februar 1, 2022

Her er elbilerne med syv sæder

Elbil OG plads til syv personer? Udvalget er lille, men det vokser konstant – her er en oversigt over mulighederne

Af lyst eller nød – det kan være nødvendigt at have plads til syv i bilen. Nogle gange er der bare seks unger, der skal med til fodbold. Andre gange er det rart at vide, at svigermor kan komme på så lang afstand som muligt.

Du vil gerne elektrificere din næste bil. Som i 100 procent elektrificering. Men den skal også have mindst syv siddepladser. Det giver et lille udvalg af nye biler, men den gode nyhed er, at udvalget vokser – udvalget af nye elbiler vokser, og det går udvalget af elbiler med mange siddepladser også.

Vi har samlet de muligheder, du i dag har for at købe en 100 procent elektrisk bil med syv eller flere sæder. Vi har endda taget et par stykker med, som er på vej. Den gode nyhed er, du kan få plads til mange i en ny elbil uden at bruge mere end lidt over 300.000 kr.

Maxus Euniq
Den store Maxus er kinesisk og en af de billigste med syv sæder, men rækkevidden er langt fra imponerende

Maxus Euniq5

Den enorme kinesiske SAIC-koncern står ikke bare bag bilmærket MG, men også Maxus, som i Danmark sælger bl.a. Euniq5. Den store MPV fås med seks eller syv sæder, og batteriet på 52,5 kWh rækker til 260 kilometer på en opladning.

Euniq5 med syv sæder koster 359.900 kr., og med 177 hk skulle der være kræfter nok til at slæbe syv personer. Men her på Bilbasen ved vi det faktisk ikke, for importøren har aldrig ladet os teste bilen.

“Nej, Alma-Louise, du får ikke lov at gå hjem. Der ER strøm nok i fars og mors Opel til, at vi kan komme hjem.”

Opel Combo-e Life Elegance XL

XL – ekstra stor bil. Den er da heller ikke lille, den nye Combo-e i XL-versionen. 475 cm lang og hele 188 cm høj, så der skulle være udmærket plads til syv ombord.

Kun den lange XL-udgave af Combo-e fås med syv sæder, og den har samme 50 kWh-batteri og elmotor med 136 hk som de øvrige varianter. Og som den lille Peugeot e-208. Så rækkevidden på en opladning begrænser sig til 266 kilometer.

Prisen er til gengæld behageligt lav: 329.990 kr. med en masse udstyr (bakkamera, 10″ digital instrumentering, nøglefri betjening). Søstermodellerne Citroën Berlingo og Peugeot Rifter produceres også som elbiler, men de fås pt. ikke i Danmark.

Om du skal være taxachauffør eller have hele familien med, så fås Peugeot e-Traveller med op til ni sæder

Peugeot e-Traveller

En bus til det hele. Peugeots familiebus e-Traveller kommer i hele tre varianter. Ikke batteri- eller motorvarianter, men siddepladsvarianter. Den fås med seks, otte eller hele ni sæder, og det er faktisk den billigste, der har ni siddepladser.

E-Traveller har altid et batteri med en kapacitet på 75 kWh og samme elmotor som Opel Combo-e fra samme koncern – 136 hk. Men det større batteri giver, trods større karrosseri, en bedre rækkevidde. Mellem 305 og 316 kilometer, alt efter udstyrsvariant.

Til 469.990 kr. for L2-udgaven med en længde på 496 cm eller 479.990 kr. for L3 med en længde på 531 cm får du en meget stor, meget rummelig bil med ni sæder. Og vaskbart gulv i plastik, fordi der altid er nogen, der kaster is på gulvet.

Den er her ikke endnu, Model Y med syv sæder. Men den skal nok komme

Tesla Model Y (og model X)

Tesla har tidligere tilbudt Model S med to bagudvendte sæder, og det er muligt, det sker igen. Men et mere sikkert bud på en Tesla med syv sæder er den store Model X. Lige nu er der ingen pris på den store SUV, for den faceliftede udgave er på vej til Danmark.

Men vi kan sige, at den voldsomme Plaid-version med 1.020 hk kun kommer som seks-personers – hverken til fem eller syv. Du må nøjes med en Model X, som går fra 0-100 km/t på 3,9 sekunder, hvis du vil have plads til syv.

Vi er faktisk mere spændte på, at Model Y er på vej med syv sæder. Hvornår det sker, er importøren endnu ikke helt sikker på, men det er officielt, at den populære Y (fås fra cirka 512.000 kr.) vil komme med sæder til syv.

Mercedes-EQ EQB er det helt officielle navn. Den fås som EQB 300 med 228 hk eller EQB 350 med 292 hk

Mercedes-EQ EQB

Mercedes-EQ (nej, ikke Mercedes-Benz når det er en elbil) står et ganske unikt sted med sin nye EQB. Den har nemlig ikke rigtig konkurrenter. EQB, som er en elektrificeret GLB, har plads til syv og en rigtig fornuftig rækkevidde, og den koster ikke en bondegård.

EQB kommer i to udgaver. EQB 300 4Matic med firehjulstræk og 228 hk og EQB 350 4Matic med firehjulstræk og 292 hk. Begge har en WLTP-rækkevidde på 420 kilometer, så altså langt bedre end i eksempelvis Maxus Euniq5.

EQB’erne har ikke de syv sæder som standard. Man skal huske at bestille 3. sæderække, som koster 12.334 kr. ekstra. Med 228 hk koster EQB fra 461.000 kr., med 292 hk starter den ved 479.000 kr. Ikke billigt, men i bedste moderne Mercedes-stil har den meget standardudstyr.

Luksusbus uden at prisen stikker helt af. Du kan få en EQV i lang version med 204 hk til 589.900 kr.

Mercedes-EQ EQV

Rækkevidden er ikke imponerende. 229 kilometer på en opladning. Men til gengæld kommer hele familien til at køre samtlige kilometer i luksuriøse og lækre omgivelser. Mercedes-EQ EQV er en stor luksusbus til familien, hvor du som standard har læderinteriør og adaptive LED-forlygter.

Fordi luksus skrives med stort L er seks kaptajnstole og ikke bænkesæder til syv standard. Men det løses nemt ved at bestille en bænk med tre siddepladser på enten række to eller tre – eller på begge rækker. Hver bænk koster kun 12.492 kr. ekstra.

Den smiler stort, den nye ID Buzz. Måske det er fordi, den kører med skøre farver? Smilet stivner måske senere, for farverne bliver ikke noget, der følger med over i produktion af den endelige version

Volkswagen ID Buzz

Vi ved noget om den kommende ID Buzz, men vi ved ikke meget. Den kommer til at køre på samme MEB-platform som bl.a. VW ID.4, og den kommer som både familiebus og varebil. Den har premiere i starten af marts, hvor vi endelig kan vise, hvordan ID Buzz ser ud uden kamuflage.

De første biler til Danmark ankommer senere i 2022, og mens vi ikke kender noget til interiøret, så bliver kabinen fleksibel og rummelig. Så der vil blive plads til syv eller flere personer.

Hvis ID Buzz følger alle de andre modeller på MEB-platformen, så vil der være batterier på 58/77 kWh. Der produceres MEB-biler med ydelser fra 148 til 299 hk, men hvor stærk ID Buzz bliver, finder vi først ud af den 9. marts.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS