juli 7, 2022

Euro NCAP giver stjerner uden mening

Det halter med gennemskueligheden hos den europæiske testorganisation Euro NCAP. Seneste test af bl.a. BMW i4 viser, at det er for svært at tolke resultaterne.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Euro NCAP har siden 1996 testet sikkerheden i nye biler, som sælges på på de europæiske markeder. Siden starten har organisationens resultater resulteret i både stor opmærksomhed og landevindinger indenfor sikkerhed. Et dårligt resultat hos Euro NCAP kan betyde, at kunderne løber skrigende væk.

I årtier var testene simple at afkode. Bil kører ind i væg, rammes af en blok fra siden eller møder en “modkørende” i testen. Det vi kan kalde klassiske crashtest. Kravene til bilerne er ændret, med i de senere år oftere og oftere, og man kan ikke direkte sammenligne resultatet for en bil fra 2005 med en bil fra 2021.

LÆS OGSÅ | Test: Endelig en ægte Tesla-killer? BMW i4 eDrive40 knækker koden!

Det skal man heller ikke kunne: En ny bil i dag er på mange måder konstrueret på en anden måde end en bil var det for halvandet årti siden.

Men man skal nemt kunne vurdere og tolke nye resultater fra Euro NCAP, som mange kunder stoler på. Det kan man bare ikke længere.

BMW i4 behandler fodgængere bedre end Alfa Romeo Tonale, men er ikke helt så god til at holde sin vejbane. Hvordan kan det betyde, at Alfa’en får 5 stjerner, mens BMW’en må nøjes med 4?

Forvirringen står i stjernerne

Euro NCAP har offentliggjort en række nye testresultater. Denne gang har Alfa Romeo Tonale, BMW i4, Cupra Born, Kia Sportage, Mercedes-Benz Citan og Toyota Aygo X været på pinebænken.

En række vigtige bilmodeller, fordi mange kunder i Danmark og resten af Europa vælger dem og allerede for længst har valgt dem.

At tolke resultaterne var engang “bare” at kigge på antallet af stjerner. Fra 1 til 5. 1 stjerne betød, at det var mere sikkert at krydse motorvejen med bind for øjnene. 5 stjerner betød, at bilen var så sikker, som den kunne blive.

Der har næppe før været en mikrobil så sikker som den nye Toyota Aygo X. Den får 4 stjerner

I dag er resultaterne for de forskellige crashtest – testene hvor bilen rammer ting eller bliver ramt, og det handler om den såkaldte passive beskyttelse af personerne i bilen – blandet sammen med de senere indførte resultater for forebyggende (aktiv sikkerhed). Automatisk nødbremse, sporassistent og den slags.

LÆS OGSÅ | Test: Toyota Aygo X er en fin bil, man ikke behøver være rig for at købe

Men de to typer af sikkerhed i bilen er svære at kæde sammen i en fælles vurdering. Et eksempel fra den seneste test, hvor Alfa Romeo Tonale scorer de fulde 5 stjerner og får stor ros, og BMW i4 må nøjes med 4 stjerner og en verbal lussing: “BMW’s elektriske firmabil i4 viser, at luksus ikke altid betyder højere sikkerhedsniveau.”

BMW’en får 87 procent for sin beskyttelse af voksne, mens Alfa’en nøjes med 83 procent. Alfa’en er ikke rigtig sød ved fodgængere (A-stolperne er problematiske), og på den konto scorer BMW’en 4 procentpoint højere.

Få 5 stjerner for at skade fodgængerne

Euro NCAP har bestemt, at de aktive sikkerhedssystemer er vigtigere end de passive. BMW’en klarer sig udmærket med 64 procent (kun 2 procent under Kia Sportage med samlet 5 stjerner), mens Alfa’en scorer flotte 85 procent. Primært fordi den har en bedre aktiv sporassistent.

Et system som man kan slå fra, så snart man starter bilen – fordi det ofte føles som om, det fratager førerens kontrol. Et system, der kan slås fra burde næppe tælle for så meget.

LÆS OGSÅ | Slut med Touran: Nu skal Politiet køre SUV fra Mercedes-Benz

Et af de værste eksempler på en aktiv sporassistent, som burde trække en stjerne fra, er systemet i Mercedes-Benz A-Klasse. Sporassistenten laver ekstremt voldsomme, pludselige nedbremsninger, som trækker bilen til siden – et skræmmende system. Alligevel fik A-Klassen i 2018 5 stjerner og ros.

Det er op til forbrugerne selv at grave i Euro NCAP’s testresultater og finde det rigtige antal stjerner. Hvis man synes, det er vigtigere, at en fodgænger kommer mindre til skade i et uheld, end at den overaktive sporassistent igen og igen prøver at trække i rattet (som er nem at slå fra), burde BMW i4 have flere stjerner end Alfa Romeo Tonale, ikke færre. Forbrugerne fortjener et Euro NCAP, som igen er nemt at overskue.

I seneste Euro NCAP-omgang er der 5 stjerner til Alfa Romeo Tonale, Cupra Born, Kia Sportage ogMercedes-Benz Citan, mens der er 4 stjerner til BMW i4 og Toyota Aygo X
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS