maj 16, 2023

En kasseformet elektrisk MPV er ikke en god idé, Ford

Når Ford lukker ned for Fiesta og senere Focus, skal kunderne i stedet købe den nye E-Tourneo Courier. Men det er svært at se, hvorfor de skal gøre det.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Ford har i årtier været synonym med køreglæde. Nogle af de bedste forhjulstrukne biler er kommet fra Ford, og Fiesta og Focus er evigt strålende eksempler.

Men Ford er under forandring, og fortolkningen af køreglæde er virkelig også under forandring. Fiesta udgår om kort tid af produktion – efter 47 år – og i 2025 vil også Focus udgå uden en direkte afløser. I stedet indsætter Ford i 2024 den nye elbil E-Tourneo Courier som en af sine billigste modeller i Europa.

LÆS OGSÅ | Ford Explorer – elbilen til en ny tid

E-Tourneo Courier har intet af det, Fiesta og Focus har. Fortolkningen af køreglæde er en anden: Friluftsliv, eventyr og mere marketingsnak af samme skuffe. Når en varevognsbaseret MPV tager over efter to hatchbacks, skal der masser af floskler og overdrivelser til for at få det hele til at glide ned.

Bilen ingen har bedt Ford om at lave

Det er virkelig en god idé, at Ford vil introducere en elbil i Europa, som sammen med Puma (der også kommer som elbil fra samme produktionsfaciliteter som E-Tourneo Courier i 2024) danner bunden af modelprogrammet. Vi har brug for dem, de prisbillige elektriske familiebiler.

LÆS OGSÅ | Den fedeste Ford forsvinder til sommer

Der er bare et rigtig stort men. Det er, at en MPV med udgangspunkt i en varebil er en stor og høj kasse, som kæmper med meget høj vindmodstand. Hvor man kan tanke sin gamle Berlingo på få minutter, og man kører videre med sin effektive dieselmotor, er en elektrisk MPV med design som en flyttekasse stærkt begrænset af sin rækkevidde.

Måske ikke så underligt, at Ford slet ikke snakker batteristørrelse eller rækkevidde i den nye E-Tourneo Courier. Fint, at den kan lade med op til 100 kW, som i øvrigt er sløvt, og at den nok skal klare sig med sine 136 hk – men vi vil meget hellere kende rækkevidden.

Hvorfor skulle Ford kunne trylle?

Det vil være virkelig fedt, hvis Ford overrasker os og gør vores skepsis til skamme. Det kan Ford gøre ved at offentliggøre en rækkevidde på 400 kilometer.

Men indtil da tvivler vi på, at Ford kan trylle en meget bedre rækkevidde frem i E-Tourneo Courier, end Stellantis-folkene har kunnet i Citroën Ë-Berlingo, Opel Combo-e Life og Peugeot E-Rifter. Det er elbiler med en rækkevidde omkring 260-280 kilometer. Og det er ikke tallene for den reelle rækkevidde, men efter den ofte stærkt optimistiske WLTP-norm.

LÆS OGSÅ | Ford F-150 Lightning er nu meget tættere på Danmark

Når en bilproducent holder munden lukket om rækkevidde i en ny elbil, kigger vi nøje på billederne. På billedet af infotainmentsystemet (12″ touchscreen) i E-Tourneo Courier kan vi skimte den digitale instrumentering, hvor det ser ud til, at bilen er 100 procent opladet, og udendørstemperaturen er 14 grader. Rækkevidden er 193 kilometer. Det er der ikke meget frihed og eventyr over.

Det er ikke lykkedes Citroën, Opel og Peugeot at overbevise danskerne, der som andre europæere har lagt varevognsbaserede MPV-modeller bag sig, om, at elektriske udgaver af de høje biler gør en stor forskel. Danskerne køber dem ikke.

Ford skulle have benyttet lejligheden til at lave en prisbillig elektrisk stationcar med fornuftig rækkevidde. En strømlinet og fornuftig familiebil med lavt strømforbrug, der kunne overtage noget af den køreglæde, som dør, når først Fiesta og senere Focus må lade livet i elektrificeringens ustoppelige udrulning.


Brugte Ford Fiesta og Focus til salg på Bilbasen

Se flere brugte Ford Fiesta og Focus til salg på Bilbasen

9 ud af 10 kan spare i gennemsnit 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS