november 24, 2022

Elektrisk Mazda MX-5 ligger i kortene

I forbindelse med en revideret fremtidsplan viser Mazda en smuk lille coupé. En elektrisk sportsvogn kan blive resultatet.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Mazda arbejder på flere fronter for at imødekomme kundernes behov i de kommende mange år. Med en revideret forretningsplan viser japanerne endnu engang, at fremtiden byder på både elbiler, hybrider og plug-in hybrider – men de viser også, at der bliver plads til sjov og køreglæde.

Mazda har elbiler på forskellige platforme, benzin- og dieselbiler blandt andet på den nye platform med langsliggende motor og baghjulstræk og plug-in hybrider i forskellige størrelser på vej.

LÆS OGSÅ | Test: Mazda MX-5 er irriterende god til at holde på pengene

Nogle af de modeller, som kommer i de kommende år er elbilen MX-30 med en wankel-benzinmotor som generator (range extender) og CX-80, en model med syv sæder, som ligger over den nye CX-60. Hvilke elektriske modeller vi ser i de kommende år fra Mazda, er et helt åbent spørgsmål.

Men i den reviderede forretningsplan, som tager højde for blandt andet ændrede produktionsvilkår, gemmer sig et guldkorn. I en video, som mest af alt viser glade mennesker, som kører i forskellige generationer af MX-5, dukker en ny coupé op: Mazda Vision Study Model.

Vi har kun en ting at sige til Mazda: Byg den

Kan MX-5 overgå til at være en elbil?

I videoen er overgangen fra MX-5 til Vision Study Model glidende og naturlig. Som om Mazda rigtig gerne vil vise os, at den hvide coupé er fremtiden for MX-5.

Filmen viser, at det smukke coupé-karrosseri sænkes ned over, hvad der ser ud til at være en elektrisk platform med batteriet liggende bagtil – og med en langsgående tværstiver, som vil ligge mellem forsæderne.

LÆS OGSÅ | Duel: Mazda CX-60 vs. Volvo XC60 – stor forskel i klasse og pengekasse

Vision Study Model har saksedøre, som åbner opad, og antydningen af klaplygter, som Mazda har haft på en model som RX-7.

På mange måder er det oplagt, at en kommende generation MX-5 – dog næppe den først kommende – kommer som elbil. Den er kompakt, har et meget lavt tyngdepunkt og kan, med et skarpt øje for vægtreduktion, drives af et forholdsvis lille batteri uden at man går på kompromis med rækkevidden.

Mazda har altid haft stor respekt for MX-5 som model og som et stærkt bindeled til mange kunder. Der er ingen tvivl om, at Mazda træder varsomt, mens japanerne samtidig er klar over, at elektrificeringen også med tiden er nødt til at ramme den ikoniske sportsvogn.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS