Kunne du tænke dig at tage elbilen med på ferie? I denne artikel får du svar på, hvordan du bruger din elbil i udlandet. Få overblik over hvordan du lader elbilen op langs de europæiske landeveje og motorveje.
Af: Bilbasen Blog / d. 7. juni 2021
Som elbilejer kan du sagtens tage din bil med på ferie. Også bilferie ned gennem Europa. I langt de fleste europæiske lande har du et stort udvalg af gode offentlige ladestationer til rådighed, som garanterer, at du aldrig løber tør for strøm.
Før du pakker taskerne og triller afsted, er det imidlertid nødvendigt at forberede sig på en række forhold. Dem skal vi se nærmere på nu.
Overblik: Hvordan bruger jeg min elbil i udlandet?
Når du skal bruge din elbil i udlandet, er alfa og omega at du altid kan finde nærmeste ladestander. Der er heldigvis omkring 285.000 ladestandere i Europa.
Dit allervigtigste redskab på en bilferie er plugshare. Plugshare er et globalt og søgbart kort over offentlige ladebokse til elbiler med over 440.000 ladebokse registreret i sit kort. Når du bruger Plugshare, er det på mange måder ligesom Google Maps. Du skriver ind i søgefeltet, hvor du befinder dig, og så viser Plugshare, hvor i nærheden du kan finde en lader til din elbil.
Rundt omkring i Europa kan du møde forskellige operatører af ladestandere. Som regel skal du have en konto hos den pågældende operatør, hvis du vil bruge deres ladestander. Hvis du ved, hvor du skal hen, kan du med fordel undersøge på forhånd, hvilke operatører der gør sig gældende, hvor du skal på ferie.
På den måde kan du oprette en konto, inden du står et sted nede i Sydfrankrig og steger på en rasteplads med et desperat behov for strøm.

Clever og Ionity
Der findes ikke decideret internationalt samarbejde mellem de forskellige operatører i Europa. Du kan dog lave en aftale med Clever, som gælder både for Danmark og Tyskland.
Du kan også med fordel være opmærksom på Ionity. Ionity er et samarbejde mellem en række af de helt store bilfabrikanter (BMW, Daimler, Ford og VAG m.fl.) om at oprette et ladenetværk langs de europæiske veje.
Hvis du har mulighed for det, er det selvfølgelig super praktisk, hvis du kan vælge et hotel eller en campingplads, som kan facilitere opladning af din elbil.
Type 2 ladestik og varme
Stort set alle moderne elbiler, du kan købe i Danmark, har Type 2 stik. Type 2 stik er samtidig standard ladestik i hele Europa.
Derfor bør din elbil være kompatibel med alle ladebokse, du møder på din ferie.
Husk på at varme og elbiler kan være en dårlig cocktail. Varmen slider nemlig på batteriet. Hvis du kører din elbil i de varme sydeuropæiske temperaturer, kan den løbe hurtigere tør for strøm, end du er vant til i Danmark.
Du skal for så vidt muligt undgå at parkere din elbil direkte i solen.