 kilometer i rækkevidde.
Lige nu er der 600 brugte Audi Q4 E-Tron til salg, hvor de billigste eksemplarer starter i 199.990 kr.

BMW iX3
BMW iX3 er en naturlig storkonkurrent til Audi Q4 E-Tron med samme premium-fornemmelser til en pris, man ikke før har kunnet købe tyske SUV’er til i Danmark. BMW iX3 blev introduceret i 2020 og er i dag fem år senere hevet helt ud af modelprogram såvel som produktion for at gøre plads til efterfølgeren.
Vil man eje en iX3 i dag, er der derfor ikke anden mulighed end at ty til et brugt eksemplar. Dem er der 207 eksemplarer af på Bilbasen lige nu med en lidt højere indgangspris på omkring 270.000 kr.
Der var aldrig de store valgmuligheder, når det kom til batteri og drivlinje i BMW iX3. Her var en fast pakke med 80 kWh batteri, 286 hestekræfter og en rækkevidde på op til 461 kilometer.

Cupra Born
Den eneste genganger fra Årets Brugtbil 2024 er Cupra Born. Faktisk kom dem spanske VW ID.3 ind på en ganske respektabel andenplads efter Enyaq, der dog fik point nok til, at det kunne kaldes en sikker sejr. Med den tjekkiske folkefavorit ude af billedet, kan Born måske tage titlen i år?
Cupra Born er allerede den anden finalist i feltet, der er bygget på samme platform som førnævnte Q4 E-tron – men ikke den sidste. Batteripakkerne på 63 og 82 kWh er derfor straks genkendelige, og med spansk fortegn strækkes rækkevidden op til 546 kilometer med det store batteri. Born udbydes også i en sportslig VZ-udgave, som set på billedet, der får 84 kWh at gøre godt med og 326 hestekræfter.
Der er i skrivende stund 275 Cupra Born til salg på Bilbasen, hvor de billigste starter i omegnen af 180.000 kr.

Polestar 2
Der er langt om længe kommet gang i modelprogrammet hos Polestar, der nu tæller både Polestar 3 og 4. Den første til at sparke døren ind på det danske marked var nu engang Polestar 2 – hvorfor den i virkeligheden burde hedde Polestar 1, men dét navn var altså taget.
Polestar 2 så dagens lys i 2020 og høstede straks anerkendelse. Her var en spritny elbil med Volvo-aner i en smart og endnu ukendt indpakning. I 2023 får Polestar 2 en stor teknisk opdatering, der ikke alene giver opdateret elmotorer og batteri, men som flytter den trækkende motor fra for- til bagaksel.
I dag udbydes Polestar 2 med to batteripakker i fire forskellige varianter. Batteriet på 70 kWh udbydes kun i indgangsvarianten Standard Range med op til 554 kilometer i rækkevidde. Derudover fås det større batteri på 82 kWh, der giver op til 659 kilometer i rækkevidde i varianten Long Range Single Motor.
Der er 317 Polestar 2 til salg på Bilbasen og de billigste eksemplarer starter omkring 180- og 200.000 kr.

VW ID.4
Og dér var den så: den tredje finalist på samme platform som sidste års vinder. VW ID.4 har efter en lidt træg start fået fart i salget, så den i dag bokser bedre med Skoda Enyaq. Målt på søgninger på Bilbasen kan ID.4 fortsat ikke helt følge med den massive efterspørgsel på den tjekkiske søster. Til gengæld tog VW ID.4 topplaceringen for nybilssalget i februar 2025 med over 700 solgte eksemplarer.
Da VW ID.4 blev lanceret i 2020 var det med en batteripakke på 82 kWh som eneste mulighed. I dag spænder den eftertragtede folkevogn lidt bredere. Der findes nu en indgangsvariant med 55 kWh batteri og rækkevidde på op til 362 kilometer, mens de mere efterspurgte varianter kører med samme opdaterede batteripakke med 82 kWh kapacitet og op til 544 kilometer i rækkevidde.
På brugtmarkedet er VW ID.4 den absolutte højdespringer af de fem finalister. Der er nemlig over 1.000 brugte eksemplarer til salg på Bilbasen, og de billigste af dem kan gafles fra omkring 150-180.000 kr.