april 13, 2023

Første tur: Nio ET5 arver et højt niveau – men også en høj pris

ET5 er den første elbil fra kinesiske Nio, der ikke ruller i direktørklassen. Vi kører første tur i den mere folkelige Nio ET5.

Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Nio PR

Bilbasen var inviteret til Kastrup af Nio

Kinesiske Nio har lagt godt fra land med modellerne ET7 og EL7, der er lige så luksuriøse, som de er velbyggede og velkørende. I kontrast til alle de andre nytilkomne kinesiske elbilmærker er Nio startet med at lancere det lækreste og mest bekostelige, de har at byde på. Nio har vist, hvad de kan i millionklassen.

Nu skal de vise, hvad de kan med en elbil, der er lidt mindre premium og lidt mere opnåelig for folket. Modellen, de skal vise det med, er Nio ET5.

I et virvar af både kunder og kommende kunder, interessenter og interesserede, er Bilbasen inviteret til Kastrup for et kig og en kort køretur i den nye Nio ET5. Er der grobund for, at Nio fortsætter de gode takter i en anden klasse?

De kan noget med kabiner

Det er ikke kun udefra, at Nio ET5 til forveksling ligner en kogevasket udgave af storebror ET7. Også i kabinen er det let at blive forvirret, og det er positivt ment, fordi niveauet i ET7 er tårnhøjt. Bløde materialer i en nærmest organisk kabine, er også det, der dominerer i ET5.

Skærmen på 12,8” er den samme, som man finder i ET7, der med sin høje opløsning og gode trykfølsomhed er let at holde af. Systemet er udviklet af Nio selv og taget i betragtning, at de ikke er gamle i gårde, er det fint intuitivt. Det fungerer som en mindre tech-tung udgave af Teslas system.

LÆS OGSÅ | Test: Nio ET7 er den hidtil bedste elbil fra Kina

Træerne vokser ikke ind i himlen, og det lavere prispunkt på Nio ET5 kan mærkes enkelte steder. Billigere plastik er kravlet lidt højere op på dørsiderne, ligesom det tropiske træ, som ET7 og EL7 er udstyret med, også er erstattet af et plastmateriale. Det er både blødt og nydeligt, men uden helt den samme kvalitetsmæssige tyngde som de luksuriøse storebrødre. 

Kørepositionen minder meget om den, man finder i Tesla Model 3. Man sidder højt og har et godt udsyn over et lavt instrumentbord. Det giver et fint overblik, men selv med mine beskedne 1,77 meter ville jeg ønske, at jeg kunne komme lidt tættere på gulvet.

Dette ønske bliver kun større på bagsædet, der, igen, giver mindelser om Model 3. På en mere kedelig måde. Gulvet er højt, hvorfor lårene svæver over siddepuden, hvilket bliver ukomfortabelt i længden, ligesom man heller ikke kan få fødderne ind under forsæderne. Min frisure er desuden oppe og kysse panoramaglastaget. Er man 1,85 meter høj, er bagsædet derfor nærmest ubrugeligt.

De danske priser

Om man vil det eller ej, er Tesla med deres drastiske prisnedsættelser blevet sammenligningsgrundlaget for de fleste bilproducenter. Og da Nio ET5, foruden lighederne i kabinen, også ligger tæt på Model 3 i de udvendige mål, er det kun naturligt, at man også på prisniveau sammenligner med amerikaneren.

Nio ET5 starter fra 408.000 kr. med 75 kWh batteri, 456 km i rækkevidde og 489 hk. Det virker ikke så skævt, når en Tesla Model 3 med 497 km i rækkevidde kan gafles for 329.000 kr.

Problemet er bare, at man med en pris på 408.000 kr. ikke ejer batteriet i ET5.

Med 75 kWh ‘abonnerer’ man på batteriet i bilen til 1.299 kr. om måneden, mens man i Nio ET5 med 100 kWh batteri og 590 km i rækkevidde betaler 2.199 kr. om måneden. Til denne pris kan batteriet skiftes to gange om måneden på Nios batteriskiftestation, hvor man får et fuldt opladet batteri på bare fire minutter.

LÆS OGSÅ | Første tur: Nio EL7 følger de gode kinesiske takter

Er man mere interesseret i at eje sit batteri, er priserne på ET5 nogle lidt andre. Her koster Nio ET5 med 75 kWh batteri fra 501.000 kr. mens den med 100 kWh batteri starter fra 621.000 kr.

Ekstraudstyr?

Når jeg skriver frapriser, er det fordi, at man i ET5 faktisk har mulighed for at til- og fravælge udstyr, i modsætning til ET7, hvor alt tænkeligt udstyr er standard.

I Nio ET5 skal man af med 13.400 kr. for et elektrisk anhængertræk, hvor der må spændes 1.400 kg på. Vil man have justerbar sædehynde, ventilation og massage i forsæderne, varme i rattet og varme i bagsæderne, skal man af med 18.800 kr. for en ‘Komfortpakke’.

Nomi, den intelligente ven i instrumentbordet, er også ekstraudstyr i ET5. Vil man have de søde LED-øjne, der kigger på en, når man tiltaler den, skal man af med 7.400 kr. Uden dette tilvalg får man stadig Nomi-stemmeassistenten, men uden det digitale ansigt.

Som den store taxa-kuppel på taget indikerer, fås ET5 med samme selvkørende egenskaber med LiDAR-enhed, ultralydssensorer, 11 kameraer i høj opløsning og jeg skal komme efter dig. Intet af dette skal der dog betales ekstra for.

Hvordan kører den?

Som beskrevet indledningsvist er præsentationen af ET5 i Kastrup for alle interesserede. Køreturene er derfor nøje skemalagt, og jeg får rundt regnet 15 minutter i ET5 i selskab med en privat Nio-bruger og en Nio-medarbejder på Kastrups solbeskinnede veje.

De 15 minutter er nok for mig til at sige, at Nio kører godt. Selvom den undværer luftundervognen, som ET7 og EL7 kører på, er det ikke noget, der skriger til himlen. Nio ET5 fremstår komfortabel og behersket – selv over de der sorte og gule plastikfartbump fra helvede.

LÆS OGSÅ | Duel: Kan det passe, at kinesiske Nio er federe end Mercedes-AMG?

Med 489 hk er den selvsagt kvik, og den vil frem som en trold af en æske i Sport+, hvor accelerationen fra 0 til 100 km/t er på bare 4 sekunder. Styretøjet virker lidt slapt, mens støjniveauet til gengæld virker flot lavt. Mere tør jeg ikke vurdere, før jeg får lidt længere tid bag rattet af ET5.

Grobunden er der

Der bliver krattet i mere end bare i overfladen næste gang, vi får Nio ET5 til test. Det lover jeg. I mellemtiden vil jeg konkludere, at grobunden absolut er lagt for Nios nye elbil til menneskepriser.

ET5 har arvet et højt sikkerhedsniveau og mulighed for at blive selvkørende, en høj kabinekvalitet og hvad der som udgangspunkt føles som et solidt komfortniveau. Det er utvetydige pluspoint, der bør tiltale de fleste. Til gengæld er det mere usikkert, om menneskepriserne faktisk er lave nok til de mennesker, der skal købe den.


Nio ET5 100 kWh

Motor: To elmotorer (for og bag)
Ydelse: 489 hk / 700 Nm
0-100 km/t: 4 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 18,6 kWh/100 km
Batterikapacitet: 90 kWh
Maksimal ladekapacitet: 140 kW
Rækkevidde: 590 kilometer
Mål (L/B/H): 479/196/149 cm
Køreklar vægt: 2.260 kilo
Bagagerumsvolumen: 386 liter

Pris: 621.000 kr. (ET5 fås fra 408.000 kr. med lejet batteri)
Pris på abonnement: 8.499 kr./måned (ET5 fås fra denne pris)

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS