april 12, 2023

Fanget! Den helt nye elektriske Mini

Spionbilleder af den nye Mini Cooper SE har fået Mini til selv at frigive fire billeder af den nye elbil, der skal produceres i Kina.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Spionfotografer tjener store summer på at vente og vente – for så pludselig at få en ny bil, pakket ind i tyk kamuflage, i søgeren. Et par friske skud af en kommende bilmodel kan gå verden rundt, og det giver et had-kærlighedsforhold mellem spionfotografer og bilproducenter.

Britiske Mini elsker helt sikkert ikke den fotograf, som for nogle uger siden fangede den helt nye Cooper SE under en reklameoptagelse i Los Angeles. Den elektriske Mini stod helt uden en trevl på kroppen. Altså, helt uden kamuflage. Dermed var den nye Mini afsløret.

LÆS OGSÅ | Ny Mini Countryman er (også) elektrisk

Mini har valgt selv at offentliggøre fire billeder af den nye hatchback. Billeder taget samme sted som de navnkundige spionfotos. De fire fotos er af bilens eksteriør, og der er ikke den mindste smule info med.

Den elektriske Mini bliver noget for sig

Vi tør godt at vove den påstand, at der ikke går mange uger, før Mini viser hele bilen – og fortæller om batteristørrelse, rækkevidde og motorydelse. Der er ingen tvivl om, at den elektriske Mini Cooper SE kommer med rækkevidde, som vil være langt mere tidssvarende end de 230 kilometer, dagens udgave står til under WLTP-normen.

Spotlight Automotive Limited er et navn, som de færreste nok kender. Det er navnet på et joint venture-projekt mellem BMW og kinesiske Great Wall Motor. Selskabet og den tilhørende nye fabrik i Kina skal producere den nye elektriske Mini – og sandsynligvis også den kommende elektriske Aceman. Fabrikkens kapacitet skulle være op til 160.000 biler årligt.

LÆS OGSÅ | Elektrisk Mini klar til topløs sommer

Projektet er allerede etableret i 2019, og den nye Cooper SE er udviklet i fællesskab mellem BMW og Great Wall. Det vil betyde, at den fællesudviklede platform kan bruges af begge parter.

Mini lancerer også en ny Cooper med benzinmotor, og den skal fortsat produceres i Europa. Det er også sandsynligt, at den ikke-elektriske Cooper får et design, som er anderledes end det, Mini viser os i dag med den elektriske model.


Brugte Mini Cooper SE til salg på Bilbasen

Se flere brugte Mini Cooper SE til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS