Bilbasen har undersøgt hvilket bilmærke, der holder værdien bedst efter 3 år/60.000 km. Find svaret her.
Af: Jacob Dalby / d. 21. december 2019
Rekordlavt værditab på biler
Det er ingen hemmelig, at en ny bil taber en stor del af sin værdi, det øjeblik den triller ud fra forhandleren. Værditabet er ubetinget den største del af bilens totaløkonomi. Det gør altså en stor forskel, om afskrivningsprocenten er 50 eller 40%. Bilbasen har analyseret værditabene, og har en god nyhed til bilejerne.
”Den gode nyhed er, at bilen generelt har et rekordlavt værditab i år. Det skyldes to ting. Dels er priserne på både nye og brugte biler faldet fra 2015 til 2017, og herefter har prisudviklingen stabiliseret sig. Det er godt for både købere og sælgere, fordi de ved, hvilke priser der kan købes og sælges til. Samlet set er værditabet på et rekordlavt niveau,” forklarer Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen. Han oplyser, at for de mest populære modeller fra de mest efterspurgte bilmærker, vil afskrivningen være under 45%, hvor den for få år siden var omkring 50% over tre år og 60.000 kilometers kørsel.
Den mest værdifaste bilmodel
Det gode råd til en bilkøber, der ønsker et lavt værditab er følgende: Køb en bil, der er efterspurgt af så mange som muligt, når den skal sælges igen. På den baggrund er en sort stationcar i mellemklassen, med en mellemstor benzinmotor, det bedste valg. Her kan man komme ned på et værditab omkring 40%, hvilket er rekordlavt. Vælger man omvendt en bilmodel, der appellerer til væsentlig færre bilkøbere, stiger afskrivningen. En 3-dørs GTI-model med store fælge og mange hestekræfter taber mellem 50 og 55% på tre år.
FIND BRUGTE STATIONCARS TIL SALG HER
Værditab for biltyper
Biltype Generelt værditab på 3 år/60.000 km kørsel
Stationcar 40-41%
MPV 39-40%
SUV 42-43%
Sedan 44-45%
3-dørs 45-46%
Det mest værdifaste bilmærke
Skoda har gennem en årrække været et godt køb, set i forhold til værditabet, og igen i år placerer det tjekkiske mærke fra VW-koncernen sig som det mest værdifaste bilmærke.
”Det er kendetegnende for Skoda, at de på det danske marked har en konservativ prisstrategi, der medfører, at ejerne alt andet lige har rigtig gode forudsætninger for at vurdere værditabet,” forklarer Jan Lang. Han påpeger, at det har afgørende betydning for bilkøberne i forhold til værditabet, at de trygt kan købe en af bilerne og vide, at den ikke bliver sat 30.000 kr. ned måneden efter. Samtidig forplanter prisstrategien sig på brugtbilsmarkedet, hvor gensalgsprisen over årene også bliver højere.
Værditab for mærker
Mærke Generelt værditab på 3 år/60.000 km kørsel
Skoda 40-41%
Kia 41-42%
Toyota 41-42%
Hyundai 42-43%
Dacia 42-43%
Benzin slår diesel
I de senere år har de danske bilkøbere valgt benzinbiler fremfor dieselbiler. Derfor er afskrivningsforholdet mellem de to motortyper forskudt til fordel for benzinbilerne.
”Tidligere var en dieselbil mere værdifast end benzinbilen, men det har ændret sig. Den primære årsag hertil er, at efterspørgslen er stor efter såvel nye som brugte benzinbiler, og derfor falder værditabene,” siger Jan Lang. Han forklarer også, at det især er de ældre dieselbiler, der taber i værdi i øjeblikket. Nyere dieselbiler under fire år taber det samme som nyere benzinbiler.
Værditab for brændstof
Type Generelt værditab på 3 år/60.000 km kørsel
Diesel 45-46%
Benzin 44-45%
Dieselbiler under 4 år 42-43%
Benzinbiler under 4 år 42-43%
Metode
Bilbasens afskrivningsprofiler baserer sig på forholdet mellem bilernes nypris minus 4 % rabat og brugtbilernes annoncerede priser minus 2% rabat. Afskrivningsprofilerne dannes over de seneste 72 måneders afskrivninger, og giver en vurdering af afskrivning i et treårigt perspektiv, hvor bilen kører 60.000 km, er serviceret efter forskrifterne og sælges i ren handel i stand A/B. I analyserne ovenfor er forudsætningen, at der ikke sker en afgiftsomlægning i den treårige periode.