Det er ikke ligegyldigt, hvordan du behandler din gamle bil. Selvom den ligner et lig er der nemlig penge at tjene. Vi guider dig til den nemmeste og billigste måde at få fingrene i skrotpræmien.
Af: Jacob Dalby / d. 27. august 2019
Om du vil det eller ej kommer der en dag, hvor din gamle bil har udtjent sin pligt og du må lade den gå. Heldigvis lever vi i et land, der giver et lille plaster på såret – vi går nemlig op i miljøet.
Plasteret består både af en økonomisk gevinst til dig men også genanvendelse af din gamle bil til produktion af nye biler. Hvis du altså gør det korrekt.
Hvad er skrotpræmie?
Skrotpræmie er daglig tale for det mere kringlede godtgørelse for bilskrotning. En ordning en regering engang fandt på, for at give dig incitament til at skille dig af med din udkørte bil på forsvarlig vis.
Det er dit ansvar at sørge for, at bilen bliver skrottet forsvarligt og dermed ikke skader miljøet ved at slippe farlige væsker og materialer ud i naturen.

Hvad får man i skrotpræmie i 2019?
Som udgangspunkt får du 2.200 skattefrie kroner i skrotpræmie for din bil. Medmindre den har en totalvægt over 3.500 kg, er indrettet til befordring af mere end ni personer eller er blevet afmeldt før 1. juli 2000.
Den 1. februar 2019 indførte den tidligere regering desuden nye regler, der hævede præmien på dieselbiler, som er indregistreret første gang før 1. januar 2006, til 5.000 kr. Ordningen udløber i 2020 eller når puljen, der er afsat til den højere præmie, er brugt op.
Puljen for 2019 blev dog allerede brugt op slut juni i år, så vil du have den forhøjede præmie, skal du vente med at skrotte til 2020. Du kan selv følge med i, hvor meget af puljen der er brugt, på siden ‘Miljøordning for Biler‘.

Hvordan får jeg min skrotpræmie?
Når du har taget den hårde beslutning om, at bilen må gå, skal du henvende dig til en miljøgodkendt autoophugger og aflevere bilen dér. Du kan finde godkendte autoophuggere her.
Når du afleverer bilen skal du huske bilens registreringsattest eller en blanket der beviser, at nummerpladerne er afleveret til Skat og afmeldt. Herefter underskriver du og autoophuggeren en attest på bilskrotning, hvorefter der går to til tre dage, inden du modtager godtgørelsen. Der er dog en række betingelser, der skal være opfyldt:
— Bilen skal som minimum være ansvarsforsikret.
— Bilen skal indleveres til en af Miljøstyrelsens godkendte ophugningsvirksomheder.
— Bilen må ikke eksporteres efterfølgende og der må ikke være opnået godtgørelse af registreringsafgiften.
— Bilen skal være afmeldt i motorregisteret. Husk først at afmelde bilen efter du har afleveret den til skrot. Du må ikke køre i en bil, der er afmeldt.
Hvordan afmelder jeg bilen?
Din bil kan afmeldes på to måder; En nem og en mindre nem. Den nemme er at bede autoophuggeren om at afmelde bilen for dig – men så vil han typisk bede om 250 kr. for besværet. Den mindre nemme er, at du selv afmelder bilen Skats Motorregister. Til gengæld slipper du med et lille gebyr på 60 kr. til Skat.
Der er dog også autoophuggere, der tilbyder både at afhente og afmelde bilen for dig gratis. Det er altså en god ide at ringe lidt rundt efter det bedste tilbud.
Har jeg andre muligheder end skrot?
Er du på udkig efter ny bil kan det ofte betale sig at aflevere din gamle bil til en forhandler. Nogle bilforhandlere tilbyder nemlig at købe din gamle bil, hvis du køber ny hos dem. Bilforhandlerne giver ofte en højere pris end du får i skrotpræmie hos en autoophugger.
