oktober 17, 2023

Elbil under 175.000 kr. – Elektrisk Citroën Ë-C3 er en prisbombe

Den helt nye Citroën C3 kommer fra starten som elektrisk Ë-C3. Rækkevidden for den lille crossover er 320 kilometer, og den forventede pris ligger under 175.000 kr.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Der er ingen kompromisser. Thierry Koskas er chef for Citroën, og han svarer direkte på spørgsmålet, om der er gået på kompromis med noget for at lave en lille elektrisk crossover – produceret i Europa – som koster under 175.000 kr. – og som om i 2025 kommer i en udgave med kortere rækkevidde, som er indtil videre er prissat til 150.000 kr.

Den nye Citroën Ë-C3 introduceres i andet kvartal af 2024 til en pris, som vi indtil videre ikke har set magen til for en moderne elbil. Citroën havde på forhånd lovet, at prisen ville være under under 25.000 euro (187.500 kr.), men franskmændene sælger den til priser fra fabrikken fra 23.300 euro, som i danske kroner er 174.750 kr. Dermed kan Citroën underbyde en bil som BYD Dolphin (fra 234.990 kr.), som dog har længere rækkevidde. – I forhold til præcise danske priser er der endnu ingen udmeldinger fra den danske importør.

Men hvad er det for en bil, Citroën kan sætte sammen til den pris? Den nye elbil (den kommer også senere med benzinmotor) er en lille crossover på 401 cm, som er udviklet og produceret i Europa. Produktionen finder sted i Slovakiet, og i hele processen fra design til produktion er der tænkt på omkostninger – men uden at gå på kompromis med sikkerhed og kvalitet.

I forhold til den nu udgående C3, som kun findes med benzinmotor, er den nye Ë-C3 højere og udstyret med langt mere moderne sikkerhedsudstyr. Og hvad med rækkevidden? Med et batteri på 44 kWh lover Citroën en rækkevidde på 320 kilometer – og opladning med op til 100 kW.

Økonomisk elmotor med 113 hk

Citroën holder modeludbuddet helt stramt. Der bliver ikke store valgmuligheder for ekstraudstyr og motorer. Ë-C3 kommer med en elmotor med 113 hk, og den står på en platform, der er lavet til elbiler. Den kommer i to udstyrsversioner, og ting som LED-forlygter, aircondition, fartpilot, p-sensorer bagtil og automatisk nødbremse som standard. Som hos Peugeot, bruger Citroën en højt monteret instrumentering, som fungerer som et head-up-display.

De to udstyrslinjer hedder You og Max, og mens You-modellen – a la Dacia – forlanger, at man bruger sin smartphone som infotainmentsystem (man sætter den i en holder), kommer Max-udgaven med 10,25″ touchscreen. Alufælge, rat i kunstlæder, navigation, trådløs smartphoneopladning og meget mere er ligeledes standard i Max-udgaven.

Ë-C3 er den første Citroën med det nye logo, som gør op med designet, hvor logoet breder sig over hele fronten. Det ovale logo holder sig til grillen, og vi kommer til at se det på alle nye modeller fra Citroën.

Ved præsentationen af den nye Ë-C3 løftede Citroën også sløret for det næste af deres produkter: En kompakt elektrisk SUV med op til syv sæder.

Del artikel:

Brugte biler fra Citroën til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS