august 30, 2019

3 klassiske biler, du kan køre til hverdag

Alle bliver glade, når de ser en klassiker på gaden. Nogle af dem er ikke særligt pålidelige til hverdags brug, men disse tre kan sagtens bruges i hverdagen.

Af: Jonatan Dybro og Ebbe Sommerlund / d. 30. august 2019

Skyfri himmel og høj sol er oftest det, der skal til, før de klassiske biler bliver trukket ud af deres skjul og ses på de danske landeveje.

Her i Danmark er det bare ikke de dage, der er flest af. Men hvis du vil køre klassisk i alt slags vejr, så er her tre kandidater, der kan bruges til hverdag.

Inden vi kommer til bilerne, er her en ting, der er værd at notere sig: Ingen biler holder til at blive brugt uden at blive vedligeholdt.

Det gælder særligt klassiske biler, der kræver mere vedligehold end en moderne bil. De tre biler her er udvalgt med øje for, hvor nemt det er at holde dem kørende, hvor pålidelige de er, men også hvor brugbare de er til hverdag.

Mercedes-Benz W123

W123 er den interne modelbetegnelse på en af Mercedes-Benz’ mest ikoniske biler. Den omfavner alle de klassiske Mercedes-dyder med høj byggekvalitet, teknisk perfektionisme og et umiskendeligt Mercedes udseende. Se fx denne på Bilbasen.

Det er de samme dyder, der gjorde modellen til en absolut favorit blandt taxachauffører herhjemme, men i dag er mange af de Mercedes W123, der er i Danmark, er importeret fra udlandet.

Hvis du vil køre i en Mercedes-Benz W123 til hverdag, har du et kæmpe udvalg af modeller og motorer. De kan alle følge godt med i trafikken med undtagelse af den astmatiske 2,0 liters dieselmotor med 54 hk. Den mest udbredte model er den klassiske sedan, men du kan også købe en praktisk stationcar eller en stilig coupe.

Dog forlanger sælgere af de sidste to en noget højere pris end sedanen.

Skal du købe en Mercedes-Benz W123 er det værd at være opmærksom på, om bilen er blevet vedligeholdt ordentligt. Olieskift og taktkæde-skift er afgørende at gøre til tiden, ellers kan store og dyre reparationer lure lige om hjørnet. Gearkasserne er stort set skudsikre, men hyler den eller hopper ind og ud af gear, er det tegn på, at gearkassen ikke er vedligeholdt ordentligt, eller at den er slidt op.

Som med alle gamle biler kommer rusten også krybende. Omkring batteriet, ved reservehjulet og donkraftpunkterne er særligt udsatte. Alle mekaniske-, karosseri- og sliddele kan fås hos Mercedes-Benz, men de er dyre.

Der er dog også mange uoriginale og brugte dele endnu, men interiørdele er en mangelvare.

Morris Mascot / Austin Partner

Lille, økonomisk og tilmed sjov at køre i. Den lille engelske bil er i folkemunde bedst kendt som Minien, men blev i Danmark solgt under navnene Morris Mascot og i starten Austin Partner. Minien havde også mange andre navne i dens lange modelperiode fra 1959 til 2000. Minien er kendt for sin beskedne størrelse og for sine fremragende køreegenskaber, der gør den til en sjov og praktisk klassiker i byen såvel som på landevejen.

>>Se Morris Mascot til salg på Bilbasen<<

Motorerne er alle firecylindrede og kom i tre størrelser. Den mindste på 848 kubik leverer 34 hk, og den største på 1275 kubik har 77 hk. De kunne tunes til endnu flere kræfter, men trækker alle den omtrent 600 kilo tunge bil afsted i et tempo, der følger fint med i nutidens trafik.

Når man køber en brugt klassisk Mini, er der et stort udvalg af varianter med både stationcars, varevogne og pickups. Fælles for dem alle er, at de ruster. Kig grundigt i skærmkasserne og omkring forlygterne, men løft også tæpperne i bunden af bilen for at se efter rust. Motorerne er kendt for at dryppe olie, og så længe du er opmærksom på det, bør det ikke være et problem. De skal dog ikke brænde olie – blå røg er et dårligt tegn.

Gearkassen deler olie med motoren, og derfor er det også vigtigt at skifte olie ofte. Mini’en blev ikke lavet til at køre på blyfri benzin, men kan godt være blevet lavet om til det. Reservedele findes i rigt omfang både i Danmark og i særdeleshed i England, og stort set alt kan fås til overkommelige priser.

Volvo 200-serien

I knap tyve år var den firkantede Volvo det oplagte bud på en praktisk og sikker familiebil, der ikke overraskede med nymodens påfund og kunne klare hverdagens hårde slid uden at kny. Nu hvor de yngste modeller har passeret 25 år, og de ældste eksemplarer er over 40 år, er Volvo 200-serien sikkert på vej til at blive en eftertragtet klassiker.

>>Se Volvo 240 til salg på Bilbasen<<

Hvis du vil købe en brugt Volvo 240, som 200-serien bedre er kendt som, har du valget mellem en to- eller firedørs sedan eller den enormt rummelige herregårdsvogn. Volvo 240 kan godt følge med trafikken, men hurtig er den ikke.

Dens traktorlignende køreegenskaber indbyder også mere til at pløje end at ræse. Men vil du have lidt mere skub, så kig efter en Volvo 240 GLT, hvor en turbo hjælper til at presse 136 hk ud af den 2,3 liters firecylindrede benzinmotor.

Den bundsolide og let tilgængelige mekanik gør Volvoen til en oplagt hverdagsklassiker. Særligt for de, der selv vil skrue. Vil du købe en brugt Volvo 240, er det værd at tjekke om bilen er blevet vedligeholdt ordentligt. Prisen har længe været lav, og derfor er mange blevet fristet til at forsømme vedligeholdelsen. Et snavset luftfilter eller meget mørk motorolie fortæller hurtigt, hvornår bilen sidst er blevet serviceret.

LÆS OGSÅ: Inden du køber bil: 7 tegn på et dårligt brugtkøb

Rusten er et problem på de tidlige årgange, hvor forskærme og forruderammen ofte er tæret. På alle årgange er det værd at tjekke skærmkanterne og panelet, der løber under dørene. Stort set alt til Volvo 200-serien kan købes enten nyt eller brugt, men nogle interiørdele begynder at blive sværere at få fat i.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.

Den motorjournalistiske baggrund har han fået hos blandt andre Bil Magasinet, V-Max og elbilmagasinet GO, hvilket har gjort ham til et omvandrende leksikon.

Ebbe er som sagt glad for brugte biler, og særligt de japanske af slagsen giver julelys i øjnene. Han er dog efterhånden blevet så voksen, at drengedrømmen af en toptunet Honda Civic er blevet erstattet af en fornuftig Renault Laguna.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS