juli 6, 2017

Se hvilke autostole, der klarer sig bedst i stor test

En autostol er ikke bare en autostol. I dag findes der et hav af forskellige modeller, og det store udbud afspejler, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvordan vi fragter de små guldklumper rundt. FDM har netop testet mere end 40 forskellige stole på tværs af tre forskellige vægtklasser, og vi guider dig resten af vejen igennem den tætte autostol-jungle.

Af Daniel Østergaard

Det store udvalg betyder, at der er meget at tage stilling til. Først og fremmest er der en række lovkrav, der skal overholdes. Dernæst producent, pris, montering, kombi-stole, nyt, brugt og en masse andet. Vigtigst af alt er selvfølgelig sikkerheden. Og den har FDM nu kortlagt ganske grundigt. Der er testet inden for vægtklasserne 0 – 13, 9 – 18 og 15 – 36 kg.

Lad børnene prøve stolen og prøv stolen i bilen

Autostole har aldrig været sikrere

Selvom der kan være stor forskel fra en autostol til den næste, så er kvaliteten generelt høj. Ifølge FDM, så har sikkerheden aldrig været bedre, og i test udmærker hele 24 af 42 stole sig med bedømmelsen ‘rigtig god’. 10 autostole klarer sig tilstrækkeligt, mens otte stole ikke formår at opnå FDM’s blåstempling.

Særligt en producent skiller sig positivt ud fra mængden. Tyske Cybex scorer således topkarakterer på tværs af alle vægtklasser. Ingen af mærkets syv testede autostole modtager under fire stjerner, og fire af dem modtager topkarakteren fem stjerner. Andre producenter, der tester flot er Römer, Stokke, GB og Kiddy. Du kan se hele testen her.

Autostole

Pris og kvalitet hænger sammen

Den gamle parole om, at du får hvad du betaler for gælder også delvist for autostole. I hvert fald for testens højdespringere, der alle retmæssigt ligger i den dyre ende af markedet. Blandt bundskraberne gemmer sig dog et par af testens dyre stole, så der er en risiko for, at man ender med at købe katten i sækken, hvis man kun går efter prisskiltet.

Den samlede vurdering er lavet ud fra sikkerhed, montering & betjening, plads & komfort og skadelige stoffer. Det er således værd at notere, at langt de fleste stole dumper på baggrund af skadelige stoffer og manglende sikkerhed, ikke komfort og betjening. Også autostole, der hører hjemme i den dyre hjemme.

Står man fortvivlet på tærsklen til det store marked for autostole, så anbefales det herfra, at man konsulterer FDM. Meget af den nødvendige information ligger frit tilgængeligt på deres hjemmeside.

 

FACEBOOK Bliv ven med Bilbasen

INSTAGRAM Følg os på Instagram

 

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS