3XBrugtbilInspiration

Følg dronningens råd: Her er 4 billige biler med seks cylindre

Af i 3X, Brugtbil, Inspiration
Gør noget vildt! Markér dig. Lev livet og køb en bil, der er lidt udover det sædvanlige. Denne gang er listen (næsten) lavet med dronningens velsignelse.

Af: Ebbe Sommerlund  / d.14. september 2018

Hvad siger du til at gøre et bilkøb, der er godkendt af dronningen? Og jeg tænker ikke på din kone. Altså den rigtige dronning, Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe den 2. Hvis jeg skal opfriske hukommelsen, så sagde hun i sin seneste nytårstale:

LÆS OGSÅ: Sådan køber du en ekstremt billig bil

»Jeg vil her i aften komme med min lille opfordring til, at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer. Noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål. Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt,« lød det 31. december 2017.

En rækkesekser har en bedre balance end en V6. Du får desværre ikke en M-motor for småpenge

Det er jo en opfordring, der kan opløftes til et hav af muligheder. En mulighed kunne være at købe en bil med mere end fire eller gud-bedre-det, tre cylindre.

Hvad siger du til seks cylindre, som ikke koster en formue?

I det mindste i indkøb og afskrivning. Forsikring og vægtafgift kan være en anden historie, men husk nu hvad dronningen sagde: ”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt.”

LÆS OGSÅ: Årets Brugtbil 2018: Derfor er BMW 1-serie det bedste køb

Og måske kan en firecylindret motor næsten det samme, men ligesom de mange talentshow-deltagere kan synge en sang af Beyoncé, så lyder det ikke som Beyoncé (som regel).

Forstår du hvor jeg vil hen? Køb nu den sekscylindrede bil, inden det er for sent! Det her er lige så meget en opsang til mig selv. Så her får du dem:

Brugt Mercedes-Benz 300 TE – set til 49.900 kr.

Verdens bedste bil ifølge mange

Indrømmet det her er en gammel hund af en bil. Men det er nærmest en youngtimer, og så er det jo ikke for sjov, at W124, som modellen hedder, er blevet kaldt den bedst byggede Mercedes nogensinde.

Du skal lige holde et vågent øje med rust, og så skal du selvfølgelig også holde bilen ved lige. Men gør du det, så er sådan en Mercedes-Benz 300 næsten uopslidelig.

Motoren er en rækkesekser med 180 eller 188 hk – bilen i annoncen er opgivet forkert – det er ikke en 24 ventilers. Leder du efter en sekscylindret benziner i en W124, så skal der mindst være en 2,6’er i motorrummet.

Se salgsannoncen her – hvis ikke den er solgt

Brugt Volvo S80 2,9 – set til 33.900 kr.

Perfekte sæder og seks cylindre på stribe giver en god cruiser

Jeg laver helst ikke en bil-liste med gamle biler uden en Volvo. Og det bliver heller ikke denne gang. Volvo er bedst kendt for sine fem-cylindrede motorer, men svenskerne havde også nogle seks-cylindrede perler, de kunne hælde i motorrummet – altså inden de gik over til firecylindrede. Fy!

LÆS OGSÅ: Nu kan du købe Tim Christensens originale Mustang

Med 8,2 sekunder til 100 km/t får du ikke en diskusprolaps af accelerationen, men de 204 hk fra 2,9 liter slagvolumen sikrer alligevel et pænt kraftoverskud – og en lækker lyd. Husk at S80 også fås med en fræk V8 fra Yamaha, hvis det skal være ekstravagant. Den er dog ret sjælden.

Brugt BMW 328i Coupé – Set til 49.900 kr.

3-serie og senere 4-serie coupé er vellykkede designmæssigt

Man kan ikke lave en seks-cylindret liste uden BMW. Basta. Bayerische Motoren Werke er – eller var – nærmest synonym med lækre, lækre, lækre rækkeseksere. I dag er det kun de dyre varianter, der har seks cylindre. For eksempel skal du helt op i en BMW 340i for at få seks cylindre. Det er rigtigt – en BMW 330i har kun fire!

Sådan var det ikke i gamle dage, hvor selv en 320i havde seks cylindre. Det behøver du nu ikke nøjes med. For 50.000 kr. kan du nyde en 328 i med 192 hk, og dé synger bedre end Beyoncé, hvis du spørger mig.

E46 Coupé er stadig lidt af en skønhed, og der er en til salg her.

Sådan en E46 er desværre lidt slem til at ruste i skærmkanter, så det bliver svært at finde et glansbillede, men hey, du kan ikke se skærmkanterne, når du kører – og de kan skiftes.

Brugt MG ZT  – set til 49.900 kr

Det er ikke ret ofte, man støder på en MG på vejen

Normalt laver vi lister med tre biler, men jeg bliver bare nødt til at have denne med. I modsætning til de foregående modeller er her tale om en V6 – og ikke en rækkeseks. Jeg er klart mest til det første, men typisk føles en V6 lidt mere momentstærk. Lyden er ikke helt så turbineagtig, og der er typisk lidt flere vibrationer. Men det lyder altså stadig klasser bedre end tre- og firecylindrede motorer.

LÆS OGSÅ: Klumme: Denne dårlige vane SKAL du droppe i trafikken

Grunden til at denne bil skal med på listen, er at jeg har en forkærlighed for biler, som ikke findes på hvert gadehjørne. Og det gør en MG bestemt ikke. Bilen er egentlig en Rover 75 men med en masse opgraderinger, som skal gøre den mere lækker og sportslig. Jeg synes, det lykkes. Der er en slags stil over en MG, og især kabinen er ret lækker, når man tager bilens alder i betragtning. Jeg er bare en sucker for alcantara.

Jeg var lige ved at sætte denne Hyundai Sonata 3,3 V6 på listen også, men den slipper i denne omgang.

Husk det nu: Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttig.

Dronningen sagde det selv.

 

Om forfatteren

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.