Hvad får man for at skrotte sin bil og hvordan gør man?
marts 10, 2021

Hvad får man for at skrotte sin bil og hvordan gør man?

Overvejer du at sende din bil til skrot? Bliv klogere på, hvad du får i skrotpræmie, og hvordan du sender bilen til skrot i denne guide.

Af: Bilbasen Blog / d. 10. marts 2021

Hvis det ikke længere kan betale sig at reparere din bil, og den står til ikke at gå gennem næste syn, er det måske på tide at få bilen skrottet. Det er nemlig dit ansvar som bilejer, at din bil skrottes på forsvarlig vis, når den ikke længere lever op til kravene i lovgivningen.

Når du skrotter din bil, får du penge i hånden, og det hedder formelt en skrotningsgodtgørelse. I daglig tale kender du måske ordningen som en skrotpræmie, men der er tale om samme ordning, og den går ud på at motivere folk til at skille sig af med en udtjent bil på en ordentlig måde.

Hvad får man i skrotpræmie for en bil?

Hvad man får for at skrotte sin bil afhænger af, hvilken type bil der er tale om, og hvornår bilen er indregistreret og afmeldt i motorregistret. Hvis din bil er afmeldt efter 30. juni år 2000, får du 2.200 kr. i skrotpræmie lige meget om din bil bruger diesel eller benzin.

En ny ordning, der træder i kraft 6. april, sikrer, at ejer du en dieselbil, som er indregistreret før år 2006, får du en højere skrotpræmie nemlig hele 5.000 kr. Ordningen forsvinder når puljen på 100 mio er brugt op eller senest ved udgangen af 2021.

Det kan ses som et ekstra incitament til at skifte en gammel dieselbil ud, og dermed spare samfundet for en masse uønskede partikler i luften.

Hvornår kan man få penge for at skrotte sin bil?

Som udgangspunkt udbetales skrotpræmien for alle personbiler, men også små varevogne og mini-busser berettiger til en skrotpræmie.

Du kan få penge for at skrotte din bil, hvis bilen imødekommer følgende:

– Bilen må maksimalt have plads til ni personer.

– Bilen skal veje under 3.500 kg svarende til vægtbegrænsingen på et kategori B kørekort.

– Bilen skal være afmeldt Motorregistret.

– Bilen må ikke indregistreres i et andet land og må således ikke eksporteres efter afmelding i Motorregistret.

– Bilen skal indleveres til en ophugningsvirksomhed godkendt af Miljøstyrelsen.

Hvordan får man udbetalt skrotpræmie?

For at få penge for at skrotte din bil, skal du skille dig af med bilen på den rigtige måde, og det involverer som nævnt en ophugningsvirksomhed godkendt af Miljøstyrelsen.

Du kan finde en egnet ophugningsvirksomhed på digitalskrotning.dk, hvor du kan være sikker på, virksomhederne er godkendte af Miljøstyrelsen. Vær opmærksom på, at det ikke er alle autoophuggere, der skrotter din bil gratis. Hvis virksomheden er med i en kollektivordning for producentansvar, skal de imidlertid skrotte din bil uden omkostninger. Så spørg gerne, hvis du er i tvivl om autoophuggeren er med i sådan en ordning.

LÆS OGSÅ | Hvordan får jeg min skrotpræmie?

Processen med at få udbetalt skrotpræmie behøver ikke være indviklet, for ofte står autoophuggeren for alt det praktiske med at afmelde bilen i Motorregistret og indsende en skrotningsattest. I så fald er det eneste du skal gøre at sikre dig en kopi af skrotningsattesten.

Skrotpræmien udbetales automatisk til den beløbsmodtager, der er angivet på skrotningsattesten, når attesten er modtaget hos DPA System “Miljøordning for biler”. Som udgangspunkt er det bilens senest registrerede ejer, der får udbetalt skrotpræmien. Men hvis det ikke er dig, kan du ansøge om dispensation i det digitale system.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS