marts 17, 2023

Kamuflage kan ikke skjule Audi Q6 E-Tron

Audi er ved at lægge sidste hånd på sin nye elektriske crossover Q6 E-Tron – en ny model mellem Q4 E-Tron og Q8 E-Tron. Den har en helt ny platform udviklet sammen med Porsche.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Audi kalder det selv begyndelsen på den største modeloffensiv i de fire ringes historie. Det er ikke en ny A4 (som efter sigende indlemmes i A5-familien, når der kommer en ny model) eller en ny Q5, Audi taler så floromvundent om. Begyndelsen på den store modeloffensiv starter med en ny mellemstor elektrisk crossover, Q6 E-Tron.

LÆS OGSÅ | Audi E-Tron bliver til Q8 E-Tron med op til 600 km rækkevidde

Hvorfor var Q4 E-Tron egentlig ikke begyndelsen på den store modeloffensiv? Fordi den kommende Q6 E-Tron, som Audi lige nu kører vintertest på et sted i det nordligste Europa, debuterer en ny og meget vigtig platform til elbiler.

Og fordi Audi de næste par år vil introducere mere end 10 nye elbiler, og der ikke er sket store ting omkring elbiler hos Audi siden Q4 E-Tron kom på gaden i 2021.

PPE-platformen er skelsættende for VW-koncernen

Når Q6 E-Tron smider kamuflagen, som formentlig sker inden for de næste seks måneder, kan vi regne med at se en elektrisk crossover, der i størrelse – og pris – lægger sig mellem de eksisterende modeller Q4 E-Tron og Q8 E-Tron.

Q4 E-Tron er 459 cm lang og i klasse og kamp med VW ID.4, Tesla Model Y og Hyundai Ioniq 5, og den fås til priser fra 424.990 kr., mens Q8 E-Tron med en længde på 492 cm konkurrerer med BMW iX og Mercedes EQE SUV – og den starter på 699.990 kr.

Hvis Q6 E-Tron skal lægge sig mellem de to, vil den blive 470-480 cm lang, mens priserne er noget, vi ikke tør gætte på. Markedet og priserne er ikke til at regne med, så vi lader være.

LÆS OGSÅ | Audi Q8 E-Tron starter ved 699.990 kr.

Den helt store forskel mellem Q6 E-Tron og de to eksisterende elektriske SUV’er fra Audi er platformen. Q6 E-Tron bliver den første Audi – og umiddelbart den første model i det hele taget – på den nye PPE-platform (Premium Platform Electric), som både Audi og Porsche har fingrene i.

Som Audi E-Tron GT vil biler på PPE-platformen, som inkluderer en ny elektrisk Porsche Macan, have 800 volt elektrisk system for hurtigere opladning, men platformen åbner op for nye teknologier og sandsynligvis også for mere effektive batterier og elmotorer.

Mange af linjerne fra Q4 E-Tron går igen på Q6 E-Tron

Fronten på Q6 E-Tron-modellerne, der testes højt mod nord, er stadig pakket ind, så det er svært at bedømme designet. På siden er der kun kamuflage i form af det snørklede mønster, og lyset på billederne falder perfekt til, at vi kan se, at Q6 E-Tron har en grundform, der har meget til fælles med lillebror Q4 E-Tron (det er Q4 E-Tron på billedet til venstre herover).

Designet gør, at de to biler har noget stationcar over sig, men selvfølgelig stadig med svulmende skærmkanter og hævet undervogn. En tidstypisk crossover, om man vil.

LÆS OGSÅ | Audi tryller en smuk elektrisk stationcar frem

De to skarpe linjer på siden, over forhjulene og baghjulene, er et nik til traditionen for firehjulstræk – Quattro – hos Audi. Går vi tilbage til fronten på Q6 E-Tron, kunne det se ud til, at kørelys og hovedlygter sidder separat. Det kan være kamuflagen, der dækker for sandheden.

Audi har tradition for Sportback-udgaver af mange af sine modeller, og som Q4 E-Tron og Q8 E-Tron vil Q6 E-Tron også kunne fås som standard-crossover og som Sportback med mere skrånende bagende. På billederne er det standardudgaven, Audi viser.

Ønsker man sig en elbil fra Audi, der hverken er crossover eller SUV, vil der blandt de mere end 10 nye elbiler være en A6 E-Tron som både sedan og Avant (stationcar).


Elektriske Audi-modeller til salg på Bilbasen

Se flere elektriske Audi-modeller til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS