Det halter med gennemskueligheden hos den europæiske testorganisation Euro NCAP. Seneste test af bl.a. BMW i4 viser, at det er for svært at tolke resultaterne.
TEKST Morten B. Bek FOTO PR
Euro NCAP har siden 1996 testet sikkerheden i nye biler, som sælges på på de europæiske markeder. Siden starten har organisationens resultater resulteret i både stor opmærksomhed og landevindinger indenfor sikkerhed. Et dårligt resultat hos Euro NCAP kan betyde, at kunderne løber skrigende væk.
I årtier var testene simple at afkode. Bil kører ind i væg, rammes af en blok fra siden eller møder en “modkørende” i testen. Det vi kan kalde klassiske crashtest. Kravene til bilerne er ændret, med i de senere år oftere og oftere, og man kan ikke direkte sammenligne resultatet for en bil fra 2005 med en bil fra 2021.
Det skal man heller ikke kunne: En ny bil i dag er på mange måder konstrueret på en anden måde end en bil var det for halvandet årti siden.
Men man skal nemt kunne vurdere og tolke nye resultater fra Euro NCAP, som mange kunder stoler på. Det kan man bare ikke længere.

Forvirringen står i stjernerne
Euro NCAP har offentliggjort en række nye testresultater. Denne gang har Alfa Romeo Tonale, BMW i4, Cupra Born, Kia Sportage, Mercedes-Benz Citan og Toyota Aygo X været på pinebænken.
En række vigtige bilmodeller, fordi mange kunder i Danmark og resten af Europa vælger dem og allerede for længst har valgt dem.
At tolke resultaterne var engang “bare” at kigge på antallet af stjerner. Fra 1 til 5. 1 stjerne betød, at det var mere sikkert at krydse motorvejen med bind for øjnene. 5 stjerner betød, at bilen var så sikker, som den kunne blive.

I dag er resultaterne for de forskellige crashtest – testene hvor bilen rammer ting eller bliver ramt, og det handler om den såkaldte passive beskyttelse af personerne i bilen – blandet sammen med de senere indførte resultater for forebyggende (aktiv sikkerhed). Automatisk nødbremse, sporassistent og den slags.
Men de to typer af sikkerhed i bilen er svære at kæde sammen i en fælles vurdering. Et eksempel fra den seneste test, hvor Alfa Romeo Tonale scorer de fulde 5 stjerner og får stor ros, og BMW i4 må nøjes med 4 stjerner og en verbal lussing: “BMW’s elektriske firmabil i4 viser, at luksus ikke altid betyder højere sikkerhedsniveau.”
BMW’en får 87 procent for sin beskyttelse af voksne, mens Alfa’en nøjes med 83 procent. Alfa’en er ikke rigtig sød ved fodgængere (A-stolperne er problematiske), og på den konto scorer BMW’en 4 procentpoint højere.
Få 5 stjerner for at skade fodgængerne
Euro NCAP har bestemt, at de aktive sikkerhedssystemer er vigtigere end de passive. BMW’en klarer sig udmærket med 64 procent (kun 2 procent under Kia Sportage med samlet 5 stjerner), mens Alfa’en scorer flotte 85 procent. Primært fordi den har en bedre aktiv sporassistent.
Et system som man kan slå fra, så snart man starter bilen – fordi det ofte føles som om, det fratager førerens kontrol. Et system, der kan slås fra burde næppe tælle for så meget.
LÆS OGSÅ | Slut med Touran: Nu skal Politiet køre SUV fra Mercedes-Benz
Et af de værste eksempler på en aktiv sporassistent, som burde trække en stjerne fra, er systemet i Mercedes-Benz A-Klasse. Sporassistenten laver ekstremt voldsomme, pludselige nedbremsninger, som trækker bilen til siden – et skræmmende system. Alligevel fik A-Klassen i 2018 5 stjerner og ros.
Det er op til forbrugerne selv at grave i Euro NCAP’s testresultater og finde det rigtige antal stjerner. Hvis man synes, det er vigtigere, at en fodgænger kommer mindre til skade i et uheld, end at den overaktive sporassistent igen og igen prøver at trække i rattet (som er nem at slå fra), burde BMW i4 have flere stjerner end Alfa Romeo Tonale, ikke færre. Forbrugerne fortjener et Euro NCAP, som igen er nemt at overskue.
