maj 17, 2016

Klumme: Ting ved biler, der gør mig sur

 

Af Ebbe Sommerlund

Der er meget, jeg ikke forstår. Også ved biler. I den seneste uge har jeg bandet over den nøglefri adgang i en Passat. Det er ekstraudstyr til 9.105 kr. (Rettet – jeg havde først skrevet 15.000 kr. Tak til Karsten Lemche fra FDM for at påpege fejlen).

Bilen har som standard nøglefri start, hvilket kendes på rigtig mange biler efterhånden – Ford og BMW har kørt med det i årevis. Det er når der bare er en startknap og nøglen kan blive i lommen, når motoren startes. Det system er fuldstændig idiotisk, når man tænker over det.

En typisk situation, når man skal køre i en bil med nøglefri start, men uden nøglefri adgang forløber på denne måde:

 

  1. Bilen skal låses op – hvor er nøglen?
  2. Jeg mener det, hvor #¤#¤&” er nøglen? Jeg undersøger alle lommer.
  3. Der var den. Fedt
  4. Tryk på nøglen for at låse op
  5. Åbner døren, sætter mig ind og spænder sikkerhedsselen.
  6. Hvad skal jeg gøre af nøglen, som jeg stadig har i hånden?
  7. Seriøst, hvad skal jeg gøre af nøglen?
  8. Vrider mig og maser nøglen ned i bukselommen, der ikke er skabt til at blive brugt siddende
  9. Trykker på Start og kører
  10. Standser bilen og stiger ud
  11. Hvor er nøglen?

 

Problemet her er det manglende nøglehul i kabinen. Eller rettere: Problemet er, at bilen ikke har nøglefri adgang, men kun start. Altså skal du have nøglen op af lommen for at låse op, men mangler et sted at placere den under kørslen. Hvis du får den mast ned i lommen igen, så skal du have den op for at låse. Ellers skal den ligge og rasle et sted i kabinen.

Standard i en minibil i 2002

Hvis vi hopper tilbage til 2002, så lancerede Nissan sin lille frække Micra med frø-øjne OG nøglefri adgang standard. Det var i en minibil for 14 år siden. Dengang var det genialt, og alle motorjournalister tænkte, at dette ville blive udbredt på alle andre biler. Det blev det bare ikke – ikke uden merpris i hvert fald.

images_nissan_micra_2003_1

Og selv om merprisen er absurd – som regel over 10.000 kr. for at få lov til at lade nøglen blive i lommen, så er alt ikke fryd og gammen, hvis du køber systemet.

Det ved man, når man som jeg kører i en Renault Laguna III fra 2008 med nøglefri adgang og start. Her forbliver nøglekortet i lommen, bilen låser selv når du går væk og der er sensorer på bagklap og alle fire døre. Sådan er det også på Tesla, men desværre ikke hos så mange andre. For det er nemlig den perfekte måde at gøre det på. Det har alle fabrikanter ikke forstået.

For selv om du betaler 15.900 kr. for nøglefri adgang, så får du kun sensorer på fordørene og bilen låser kun når du trykker på håndtaget. Det er selvfølgelig en sag om tilvænning, at huske at gøre det – men hvorfor ikke gøre det ordentligt? Jeg har hevet i bagdørene adskillige gange på andre biler med nøglefri adgang for at få bilen til at låse op, men naturligvis uden held – med mindre det var en af de dage jeg glemte at låse bilen. Retfærdighedsvis skal det siges, at en uge i en Passat uden Easy Open gør mig endnu mere arrig.

 

Hvad er så min pointe med den brok – jo, først og fremmest vil jeg gerne have fabrikanterne til at gøre det ordentligt- altså fuldautomatisk og med sensorer på alle døre. Men jeg vil også gerne sige til dig, at det vil være en rigtig god ide at finde en bil med nøglefri adgang – det gælder under alle omstændigheder og især hvis bilen har nøglefri start.

For nøglefri start er seriøst det mest uundværlige udstyr jeg nogensinde har haft – når det altså er lavet ordentligt.

 

>> Søg biler med nøglefri adgang på Bilbasen<<

 

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS