februar 21, 2024

Cupra Born VZ spurter med 326 hk

Med næsten 100 hk mere end Born e-Boost sætter Cupra den nye Born VZ i overhalingssporet. Med 326 hk spurter den fra 0-100 km/t på 5,7 sekunder.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Cupra har sat den helt rigtige elbil sammen med Born. Da den spanske søster til VW ID.3 kom ud, var den tydeligvis mere lækker og bedre sat sammen end det tyske ophav. Med faceliftet af ID.3 er tyskerne kommet op på siden af spanierne, men med den nye VZ-udgave af Born kører Cupra ud i overhalingssporet.

Born VZ er en elektrisk GTI, før Volkswagen selv har nået at lave en. VZ-modellen har langt flere kræfter en den hidtil stærkeste Born, og den er forbedret på mange måder for at gøre køreturen endnu sjovere – og ikke kun hurtigere.

Elmotoren er ny, batteriet er større, bremserne ændret og undervognen udstyret med en ny udgave af de adaptive støddæmpere. Cupra sørger for, at de mange kræfter har de bedst mulige forhold.

Den nye elmotor sætter ind med 326 hk på baghjulene

Med Volkswagen-koncernens nye elmotor, som fik premiere i VW ID.7, er der flere hestekræfter og langt højere drejningsmoment. Hvor den stærkeste Born, den med e-Boost-betegnelsen, leverer 231 hk, er den nye Born VZ udstyret med 326 hk. Mindst lige så vigtigt er drejningsmomentet, der er imponerende for en kompakt elbil: 545 Nm. Det er 75 procent mere end i Born e-Boost.

Spurten fra 0-100 km/t kommer på den måde under 6 sekunder. 5,7 sekunder, for at være helt præcis, er slet ikke nok til at konkurrere med eksempelvis en Tesla Model 3 LR, men vi mistænker Cupra for at slække på kræfterne på stående start, så baghjulene kan få ordentligt fat i asfalten. Born VZ trækker nemlig stadig på baghjulene, som andre Born gør det. Mellemaccelerationerne vil helt sikkert føles hurtige, og i forhold til andre Born-modeller ligger topfarten markant højere: 200 km/t.

Der er hældt et par ekstra kilowatt-timer i batteripakken, så den brugbare kapacitet i Born VZ rammer 79 kWh. Derfor er rækkevidden også solid med 570 kilometer.

Opgraderet hele vejen rundt

VZ-navnet er en forkortelse for det spanske ord veloz, som på dansk kan oversættes til hurtig. Men Born VZ skal ikke bare være hurtig. Den skal også være sjov, præcis og involverende, og ændringerne i forhold til en standard-Born er store.

Det starter med et re-design af den adaptive DCC-undervogn, der nu har tilnavnet Sport. Den adaptive undervogn har nye støddæmpere og fjedre bagtil, og foran er de tilsvarende elementer opdateret. Krængningsstabilisatoren er også opdateret, og bremserne skal give bedre fornemmelse af bremsepunktet. Styretøjet har fået en stor omgang med både ny hardware og ny software.

De store dæk, bredere og klar på mere sport, sidder på nye 20” alufælge. De nye hjul er ikke eneste designkendetegn for Born VZ. På ydersiden er der et par nye lakeringer, der kun fås til VZ’eren, men indendøre er der skålsæder og en større infotainmentskærm på 12,9”.

Born VZ introducerer også flere nyheder til modellen, som finder vej til andre udgaver. Forbedrede sikkerhedssystemer, lys i touch-panelet foran infotainmentskærmen, lydanlæg fra Sennheiser og Smart Light-teknologi, som Cupra siger ikke er stemningsbelystning, men en helt nye måde at interagere med bilen på. 

Del artikel:

Brugte Cupra Born til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS