Den elektriske iX1 – og søstermodellen iX2 – er faldet 25.000 kr. Med priser fra 395.000 kr. står elbilerne bedre i et marked med hård konkurrence, men der er stadig plads til forbedringer.
TEKST OG FOTO Morten Bek
For et par uger siden testede Bilbasen den elektriske BMW iX1 med den nye basismotor – iX1 eDrive20 med 204 hestekræfter og forhjulstræk. Konklusionen var klar: iX1 er for dyr, og anbefalingen er, at man vælger den på privatleasing. På privatleasing er iX1 nemlig mere attraktiv.
Med priser fra 420.000 kr. med M Sport-udstyr, hvor adaptiv fartpilot er blandt manglerne, ligger iX1 langt over Tesla Model Y, og den har hverken kræfterne eller rækkevidden til at følge med Audi Q4 E-Tron 45, som koster det samme som iX1-basisudgaven.
BMW har nu valgt at skrue ned for priserne. Alle iX1-varianter er faldet med 25.000 kr., så elbilen i billigste udgave fås til 395.000 kr. Den nye iX2, søstermodellen til iX1, er også faldet , og den fås nu til priser fra 405.000 kr.

Det koster stadig 75.000 kr. at få firehjulstræk og 313 hk i iX1
Det er meget heldigt, at iX1 i udgaven eDrive20 med forhjulstræk og 204 hk er den bedste af de to iX1’ere. Heldigt, fordi det stadig koster 75.000 kr. ekstra at få en elmotor ved baghjulene, så xDrive30-varianten har firehjulstræk og 313 hk. De 204 hk passer rigtig fint i den kompakte SUV, og rækkevidden er lidt længere med færre hestekræfter.
BMW har to udstyrsvarianter på menuen: iX1 (og iX2) som M Sport og som Fully Charged. M Sport har det meste af det, man gerne vil have: metallak, 18″ alufælge, adaptive LED-forlygter, el-betjent bagklap, alarmsystem, trådløs opladning af smartphones og nøglefri betjening. Adaptiv fartpilot mv. koster 10.000 kr., ratvarme 2.500 kr. og Harman Kardon-lyd fås til 8.125 kr.
Læs også: Elektrificeret BMW M5 har 727 hk
Fully Charged-modellerne, som koster 50.000 kr. mere end M Sport, bringer el-betjent trækkrog (dog kun op til 750 kilo), varme i rattet, Harman Kardon-lyd, adaptiv fartpilot, head-up-display og el-justerbart førersæde til bordet.
De nye – og lavere – priser på iX1 og iX2
iX1 eDrive20 M Sport (204 hk) – 395.000 kr. (før 430.000 kr.) iX1 eDrive20 Fully Charged (204 hk) – 445.000 kr. (før 470.000 kr.)
iX1 xDrive30 Fully Charged (313 hk) – 470.000 kr. (før 498.000 kr.) iX1 xDrive30 M Sport (313 hk) – 520.000 kr. (-)
iX2 eDrive20 M Sport (204 hk) – 405.000 kr. (før 430.000 kr.) iX2 eDrive20 Fully Charged (204 hk) – 465.000 kr. (før 491.729 kr.)
iX2 xDrive30 Fully Charged (313 hk) – 480.000 kr. (før 505.000 kr.) iX2 xDrive30 M Sport (313 hk) – 545.000 kr. (før 572.219 kr.)