Hyundai Inster Cross 4
Nyheder
17. oktober 2024

Hyundai Inster Cross – det nuttede med det grove

Morten B. Bek

Morten Bek

Hyundai Inster er en spøjs og speciel elbil, og som om det ikke er nok, så kommer den i løbet af 2025 i en off-road-inspireret udgave med navnet Cross.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Bilbasen har allerede, som nogle af de første i verden, kørt den lille elbil Hyundai Inster. Vi glæder os i den grad til at dele, hvordan den særprægede elbil opleves. Men der går endnu et par uger, før vi har lov til at fortælle om mødet med Inster. Hyundai holder os i kort snor.

Hvad vi kan fortælle her er, at Inster bliver en af de billigste elbiler i Danmark, når den er klar hos forhandlerne i starten af 2025. Vi kan også fortælle, og vise, at Inster kommer i en ekstra speciel udgave i løbet af 2025: Inster Cross.

Inster Cross er nuttet, men også lavet til det grove. Sådan ser den i hvert fald ud, for det er kosmetik og ikke mekanik eller teknik, Inster er pyntet med for at blive til Inster Cross.

Hyundai Inster Cross 2
Hyundai Inster Cross 3
Hyundai Inster Cross

Inster Cross får det “store” af de to batterier

Inster Cross er pyntet godt og grundigt for at gøre den klar til mødet med grusveje (så længe der ikke er for mange store sten undervejs). Den har fået en ny underdel på fronten med et stort, kantet indlæg i mat metallignende plast (bagtil er der også mere kant på), og den har også fået antydningen af beskyttelsesskjold under kofangerne. Mere end en antydning er der næppe tale om.

De sorte paneler under dørene er i samme design som beskyttelsesskjoldene, mens skærmkantbeskyttelses allerede findes på den almindelige Cross. Ekstra frihøjde, som Hyundai slet ikke nævner i pressemeddelelsen kommer, hvis den er der, fra standardhjulene størrelse 17″. Tagræling bliver standard og, ja, kurven på taget på billederne bliver virkelig en mulighed. Hvad skal man lægge derop, når det ikke skal være en reservedunk? I fantasien er det nok både telt og overlevelsesudstyr; i virkeligheden bliver det nok bare nogle møbelpakker fra IKEA, som ikke lige kan være i bagagerummet.

Inster Cross vil man kunne pynte i en farve, der er eksklusiv for lige nøjagtig den model: Amazonas Green Matte, som er den matgrønne lakering, som ses på billederne. Der er også særligt indtræk og særlige indlæg i kabinen med lime-gul som tema.

Inster uden Cross-navn introduceres i to varianter: med batteripakke på 42 kWh til op til 327 kilometer på en opladning og med 97 hestekræfter som den ene mulighed, med 49 kWh, 370 kilometer og 115 hestekræfter som den anden mulighed. Umiddelbart vil Inster Cross komme på markedet med det store batteri og 115 hestekræfter – og en rækkevidde på op til 360 kilometer. Det koster altså 10 kilometer på rækkevidden at være en grovere Cross, når man hedder Inster.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen