november 5, 2013

Vild med Toyota? Dyrk din passion i Toyota Club DK!

Ligesom bilentusiaster diskuterer biler her på BilBasens forum, så mødes nogle af dem bil-til-bil i bilklubber landet over. Vi har haft en snak med formanden for Toyota Club DK, Jacob Smidt. En snak om medlemmernes passion for Toyota-biler og fordelene ved at være medlem af klubben. Jacob overtog formandsretten i januar, og han satser stort på at give klubben nyt liv med et nyt klub-site. Vi fik også lidt råd med på vejen til dig, som overvejer at købe en brugt Toyota.

toyotaclub

Toyota Club DKs historie uden filter!

Bilklubben blev stiftet i 1990 af Johnny Friis, som i dag er formand for MR2-klubben, og hans ven Tommy Ohlhoff. De to bilgale venner ønskede at lave en hyggeklub for Toyota-sportsbilsnørder, og derfor var klubbens oprindelige navn også Toyota Sportscar Club Denmark.

I 1999 gik klubben online med et klub-site, som skulle fremme den daglige kommunikation imellem klubbens medlemmer. I dag har klubben omkring 4700 medlemmer, hvor ca. 100 deltager aktivt i de online debatter.

Klubben havde sin storhedstid op til 2009. Jacob fortæller os, at det desværre er gået ned ad bakke, når det kommer til antallet af medlemmer siden 2009, og han mener, det skyldes et generationsskifte, hvor gamle medlemmer har trukket sig tilbage og nye nu skal til at tage over. Hvorfor der nu skal gøres en indsats for at tiltrække nye medlemmer.

Som formand har Jacob et brændende ønske om at få klubben tilbage til storhedstiden. Derfor investerer klubben nu også store summer på et nyt fedt klub-site, som går i luften inden nytår. Det nye site skal ifølge Jacob afspejle klubbens ånd anno 2013, og derfor kommer det også til at blive tæt integreret med klubbens Facebook-side, da mange medlemmer – især de yngre – er mere aktive dér.

Hvad kendetegner Toyota Club Denmark?

Fælleskab, passion og hjælpsomhed kendetegner Toyota Club DK. De mødes flere gange om året: Til biltræf, til den årlige sommerfest, og så er der selvfølgelig den store julefrokost, hvor andre bilklubber også er velkomne.

Jacob fortæller, at Toyota som brand har været med til at skabe den stærke fællesskabsånd, der er omkring Toyota. F.eks. med deres reklamer med Bruce, som kørte på TV få år tilbage.

(Fotos: Private billeder fra Toyota Club DK årlige sammenkomster – sommertræf 2007 & julefrokost 2009)

(Fotos: Private billeder fra Toyota Club DK årlige sammenkomster – sommertræf 2007 & julefrokost 2009)

Hvad angår hjælpsomhed, så bakkede klubben op om Toyotas rekordforsøg i september i anledningen af 50-års-jubilæet. Et rekordforsøg som gik ud på at lave den længste Toyota-bilkortege. Rekorden på 257 biler blev slået med ikke mindre end 425 biler – og Toyota kom i Guinness rekordbog. Jacob mener, at succesen udelukkende skyldtes samarbejdet mellem Toyota og de danske Toyota-klubber – og det er han stolt af.

Hvem kan blive medlem af klubben?

”Alle er velkommen i klubben! Hvis man kan lide øl og en god Toyota-snak, så er det et godt udgangspunkt”, griner Jacob.  Man kan være gratis eller betalende klubmedlem – som betalende medlem betaler man et årligt kontingent på 200 kr. eller et toårigt kontingent på 300 kr. Disse penge støtter klubben og giver medlemsfordele som f.eks. 20-30 % rabat på originale reservedele hos klubbens samarbejdspartnere. Ydermere får man medlemsrabat på biltræf og klubarrangementer.

 Hvilken Toyota-model er til dags dato den fedeste?

Ifølge Jacob skabte Toyotas Supra MKIV fra 90’erne kult blandt sportsbilsnørder. Og den er stadig drømmebilen blandt Toyota-drengerøve. Selv den nye GT86 har ikke formået at overgå Supraens omdømme. Han tilføjer dog, at Corollaen generelt set er den bedste og mest pålidelige bil fra Toyota.

(Fotos: Annoncebilleder fra BilBasen.dk – Toyota Supra & Toyota Corolla )

(Fotos: Annoncebilleder fra BilBasen.dk – Toyota Supra & Toyota Corolla )

Jacob taler af erfaring, han har nemlig selv ejet to af slagsen, inden han gik over til en sportsvogn. ”Min seneste bil var en Toyota Celica T23, som jeg for ganske nyligt solgte på Bilbasen”, sukker han. Salget skyldes, at han skal være far, og nænnede dermed ikke at udsætte sin toptunede Celica for børn.

Jacobs bud på den fedeste Toyota-model er en god blanding af Supraens hestekræfter og Corollaens pålidelighed.

Hvad er dit bedste råd til Toyota-brugtbilskøbere? 

Jacobs råd til bilkøbere, der overvejer en brugt Toyota, er, at man ikke skal være bange for, om den har gået over 100.000-300.000 km. ”Det handler ikke om, hvor meget bilen har gået, men mere om hvordan den tidligere ejer har taget sig af den”, forklarer han. Så hvis bilen har været til alle sine servicetjek gennem årene, er man mere eller mindre garanteret en bil med mange kilometer i sig.

Han tilføjer stolt: ”Toyotas direktør udtalte engang, at de bygger bilerne så stærke, at de udfordrer deres egen forretning, når det kommer til salg af reservedele. Det er netop dét, der gør Toyota til noget særligt”.

Ud fra Jacobs egen Toyota-erfaring (Jacob er på sin 4. Toyota) er man garanteret en stor opbakning fra Toyota selv og andre Toyota-bilejere, hvis der opstår problemer. Et rigtig godt eksempel på dét finder man på klubbens eget forum. Ved at skrive på klubbens forum fik en Toyota-ejer, der var kørt i stykker på Storbæltsbroen, nemlig hurtigt hjælp til at finde det bedste værksted og de bedste reservedele. Læs historien her.

Hvad er det fedeste ved at køre Toyota?

Jacob tøver ikke et sekund ved spørgsmålet om, hvad det fedeste er ved at køre Toyota. Han svarer prompte: ”Bilen er bygget til at kunne tåle tæsk! Og derfor er man som Toyota-ejer altid tryg, da man har en meget pålidelig bil. Og hvis uheldet er ude, så er originale reservedele til at betale i forhold til andre kendte bilmærker”.

Vi takker Jacob Smidt for snakken og ønsker Toyota Club DK held og lykke med deres nye site!

Se klubbens promovideo her!

Hvad synes du? Er du enig med Jacob i, at den fedeste Toyota ever er Supra MKIV fra 90’erne? Og hvad synes du, er det fedeste ved at køre Toyota? Giv den gas her i kommentarfeltet – og del også gerne dine gode råd til bilkøbere, der overvejer at købe en Toyota.

Vi glæder os til at høre fra dig! 

Følg os på Facebook og Google + og se flere nyheder og debatter.

 

 

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen

Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS