juni 23, 2023

Fejl på købt brugt bil: Hvad er dine rettigheder?

Er der fejl på den brugte bil, du har købt, afhænger dine rettigheder af, hvor du har købt den. Forstå sammenhængen her.

Af: Bilbasen Blog

I denne artikel kan læse om:

  • Hvilken indflydelse det har på dine rettigheder, hvor du har købt bilen
  • Hvor du kan klage over fejl på brugte biler
  • Hvilke typer fejl der typisk forekommer på brugte biler

Det er altid en god idé at tjekke en brugt bil grundigt efter, inden du skriver under på slutsedlen. Så minimerer du risikoen for, at der er fejl på bilen. Men det kan alligevel ske, at en fejl ikke er blevet fanget i gennemgangen. 

Hvad er dine rettigheder, hvis der er fejl på den brugte bil, du har købt?

Det skal vi se nærmere på i denne artikel.

Hvem har du købt den brugte bil af?

Dine rettigheder afhænger nemlig af, hvor du har købt bilen, f.eks. hos en brugtbilsforhandler, via kommissionssalg, gennem en formidler eller af en privatperson.

Bilen er købt hos en forhandler

Du er dækket af købelovens regler om forbrugerkøb, når du har købt brugt bil af en forhandler. Du har blandt andet to års reklamationsret, der løber fra leveringen.

Har bilen en fejl, der er dækket af købeloven, kan du have krav på at få fejlen udbedret eller få pengene tilbage. 

Købeloven dækker fejl, der var til stede, da bilen blev leveret eller, hvor årsagen til fejlen var til stede på leveringstidspunktet – også selvom fejlen først viser sig senere.

Men de krav, du kan stille til bilen, vil dog afhænge af f.eks. bilens alder, pris og kilometerstand. Er bilen nyere, kan du stille større krav, er den ældre og har kørt mange kilometer, kan du ikke stille så store krav.

Har du fået lovning på en garanti, erstatter garantien ikke reklamationsretten, men løber samtidig. Brugtbilsgarantier er ofte kortere end købelovens garanterede reklamationsret. Garantien kan også være begrænset til specifikke dele af bilen som f.eks. motor og gearkasse. 

OBS. Bilforhandleren må kun burge ordet garanti, hvis garantien stiller dig bedre end købeloven.

Bilen er købt hos en privat sælger

Køber du den brugte bil af en privatperson, er du ikke dækket af købelovens forbrugerbeskyttende paragraffer.

Det betyder, at den private sælger gerne må sælge den med generelle forbehold som f.eks. “købt som beset” eller “uden reklamationsret”. Det skal blot oplyses til dig, inden du skriver under.

En privat sælger anses ikke for at være ekspert, heller ikke selvom han sælger en bil, han har kørt i mange år. Du kan derfor ikke stille krav om at få rettet fejl, som sælgeren ikke havde kendskab til, da han eller hun solgte bilen.

OBS. Du har rettigheder i mod “ond tro”. “Ond tro” er når sælgeren sælger bilen velvidende, at der er fejl ved den. Problemet er, at det er svært at bevise, og du bliver nødt til at gå rettens vej for måske at vinde en sag – og det koster penge.

Bilen er købt på auktion

Er den brugte bil købt på en bilauktion, er det ‘indsætteren’ (den der indleverer varen til auktion), der hæfter som sælger. Vil auktionsfirmaet ikke oplyse, hvem indsætteren er, hæfter det selv som sælger.

Bilen er købt gennem kommissionssalg

I kommissionssalg sælger brugtbilsforhandleren bilen i eget navn, men for en andens regning. Brugtbilsforhandleren hæfter, hvis der er mangler ved den brugte bil. Købet er et forbrugerkøb, der giver dig den særlige beskyttelse efter købelovens forbrugerkøbsregler.

Bilen er købt gennem formidlingssalg

Hvis brugtbilsforhandleren oplyser, at han handler på vegne af en privat forbruger (formidler salget), skal det klart og tydeligt oplyses ved købet. Aftalen skal indgås direkte mellem dig og ejeren af bilen, og både du og ejeren skal være klart identificeret i slutsedlen. 

Hvis der viser sig at være fejl på bilen, skal du rette dit krav mod den private bilsælger. Du kan ikke gå til Ankenævn for biler med din klage. I stedet må du gå til en advokat eller til retshjælpen.

Kan du få medhold i en klage, hvis den brugte bil har fejl?

Det er vigtigt at forstå, at en brugtbilsforhandler GERNE må sælge dig en bil med fejl, men sælgeren skal have oplyst dig, hvad fejlen er, og hvilken betydning den har. 

Medmindre, at fejlen ligger inden for det, man kan forvente i forhold til bilens pris, alder og antal kørte kilometer. 

Det er brugtbilsforhandleren, der skal bevise, at han har oplyst dig om konkrete fejl og deres betydning, og at du har accepteret at købe bilen i den tilstand.

Hvis ikke sælger har taget forbehold for helt konkrete fejl, kan bilen, såfremt der er fejl, være mangelfuld efter købeloven.

Det er afgørende, at fejlen, eller dens årsag, har været til stede på leveringstidspunktet og samtidig er enten ud over det forventelige eller af sikkerhedsmæssig karakter.

Hvad er dine klagemuligheder?

Hvor, du skal gå hen med din klage, afhænger af, hvem du har købt bilen af, og hvad du skal klage over.

Klager over fejl på den brugte bil

Er der fejl på den brugte bil, skal du altid klage til forhandleren først. Forhandleren har ret til at se fejlen og vurdere, om han eller hun mener, at den er omfattet af købelovens reklamationsret eller en evt. garanti.

Anerkender forhandleren fejlen, skal vedkommende betale reparationen, og bilen skal repareres inden for rimelig tid. Hvor lang tid, det er, afhænger af fejlens art, og hvor svært det er at skaffe reservedele.

Mener brugtbilsforhandleren ikke, at fejlen er dækket af købeloven eller garantien, har du mulighed for at gå videre med sagen til Ankenævn for biler eller domstolene.

Ankenævn for biler behandler klager, som vedrører køb af bil (både ny og brugt) over 10.000 kr. samt værkstedsregninger på over 1.500 kr.

Du kan læse mere om Ankenævn her.

Hvis bilen er købt af en privatperson

Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Ankenævn for biler kan ikke hjælpe dig i private handler. Det kan derfor blive vanskeligt at gennemføre en klagesag, hvis der er noget galt med den brugte bil. Hvis du ikke kan finde en løsning med sælgeren, må du gå til domstolene med sagen.

Eksempler på fejl på brugte biler

Fejl på brugte biler kan groft deles op i fire grupper:

  • Kosmetiske fejl
  • Sikkerhedsmæssige fejl
  • Slid
  • Skader og skjulte fejl

Kosmetiske fejl

Det vil typisk være ridser i lakken, stenslag i forruden, misfarvinger eller mindre fejl på interiøret.

Kosmetiske fejl er ofte synlige også for en køber uden megen forstand på biler, og de har ikke indflydelse på bilens køreegenskaber.

Det betyder også, at du som udgangspunkt ikke vil få medhold i klager over kosmetiske fejl. Det vil dog altid være op til en konkret vurdering.

Sikkerhedsmæssige fejl

Ifølge færdselsloven skal din bil opfylde en række sikkerhedskrav. Det gælder ting som bremser, styretøj, lygter, dæk, sikkerhedsseler og udsyn.

Du kan normalt regne med at få medhold i en klagesag, der drejer sig om sikkerhedsmæssige fejl.

Hvis fejlen var synlig ved købet, f.eks. en flækket rude, eller sælgeren havde oplyst dig om fejlen og dens betydning, vil du normalt ikke kunne få medhold.

I sidste ende vil resultatet af en klagesag dog altid afhænge af en konkret vurdering af den enkelte sag.

Slid

Det kan være meget svært at afgøre, hvor slidt en bil med rimelighed må være. Du kan selvfølgelig stille større krav til en nyere og dyrere bil end til en ældre og billigere bil.

Nogle dele på en bil skal jævnligt udskiftes, det gælder f.eks. udstødning og bremseklodser. Disse dele må være slidt, men ikke slidt helt ned.

Du kan ikke forvente at få medhold i en klagesag om slid, hvis bilen ikke er slidt mere end forventeligt, eller hvis der er tale om en meget gammel bil.

Du kan muligvis få medhold i en klagesag om slid, hvis bilen er slidt mere, end man med rimelighed må forvente, eller hvis du udtrykkeligt er blevet lovet, at f.eks. airconditionanlægget virker.

Skader og skjulte fejl

Skader og skjulte fejl kan f.eks. være en defekt gearkasse, turbolader eller servostyring. Det kan også være camouflerede skader som f.eks. skjult rust.

Du kan forvente at få medhold i en klagesag om skader og skjulte fejl, hvis fejlen eller årsagen til den var til stede på leveringstidspunktet og er ud over, hvad du måtte forvente i forhold til bilens almindelige tilstand.

Du kan forvente at få medhold i en klagesag, hvis tandremmen knækker inden for udskiftningsintervallet eller i det tilfælde, hvor sælgeren ikke er bekendt med, hvornår tandremmen er udskiftet og ikke skriftligt har anbefalet dig straks at få den skiftet og oplyst om risikoen for motorskade, hvis den ikke bliver skiftet.

I sidste ende vil resultatet af en klagesag dog altid afhænge af en konkret vurdering af den enkelte sag.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen Blog

Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS