februar 27, 2018

Stop hysteriet: Dieselbiler er ikke forbudt i tyske byer

Nej, diesel-biler er IKKE blevet forbudt i tyske byer. Her kan du læse, hvad der er op og ned i sagen om dieselbiler i de tyske byer.

Af: Ebbe Sommerlund  / d. 27. februar 2018

Du har sikkert allerede set nyheden i dit Facebook-feed. En dom ved den Tyske Rigsforvaltningsret i Leipzig har muliggjort forbud mod dieselbiler for at nedbringe koncentrationen af de sundhedsskadelige kvælstofilter (NOx) i de tyske byer.

Den dom er i mange medier udlagt som endnu et søm i dieselbilernes ligkiste, men sandheden er, at hammeren ikke er hævet endnu – og slet ikke for alle dieselbiler. Lad os lige få nogle nuancer ind den debat, inden det frådende click-bait-hav har skyllet enhver detalje bort.

Derfor er dommen en storm i et glas vand

Inden der overhovedet er tale om forbud, skal det vedtages i et bystyre i en af de 70 byer, der har problemer med NOx-niveauet i gaderne. De har med loven fået mulighed for at sanktionere kørselsforbud på dage, hvor NOx-niveauerne er for høje. Torben Lund Kudsk fra FDM forklarer:

– Der bliver ikke tale om generelle forbud, men kørselsforbud, der på dage med høje NOx-koncentrationer kan forbyde visse køretøjer, at køre ind i bymidterne. Der er for nuværende kun tale om biler, der ikke opfylder Euro-norm 6 og altså ikke alle dieselbiler.

Den nuance er gået tabt i mange af de artikler, der cirklulerer på Facebook og dødsdømmer dieselbiler med det samme.

Få timer efter dommen melder Hamborg sig klar til forbud på visse vejstrækninger og Stuttgart står også på spring. Men igen er det værd at læse hele artiklen for i Hamborg er det pt. 2,3 km vej i bydelen Nord-Altona, det drejer sig om.

Stuttgart melder for nuværende, at de formentlig vil tillade Euro 5 og Euro 6-diesel – Euro 5 må udlede mere NOx, men har altid partikelfilter.

Men hvad betyder loven for danske bilejere?

– Det betyder, at man skal holde øje med reglerne for de tyske byer, hvis der kommer sanktioner. Og kører man meget i Tyskland, så skal man nok ikke investere i en dieselbil, der ikke er Euro 6, siger Torben Lund Kudsk og fortsætter:

– Det bedste råd til alle dieselejere er at slå koldt vand i blodet, og nyde at det stadig er dieselbiler, der udleder mindst CO2. Det giver ikke mening, at skrotte alle dieselbiler, før de er brugt op. De har kostet masser af energi at producere.

INSPIRATION: Søg efter dieselbiler med Euro6-motorer til salg på Bilbasen

I de byer der overvejer sanktioner afstedkommer det med garanti lange diskussioner om udførelsen i praksis, men der skal nok komme nogle næsten dieselfri dage i nogle tyske byer. Men betydningen for de fleste danske dieselejere er indtil videre begrænset.

Euro6-motorer: Hvad er det?

En euronorm er en lov, som fastlægger grænseværdierne for, hvor meget kulilte, nitrogenoxider, kulbrinte og partikler køretøjer må udlede. Grænseværdierne adskiller sig afhængigt af motortype (benzin eller diesel), men også afhængigt af køretøjstype (personbil, varebil, lastbil, motorcykel eller knallert).

Euro6 er obligatorisk for køretøjer, som typegodkendes fra og med 1. september 2014 og/eller indregistreres første gang fra og med 1. januar 2015.

Hvis du er på udkig efter en dieselbil, kan du med fordel overveje at vælge en model med Euro6-motor. Der er lige nu mere end 9000 til salg på Bilbasen. Søg blandt dem her.

Q&A om dieselbiler i tyske byer

Hvornår gælder forbuddet?

Der er ikke vedtaget noget forbud på nuværende tidspunkt, men dommen åbner for at byer kan vedtage sanktioner. I princippet fra dags dato.

Gælder det alle tyske byer?

Det gælder alle tyske byer, hvor NOx-niveauerne kommer over EU’s grænseværdier

Hvad er den sandsynlige begrænsning?

Først og fremmest skal forbud være begrundet med reelle overskridelser af grænseniveauer. Der kommer altså ikke forbud for diesel lavere end Euro 6 på alle dage – formentlig kun på kolde dage, hvor vinden ikke blæser.

Gælder eventuelle love også danske biler?

Ja. Som du kender det fra i dag, hvor du skal bruge en grøn plakette for at køre ind nogle byer vil fremtiden måske byde på en Blå plakette, som har stået i kulissen i årevis. Den blå plakette indikerer at bilen opfylder Euro 6.

Er der forbud mod dieselbiler på vej i Danmark?

Der har været skrevet om, at København vil have dieselbiler ud af byen, men sandsynligheden er ikke stor for en vedtagelse, da de tekniske forhindringer er store og fordi problemet vil løse sig selv inden for en årrække med nye og mere miljøvenlige biler

Er dieselbiler virkelig så forurenende?

Det tager vi lige en anden gang, men det korte svar er: Det afhænger af model og årgang.

LÆS OGSÅ: Derfor føles diesel hurtigere end benzin!

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS