gokart go kart
februar 18, 2019

11 tips og tricks: Sådan vinder du på gokart-banen

Svarer antallet af podie-placeringer ikke til dine ambitioner? Hvis du følger tidligere racerkører Jacob Dalbys gode råd, er du næsten sikker på at krydse målstregen i front.

Tekst: Jacob Dalby / Foto: Colourbox / d. 18. februar 2019

Vi ved det godt; du er en af de bedste bilister i vores lille land, og bag rattet på en go kart er du den fødte mester.

Men hvis du gerne vil skabe mere luft ned til de andre pladser på podiet, får du her nogle gode råd, der nærmest gør førstepladsen til en selvfølge.

Inden løbet

Kend din bane

Allerede inden I mødes hos den lokale, har du mulighed for at være et skridt foran resten af banden. De fleste udlejningssteder har nemlig lagt et tegnet billede af banen på deres hjemmeside, så du har mulighed for at få et overblik. Jo mere du nærstuderer banen inden første runde, des hurtigere lærer du din vej rundt på banen.

Grundig forberedelse kan spare sekunder

Kender du lidt til motorsport ved du også, at et sekund hurtigt kan være forskellen mellem første- og tiendepladsen – allerede inden løbet er der mere at hente, end man lige skulle tro.

SE OGSÅ | VIDEO: Her er den sjoveste GTI 2019

Da alle kartene med stor sandsynlighed ikke bliver serviceret på samme tid, kan der være stor forskel på hver enkelt. Ender du i en dårlig kart, er der intet at stille op uanset hvor store talenter du måtte have. Er der mulighed for, at I selv må vælge kart, er det derfor ikke ligegyldigt, hvilken du vælger.

Forhold dig til gummiet

Dækkene er altafgørende, da de sikrer, at karten har bid i asfalten. Mød op i god tid, eller fake et toiletbesøg, hvor du lige runder alle dækkene på hver enkelt kart. Dækkene har små huller, som indikerer, hvor meget gummi der er tilbage. Jo dybere huller des mere gummi er der tilbage og dermed også bedre greb.

Start slankekuren i dag

Den samlede vægt af dig og karten har ligeledes kolossal betydning. Sørg for at skille dig af med al overflødigt som telefon, overtøj, tegnebog etc. Hvert et gram tæller.

Vælg også de letteste sko du kan finde med den tyndeste sål – det giver bedre føling med speeder og bremse.

Find dig til rette

Netop de to pedaler og din kørestilling er sidste punkt på din tjekliste inden løbet. Sørg for at sætte dig til rette og indstil sædet, så at du kan nå begge pedaler og har mulighed for at give fuld gas. Det kan virke banalt, men når først pulsen begynder at stige, kan selv de mest logiske tiltag være langt væk.

Det samme gælder for din placering af hænderne på rattet. De skal placeres kvart over ni og kvart i tre fra de grønne lamper tændes, til du passerer det ternede flag. I en gokart vil du aldrig have brug for, at hænderne skifter position på rattet.

Under løbet

Træk vejret

Tæl til 10 og få styr på din vejrtrækning. Hemmeligheden i de hurtige omgangstider ligger i rolige og bløde bevægelser. Hvis du for eksempel ser Kevin Magnussen, Lewis Hamilton og co. i Formel 1, styrer de roligt og med meget små ratudslag for at sikre, at dækkene har greb i asfalten.

Mange – især nybegyndere – stivner og kommer derfor til at lave unødigt abrupte bevægelser, der ødelægger balancen i karten. De hurtigste kørere i verden beskriver følelsen som at være i ét med karten.

Fordel vægten

For at kunne være i ét med karten skal du sidde stille i sædet. Det kan virke naturligt at læne sig ind i svinget, men det giver mindre vægt på de yderste hjul og derfor mindre greb i asfalten. I enkelte tilfælde – for eksempel i meget skarpe sving eller i regnvejr – kan det være en fordel at læne sig en smule ud i svinget og dermed få lidt mere vægt på de yderste hjul.

Få styr på kompasset

Ikke alle udlejningskarts er lige kraftige, så det er vigtigt, at sikre momentum og en høj hastighed helevejen rundt på banen. Til det er det en fordel at kende til linjevalg og forstå apex.

Som tommelfingerregel gælder det om at starte svinget så bredt som muligt for herefter at søge ind mod apex, der er det punkt, hvor karten er tættest på indersiden af svinget, og derefter søge bredt ud af svinget igen. I skarpe sving er det især vigtigt ikke at komme for hurtigt ind i svinget, da det vil ødelægge udgangshastigheden, der tit er langt vigtigere for at opnå en hurtig omgangstid.

Linjevalg kan variere meget fra sving til sving så det kan være en god ide at spørge personalet om tips.

Koncentrer dig om din egen kørsel

Det kan være fristende at se sig over skulderen for at lure, hvor tæt rivalerne ligger på din kofanger, men det forstyrrer din kørsel og skaber uro. Medmindre han nærmest er oppe på siden af dig og der skal lukkes af, skal du se fremad og fokusere på det næste sving.

Dirty tricks

Træn i smug

Så længe der ikke er nogen som opdager det, skal du ikke være for fin til tricks, der er mindre fine i kanten. Smugtræning er for eksempel yderst effektivt og specielt hvis du kender en, som du ved er hurtig rundt på en go kart bane. Tiendelene vil rasle af dine omgangstider, hvis du har mulighed for at ligge i slipstrømmen på en hurtigere chauffør.

Et lille skub

Er du havnet bag en langsommere chauffør end dig, som du ikke kan slippe forbi med en regulær overhaling, kan et lille skub være helt fint.

Finten består i at ligge helt tæt op ad den forankørende på vej ind i et sving og i stedet for at bremse holder du bare på. Så vil det se ud som om modstanderen blot bremser for sent, og du undgår straffen fra løbsledelsen.


Rækker dine gokart-ambitioner ud over det sædvanlige, kan du finde adskillige brugte gokarts til salg på DBA. På Bilbasen er det mest gokart-agtige nok en Lotus Exige. Du kan se et udpluk af bilerne fra den britiske bilproducent herunder.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS