Test og anmeldelserVideo

VW Golf 8 – den første køretur

Af i Test og anmeldelser, Video
VW Golf 8 er flyveklar med digitale instrumenter og mere køreglæde fremfor alt …

Tekst og video: Anders Berner / d. 7. december 2019

Alle ved hvad Golf er. Svarer du “Golf”, når til et selskab bliver spurgt om hvilken bil, du har, kommer du aldrig til at skulle forklare hvorfor du har købt den. En Golf er ikke nødvendigvis den bedste af alle biler, men den er snusfornuftig og alle forstår hvad den går ud på. Den giver mening for de fleste. Og det er helt naturligt, når man som VW Golf har siddet på tronen i den lille mellemklasse i hele 45 år, og sågar har navn til den selvsamme klasse.

Derfor er det altid spændende at sætte sig bag rattet af en ny generation af VW Golf.

Anders Berner tager den første tur bag rattet af den nye Golf …

Masser af små hjælpere
Golf 8 stepper op i mellemklassen på det man kalder assisterede kørselsfunktioner. ”Travel Assist” (standard i Style-versionen), der først blev introduceret i den opdaterede Passat tidligere på året, fås nu også i Golf. Den gør Golf delvist selvkørende ved hastigheder på op til 210 km/t på motorvejen, så du ikke aktivt selv behøver at styre, accelerere eller bremse. Det forbedrer kørekomfort og sikkerhed især på lange køreture. Men som du kan se i filmen, kan de også slås fra, så du slipper for at have en andenpilot med i bilen.

Som at være alene på en ø
Som den første VW er den nye Golf som standard online med sine omgivelser: Car2X-funktionen anvender informationer fra andre køretøjer i et område på op til 800 m fra bilen, og signaler fra den øvrige trafik, til at advare føreren og ligeledes sende disse advarsler videre til andre Car2X-modeller. Den kollektive intelligens er dermed blevet en realitet, skriver VW. Indtil videre er det dog som at befinde sig på en øde ø med en mobiltelefon. Du har købt teknikken, men du har ikke noget ud af det, fordi der ikke er nogen at tale med. Men det er i al fald begyndelsen på en ny fase inden for trafiksikkerhed, da Volkswagen i løbet af meget kort tid vil gøre advarsler via Car2X til standard i volumenmodeller som Golf.

Fede forlygter
De nye ”IQ.LIGHT – LED-Matrix-forlygter” med deres 10 delvis interaktive lysfunktioner vil i praksis være en større gevinst på den korte bane. De er kort fortalt fremragende og giver et lys, som reelt kommer til at hjælpe dig, når du kører om natten. De koster 13.000 kr. ekstra.

Den er blevet sjovere
En af de små, men for mig store, nyheder i Golf 8, er at den er underholdende at køre. Den bider i vejen og styrer præcist og hurtigt ind i sving. Og det er noget, som mærkes ved alle hastigheder. Vi kørte primært den 150 hk diesel, der som standard er udstyret med multilink-bagaksel og i tilgift havde elektronisk styret undervogn. Men min kollega på Bilbasen, Morten Bek, nåede at køre en model med 110 hk, som er udstyret med en mere simpel compound-bagaksel, og hans fortælling er, at selv de små modeller kører sjovere end vi er vant til fra VW. Den dyrere multilink-bagaksel er standard på alle modeller fra 150 hk og op.

Styretøjet er gjort en bagatel mere direkte og standard er nu variabel udveksling på styretøjet, som vi blandt andet kender det fra VW Golf GTI.

Den elektroniske undervogn strammer i øvrigt ikke bare generelt op, når du lægger an til sving eller sætter køremodus i sport, men strammer støddæmperne op hver for sig netop der, hvor der er behov – for eksempel på det inderste forhjul.

Digital ballade
Vi skal lige runde det digitale cockpit, som fremover er standard. Jeg kan godt se, at det er flot og ser eksklusivt ud – altså det får jo instrumentbrættet på den næsten nye Ford Focus, som blev Årets Bil i Danmark 2019, til at ligne noget, der hører til en svunden tid. Men digitale instrumenter er ikke i sig selv lykken, især ikke når de kobles med en udtalt mangel på drejeknapper. Det skal dog siges, at VW har fastholdt et vist antal knapper, som for eksempel giver en genvej til assistentsystemer. Personligt savner jeg en simpel drejeknap til regulering af volumen på lydanlægget. Det lyder måske som en biting, men du bliver intuitivt irriteret, når du skal KIGGE på en skærm for at skrue ned for lyden. Desuden er det ikke godt for sikkerheden. Men jeg er sikker på, at man kan lære at bruge det digitale cockpit til husbehov, men ligeledes også sikker på, at jeg altid vil savne gammeldags drejeknapper og vippekontakter, der bevæger sig, når jeg trykker på dem – og dermed giver min hjerne en klar ide om, hvad det egentlig var, at jeg ændrede!

Godt med udstyr
Den nye Golf 8 kan leveres til marts måned til en frapris på 250.000 kr. I den pris får du ganske meget udstyr – eksempelvis en meget lækker fuld digital instrumentering.

Det betyder naturligvis også at de fleste funktioner bliver betjent via touchknapper og touch-slidere, hvor du bevæger din finger for at skrue op eller ned for temperaturen. Golf er også den første bil i klassen med et headup display, der projicerer informationer op på forruden. 

I basisudgaven får du også læderrat, adaptiv fartpilot og den fine 3-cylindrede 1.0’er – i en let revideret udgave – med 110 hk.

Om forfatteren

Anders Berner

Som redaktionens videojournalist og TV-vært er Anders den primære testkører af de nyeste og mest interessante bilmodeller, hvilket blandt andet kan opleves på Bilbasens youtube-kanal.