august 3, 2022

De skøre, de hurtige, de smukke: Her er de fedeste Skodaer gennem tiden

Griner du stadig af fortidens Skoda-vittigheder? Her er 10 eksempler på Skodaer, som du faktisk gerne vil have stående i garagen.

Tekst: Bilbasen Blog / Foto: PR

De fører an som officiel bilsponsor, når Tour de France-feltet ræser mod Paris. Men Skoda kan andet end hjælpe cykelryttere på vej. Vidste du eksempelvis, at Skoda har en glorværdig fortid inden for rally – og stadig hører til blandt de mest vindende mærker? Eller at de engang byggede en charmerende cabriolet, som blev eksporteret til USA? Eller at de lavede en fræk coupé i halvfjerdserne? Vi har listet de 10 fedeste Skodaer gennem tiden!

LÆS OGSÅ | Duel: VW T-Roc vs. Skoda Karoq – folkelige og faceliftede

Klassikeren: Skoda Popular Sport Monte Carlo (1936)

De færreste vil tro, at Skoda bygger på en stolt motorsportsarv. Mærket har været engageret i rally i mere end 100 år, og da det tjekkiske mærke i 1936 sikrede en klassesejr i det berømte Monte Carlo Rally med den lille Popular, udløste det en begrænset serie af Monte Carlo-udgaver. Den elegante finne, som deler bagruden samt forlygterne bag frontgrill-matchende gitter er blot nogle af de mange fede detaljer på denne sjældne veteran-Skoda.

Amerikaneren: Skoda Felicia Cabriolet (1959)

Glem discountmodellen fra Volkswagen-imperiets opkøb i halvfemserne. Den originale Felicia fra 1959 var i cabrioletudgaven en sprød miniatureudgave af det amerikanske dollargrin – komplet med finner på bagskærmene, elegante kromdetaljer og en kabine med bløde sæder. Sjovt nok blev modellen kortvarigt eksporteret til USA, hvilket var et klap på skulderen til en bilfabrik i den daværende østblok.

Sportsvognen: Skoda 1100 OHC Coupé (1960)

Den ligner en juniorudgave af en Ferrari 250 GT, men er i virkeligheden en Skoda-racerbil til datidens langdistanceløb. De tjekkiske ingeniører gjorde sig umage, og under det charmerende design gemmer sig en raffineret rørchassis med dobbelte wishbones-hjulophæng. Motoren blev placeret bag forakslen for optimal vægtfordeling. De 92 hk havde kun 555 kg at bære på, hvilket sikrede en topfart på hele 200 km/t.

Coupéen: Skoda 110 R (1970)

Det kommuniststyrede Skoda blev teknologisk overhalet af vesteuropæiske bilmærker i tresserne, men der var stadig plads til de sjove modeller. Således blev forløberen til en ny Rapid født i 1970, og med hækmotor, baghjulstræk, coupédesign og rammeløse sideruder var den lidt af en frækkert. 110 R var sågar grundlaget for 130 RS, som blev en af de mest succesfulde racerbiler for sin tid – blandt andet med en sejr i Monte Carlo Rally.

Rallybilen: Skoda Favorit Rally (1993)

Selvom den nye Skoda Favorit var et kvantespring fra de håbløse forgængere, så var den fortsat genstand for hån og latterliggørelse. Til gengæld imponerede den på rallyscenen, hvor den fire år i træk vandt en klassesejr i Monte Carlo Rally. Bortset fra klistermærker og alufælge lignede rallyudgaven en almindelig Favorit, men under hjelmen lå en 1,6-liters, 4-cylindret motor med op til 175 hk. Dette sendte tjekken fra 0-100 km/t på seks sekunder.

Strandfræseren: Skoda Felicia Fun (1999)

Halvfemsernes Felicia blev produceret i en praktisk pickupudgave, hvilket fik mærkets kreative afdeling til at designe en strandfræser med to bagsæder, hækspoiler og farvematchende alufælge. Felicia Fun endte med endda at gå i produktion, og hele 4.016 eksemplarer blev solgt. Brochuren lokkede da også med citater som “Tag fat om det gule rat, drej nøglen og kør afsted mod sol og sjov!”

GTI-modellen: Skoda Octavia RS (2001)

Den moderne Octavia var modellen, som for alvor gjorde op med Skoda-vittighederne. Nu var en Skoda et reelt alternativ til flere europæiske og japanske mærker, og salget tog fart. Nogen sportslig model kunne man dog ikke kalde Octavia – altså indtil tjekkerne nappede Golf GTI-motoren fra moderselskabet Volkswagen. Med 180 hk fra en 1,8-liters turbo, strammere undervogn, alufælge, skørter og spoilere var Octavia RS ligefrem en Skoda med pep!

LÆS OGSÅ | Hvad får man for pengene, når man køber RS til Skoda Octavia?

Budget-SUV’en: Skoda Yeti 4×4 (2011)

I fantasien er Yeti et abelignende dyr, som lever i Himalayabjergene og på dansk kaldes for Den Afskyelige Snemand. Der er derimod intet afskyeligt over Skodas version af Yeti, som i varianten med firehjulstræk var en fræk kompakt-SUV til by og vildmark. Det beefy look med store tagrælinger og forhøjet frihøjde gav den charmeværdi på Fiat Panda 4×4-niveau – til en lige så budgetvenlig pris!

Buggyen: Skoda Element Concept (2017)

Okay, dén her er måske udenfor kategorien, da der kun findes ét eksemplar i hele verden. Men Element Concept fortjener alligevel en plads på listen over fede Skodaer med sit topløse beachbuggy-look, skabt af unge ingeniørstuderende fra Skoda Academy. Udgangspunktet er en Citigo, men bagsædet er droppet til fordel for et bagagerum, som rummer mobildiskotek, fladskærm og køleboks. Buggyen er eldrevet, og rækkevidden er beskedne 160 kilometer – men det er jo rigeligt, når du blot skal pendle mellem sommerhuset og stranden.

Energibomben: Skoda Fabia RS Rally2

Skoda er i dag det mest vindende mærke i VM-serien WRC-2, som er en supportklasse under FIA World Rally Championship. Og efterfølgeren til de senere års rallyvåben ligner absolut noget, som fortsat kan skyde med skarpt for det tjekkiske fabriksteam. Fabia RS Rally2 er en bred, vingebeklædt firehjulstrukket energibombe, drevet af en 1,6-liters turbomotor pumpet til lige under 300 hk. Grin aldrig mere af en Skoda…

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen Blog

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS