juli 2, 2023

Hver tredje solgte nye elbil i første halvdel af 2023 var en Tesla Model Y

På seks måneder har Tesla fået 8.655 nye Model Y ud på de danske veje. Næstmest indregistrerede elbil i et marked i klar bedring er også en Tesla.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR/Simon Hallenslev

Her går det godt. I Danmark er vi igen blevet glade for at købe nye biler, og i første halvår af 2023, oplyser De Danske Bilimportører, har vi købt 84.334 nye biler. Det er en solid stigning i forhold til den første halvdel af 2022, hvor det blev til 71.327 nye biler – et hop på 18,2 procent.

Elbilerne har taget et meget større spring, og hoppet fra 1. halvår 2022 til 1. halvår 2023 er på 115,3 procent. Men det er lige så interessant at se antallet af nye elbiler, som blev indregistreret i 1. halvår 2023 i forhold til biler med en indbygget forbrændingsmotor.

26.166 nye elbiler på et halvt år er et imponerende tal, når det samlede indregistreringstal er 84.334 nye biler. Det havde været utopi bare at tænke på det tal for et par år siden. 31 procent, næsten 1/3 af nye biler er 100 procent elektriske.

LÆS OGSÅ | Test: Måske du bør vælge Peugeot 308 som diesel

Det betyder også, at langt de fleste af de 84.334 biler, næsten 60.000 nye biler, kører på benzin eller diesel (en efterhånden meget beskeden del af nye solgte/indregistrerede biler er plug-in hybrider, de fleste Ford Kuga og Volvo XC40/XC60). Rigtig mange mennesker vil stadig gerne have en Toyota Yaris, Hyundai i10 eller Peugeot 208.

Det er de små benzinbiler, danskerne køber – og det er de store elbiler som Tesla Model Y og Audi Q4 E-Tron, danskerne køber. Hvis mindre elbiler som den nye BYD Dolphin, Peugeot E-308 og Hyundai Kona EV kommer til priser, der ikke ligger højt, kan mange flere komme med på el-vognen, men det strengt opdelte Danmark, hvor folk med høj indkomst har råd til elbil med lang rækkevidde, og resten kører på benzin, ændrer sig ikke bare pludseligt.

Tesla har en markedsandel på mere end 12 procent

Kun hvis man har holdt sig helt uden for nyhedsstrømmen, og i øvrigt ikke har haft kontakt med andre mennesker, har det været muligt at undgå navnet Tesla i de seneste seks måneder. I januar annoncerede det amerikanske mærke næsten utænkelige prisnedsættelser på sine to vigtigste modeller, Model 3 og Model Y. Priserne blev sænket af flere omgange med i alt op til over 150.000 kr.

Det er sket, mens alle andre har sat priserne op, op og mere op. Tesla er på rekordtid blevet et discountmærke, hvor man får lang rækkevidde og masser af kræfter for færre penge end hos de fleste konkurrenter.

LÆS OGSÅ | Biler fra Tesla kan også stige i pris: Model Y er nu dyrere

Det kræver ingen handelsuddanelse at tænke sig til, hvordan det ville gå Tesla efter prisnedsættelserne. En Model Y med det hele til 375.000 kr. (nu 383.000 kr.) – og en Model 3 til 330.000 kr. Tesla kan hurtigt levere biler, og danskerne sluger dem råt. I første halvår fik Tesla i Danmark sat plader på 8.655 nye Model Y og på 1.665 nye Model 3 – 10.320 biler.

Det giver i 1. halvår Tesla en andel af totalmarkedet for nye personbiler på 12,2 procent, og det giver alene Model Y en andel af totalmarkedet på mere end 10 procent. Konkurrenterne kan i nogen grad forsvare sig med, at de stadig har leveringsvanskeligheder, men det er ligegyldigt her og nu. Når Tesla kan levere biler, og de koster forholdsvis lidt, så betyder selve bilmærket tydeligvis mindre.

Positive toner omkring leveringssituationen

Nogle af de direkte konkurrenter til Tesla Model Y ligger rimeligt i 1. halvår. Det drejer sig især om trioen fra VW-koncernen, Audi Q4 E-Tron, VW ID.4 og Skoda Enyaq. De ligger mellem 1.024 styk (Enyaq) og 1.388 styk (ID.4), så uendeligt og uoverkommeligt langt fra Model Y.

Volkswagen har tidligere brystet sig af hurtigt at kunne levere ID.4 til danskerne, så det er ikke dér, det går galt. VW-koncernens biler har bare ikke det momentum, som Model Y har. Det til trods for, at en VW ID.4 Pro Active med længere rækkevidde end Model Y-basisudgaven koster nogenlunde det samme som en Model Y. Her ville det måske hjælpe, hvis ID.4 ikke blev leveret med middelmådig indretning og materialekvalitet.
VW har sågar meldt ud, at de må skrue ned for produktionen af ID.4, fordi europæerne ikke gider købe dem. Tvungen ferie på fabrikken fører til, at introduktionen af den nye ID.7 sandsynligvis er udsat til nytår.

LÆS OGSÅ | Første tur: Mazda 2 får det bedste ud af endnu en tur i manegen

En altid lysende stjerne på nybilsmarkedet i Danmark er den lille Peugeot 208. Den har lidt noget i første halvår 2023 med 2.661 leveringer af nye 208’ere. Det er nok til en andenplads blandt alle nye biler, men tidligere har Peugeot opnået at levere flere, og det er der en årsag til. Den danske importør har ikke kunne få alle de 208’ere, forhandlerne har haft mulighed for at sælge.

Det vil ændre sig om kort tid, fortæller Peugeots danske pressechef Hanne Langsig Sørensen. Stærk forbedring i produktionen, som der er hos flere mærker, gør, at Peugeot inden længe bedre kan følge efterspørgslen i Danmark.


Brugte biler fra Tesla til salg på Bilbasen

Se flere brugte Tesla-biler til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS