Kategorier
Forbrugerstof Leasing Nyheder

Så meget billigere er din næste firmabil blevet

Af: Johannes Hartkopf-Mikkelsen / d. 9. januar 2018

Takket være nye afgifter rækker pengene længere, næste gang firmabilen skal skiftes ud. Her er et overblik over, hvor meget populære firmabiler er faldet i beskatning.

Var det noget med en Mercedes C220d aut. i stedet for en Ford Mondeo? Valget har måske tidligere været dikteret af prisen, men efter at satserne for registreringsafgift blev ændret i efteråret, vil det være muligt at skifte den gamle Ford ud med en ny Mercedes uden at gå op i beskatningsgrundlaget.

Da de nye regler for registreringsafgift trådte i kraft den 3. oktober 2017, faldt priserne på nye biler med op til 58.000 kroner. Særligt de dyre og brændstoføkonomiske biler fik gavn af afgiftsomlægningen, som dermed også kommer mange firmabilister til gode.

LÆS OGSÅ: Leasing af firmabil: Sådan er du stillet, hvis prisen stiger

Prisfaldet slår direkte igennem på beskatningsgrundlaget, som er afgørende for, hvad det koster en medarbejder at have firmabil. Og hvor beskatningsgrundlaget for en Mercedes C220d aut. Estate med 170 diesel-heste tidligere lå på 414.020 kr., er det nu faldet til 357.237 kr.

Dermed er den blevet billigere i beskatning end en Ford Mondeo Titanium Wagon aut. med 180 diesel-heste var før den 3. oktober. Dengang lå beskatningen af sådan en Mondeo på 363.850 kr., men den er nu faldet til 313.926 kr. Alle priser er uden leveringsomkostninger.

INSPIRATION: Her kan du søge efter fede firmabiler til salg på Bilbasen

Her kan du se flere eksempler på beskatningsgrundlaget på udvalgte firmabiler:

 

­­ModelTidl. prisNy prisForskel
Mercedes-BenzC 220 d Estate Business+ Aut.414.020357.23756.783
BMW320d Touring F Executive Aut.401.120342.81558.305
VolkswagenPass.Var.TDI 150 Comf.Prem.Aut376.107328.55547.552
FordMon.Wag.TDCI 180 Tit.F.Kam.Aut363.850313.92649.924
SkodaSup.Combi TDI 150 Leasing Aut.386.850330.94055.910
VolkswagenTiguan TDI 150 2WD Comfort.Aut389.125340.07149.054
BMW520d F Aut.518.120459.89558.225

Kilde: Arval

Af Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Selvkørende biler og nye teknologier er nogle af Johannes’ store interesser inden for bilernes verden. Derfor driver han – sideløbende med en række freelance-jobs for blandt andre Bilbasen – sit eget nichemedie med fokus på selvkørende biler: UdenHaender.dk.

Johannes er uddannet journalist og har blandt andet beskæftiget sig med bilstof på dagbladet Børsen. For Bilbasen har Johannes blandt andet testet en potent Range Rover på Monza-banen i Italien, ligesom han skriver om brugte biler, han har forelsket sig i på Bilbasen.