juni 27, 2023

Første tur: Ny Toyota Prius er flottere, hurtigere og stadig økonomisk

Puds bare brillerne. Det er en Toyota Prius, der ser så godt ud – og den er gudhjælpemig også blevet velkørende. Vi kører første tur i femte generation Toyota Prius.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Toyota PR

Bilbasen var inviteret til Hamborg af Toyota Danmark. 

Toyota har bygget en pæn Prius. Selv var jeg sikker på, at helvede ville fryse til is, før dét skete, men nu står vi altså her… med en pæn Toyota Prius.

Den japanske hybridpioner tager elektrificeringen til næste niveau og lanceres kun som plug-in hybrid i Europa. Det gør den med større batteri, flere kræfter og bedre økonomi – og jeg har fornøjelsen af at se, hvordan den klarer det i praksis, når jeg kører første tur i herlige Hamborg.

Form over funktion?

Nok har Prius på tværs af fire generationer fået drøje hug for sin statur herunder særligt den seneste fjerde generation, som kun folk med Toyota-tatoveringer kunne elske.

Det er anderledes med femte generation af den simple grund, at proportionerne er bedre. Den nye Toyota Prius er 5 cm lavere, 2 cm bredere og 4,6 cm kortere, hvilket giver en sprød silhuet med coupé-tendenser, selvom den stadig er en fornuftig hatchback.

LÆS OGSÅ | Ny Toyota C-HR giver fortsat kant til klassen – nu også som PHEV

Den nu slanke statur, kombineret med en skarp snude og en kort bagende, lugter så absolut af aerodynamisk fiksfakseri – men det er det ikke. På helt uhørt vis har Toyota valgt form over funktion, hvorfor den nye Prius er mindre aerodynamisk end sin forgænger.

Cd-værdien er nu 0,27, hvor den forgangne plug-in Prius fra 2017 præsterede en Cd-værdi på 0,24. Hvis det er prisen for at gå fra øjebæ til ønskværdig, er det fint for mig. Aerodynamikken er desuden også det eneste sted, hvor Toyota har taget et skridt tilbage.

Ingen forkølet fætter

Trods aerodynamisk tilbagegang er den nye Prius både den mest økonomiske og kvikke Prius, Toyota har bygget. Den samlede systemydelse er vokset med 101 hk fra den forkølede forgænger med 122 hk.

Nu er der 223 hk på hanen, hvilket skyldes en nyudviklet 2-liters benzinmotor, der yder 152 hk, samt en elmotor på 160 hk. Det holder accelerationen fra 0 til 100 km/t på 6,8 sekunder. Det er ikke hurtigt, men det er kvikt nok, når man tager den gennemsnitlige udledning på 11 gram CO2 pr. kilometer i betragtning.

LÆS OGSÅ | Test: Nu kan du fint nøjes med den lille Toyota Corolla

Elmotoren fødes af et 13,6 kWh batteri, der er 50 % mere energieffektivt end forgængerens på 30 % færre celler. Det giver en elektrisk rækkevidde på op til 86 km.

Hvordan kører den?

Forestil dig et chok, den gennemsnitlige Prius-kunde ville få, hvis den nye femte generation kørte som en sportsvogn. Det gør den ikke, men den kører nu alligevel bedre, end man måske forestiller sig, taget de fire flade forgangne generationer i betragtning.

Foruden at køre på den seneste generation GA-C-platform, der yder øget stivhed, har Toyota sørget for et lettere og mere vridningsstabilt karos til Prius. Sammen med den lave statur og batteriet under bagsæderne har man et lavt tyngdepunkt, der øger dynamikken.

LÆS OGSÅ | Duel: Toyota Corolla Cross udfordrer familiefavoritten Nissan Qashqai

De få gange Hamborgs provinsveje byder mig på sving, føles Prius stabil. Styretøjet er let men præcist, og det giver en overraskende mængde letbenet agilitet til den 2 tons tunge hybridbandit.

Førstehåndsindtrykket er klart, at Toyota Prius er en bil i balance. Undervogn og chassis spiller godt sammen med det, man får fortalt af styretøj og bremser, hvoraf sidstnævnte opleves ganske uden staccato skifte mellem rekuperation og almindelige bremser.

LÆS OGSÅ | Test: Ingen skjulte talenter i Nissan Juke Hybrid

Krængning beherskes fint, selvom undervognen samtidigt gør et godt stykke arbejde i at afholde slemme vejhuller fra at finde vej i kabinen. På motorvejen slapper det lette styretøj af og yder retningsstabilitet, mens vindstøjen lydes at smyge sig udenom de slanke A-stolper.

Hybrid der holder

Hvis der er noget, Toyota forstår sig på, så er det hybridteknologi, og det var med Prius, de pionerede. Toyota Prius var nemlig verdens første serieproducerede hybridbil med både strøm og benzin, hvilket naturligvis giver en vis forventning til denne femte generation.

Den nye Prius klarer 86 km på strøm og elmotoren hiver bilen op til 135 km/t uden at bede om hjælp fra benzinmotoren. I EV-modus mærker man ikke, at der er 160 elektriske heste til rådighed, hvor accelerationen er halvsløv – men det er fint til by- og landevejskørsel.

I Hybrid-modus veksles der intelligent og sømløst mellem strøm og benzin til en grad, hvor man sjældent opfatter det. Først når man træder til den, spoler omdrejningerne op og trods milliongear bliver lydbilledet aldrig som en enerverende støvsuger.

LÆS OGSÅ | Duel: Cupra Formentor vs Peugeot 408 – strømførte, flabede og forskellige

Hvorvidt Prius klarer de 86 km, den er opgivet til, er svært at vurdere på testruten. Til gengæld er det imponerende, hvordan Prius formår at køre som en bil med et lukket hybridkredsløb, når batteriet er fladt. Her er ofte overskud til at holde benzinmotoren slukket, hvilket holder forbruget pænt.

Den eneste Hybrid-skuffelse er opladningen, der sker ved 1 fase, hvorfor Prius maksimalt kan trække 3,3 kW. Det øger opladningstiden gevaldigt og må efter moderne standarder betragtes som værende ret ineffektivt af et ellers effektivt hybridsystem.

Hvordan er kabinen?

Det er fristende at kalde kabinen for en klassisk Toyota-kabine. Det hele virker godt skruet sammen, men som helhed er den komplet blottet for spræl. Her er forsvindende få former og farver, som øjet kan underholdes af. I stedet er der mange plastmaterialer i farverne grå eller grå.

Materialekvaliteten er udmærket uden at være prangende, og selvom at meget er fint og blødt, skal man ikke gøre sig synderligt umage for at finde billig plastik.

Kørepositionen er, som det udvendige design indikerer: Lav. Sammen med den cockpit-agtige opsætning med højt monteret digital instrumentering og et lille rat, der er lånt fra BZ4X, giver det en plantet fornemmelse, der stemmer overens med, hvordan Prius faktisk kører.

Stik mod tidens crossover-besættelse er Prius meget lav, hvilket mærkes, når man stiger ind og ud, hvor man også skal huske at dukke hovedet for C-Stolpen. På bagsædet skal man ikke overstige 1,80 meter i længden, før tagbeklædningen ødelægger frisuren.

LÆS OGSÅ | Stortest: Teknologisk topmøde i tre mellemstore SUV’er

Benpladsen fejler omvendt ikke noget og bliver næppe et problem selv for langlemmede. Det skulle lige være, hvis de langlemmede har meget bagage med, da bagagerummet rummer middelmådige 284 liter. Det kan selv ikke en bred hatchback-åbning råde bod på.

Hvad koster Prius?

Indgangsvarianten Toyota Prius Style starter i 429.990 kr., og den er der ingen, der bør vælge. Ikke fordi den er skrabet, men fordi man får meget mere for meget lidt, ved at tage et hop opad til udstyrsvarianten Elegant, der starter i 439.990 kr.

For kun 10.000 kr. ekstra får man intelligente LED-forlygter, der i sig selv er merprisen værd. Derudover får man digitalt bakspejl, elektrisk bagklap og ratvarme, foruden el-justerbart førersæde, 12,3”infotainmentskærm med trådløs Apple Carplay og stor sikkerhedspakke, der altid er standard.

Største udstyrsvariant er Executive, der vokser eksplosivt til 529.990 kr. Her får man ting som 19” alufælge, 360-kamera, varme i bagsæder og ventilation i forsæder, parkeringsassistent og solcelletag. Sidstnævnte kan, under de rette omstændigheder, give op til 8,7 km ekstra rækkevidde pr. Dag.

Den nye Toyota Prius kan bestilles nu, mens de første eksemplarer forventes på dansk grund til august.


Toyota Prius 2,0 VVT-iE Plug-in Hybrid

Motor: R4, 1.987 cm + elmotor
Ydelse (benzin/el): 152 hk/160 hk
0-100 km/t: 6,8 sekunder
Tophastighed: 177 km/t
Forbrug: 200 km/l
CO2-udledning: 11 gram/km
Elektrisk rækkevidde: 84 kilometer
Mål (L/B/H): 464/176/147 cm
Køreklar vægt: 1.545 kilo
Bagagerumsvolumen: 284 liter

Pris: 429.990 kr.
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 14.995 kr./5.895 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst


Find Toyota Prius til salg på Bilbasen:

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS