juli 1, 2021

Har ansvarsfulde mennesker sværere ved at tage kørekort og køre bil?

Jeg søgte på kørekort+skræk+hjælp på google og så åbnede der sig en hel ny verden for mig. Jeg taler med chok- og traumeterapeut Nethe Holme, som gør mig klogere.

Af: Christina Wedel / d. 1. juli 2021

Lad os lige slå fast at jeg ELSKER at køre bil. Jeg vil til hver en tid køre til bageren (i Paris) eller til Præstø efter grus, hvis muligheden melder sig. Det er min yoga, min meditation ja, mit frirum.

Jeg elsker også biler. Når andre drømmer om fast ejendom og veltrimmede haver, drømmer jeg om en garage med mindst fire fede biler at vælge i mellem hver morgen.

Til gengæld husker jeg min første køretime som skrækindjagende, men da først mit fodarbejde var på plads, og kørekortet bestået, var jeg flyvende …

Jeg fik min første Solgule Volvo 66 med remtræk af min far og mor da jeg var 18 år, så jeg kunne komme ind til Gentofte HF, da vi boede i Bregnerød (nord for Farum). Jeg var LYKKELIG.

Jeg husker også den første gang jeg lavede en kæmpe vigepligt-brøler og sidemanden til chaufføren i den anden bil stak HELE overkroppen ud ad sideruden og BRØLEDE, mens han gav mig fingeren. Jeg græd og tænkte i fem minutter, at jeg aldrig turde køre bil igen. Men så ringede flotte Erik og spurgte, om jeg ville med til fest, og så var den skræk væk.

SE OGSÅ | Menneskets bedste ven skal have en sikker plads i bilen

Jeg elsker mit kørekort som andre elsker deres Royal Copenhagen-stel, studenterhue eller taskesamling. MEN jeg kender mange der ikke har kørekort, eller bruger det de har, fordi de er bange.

Jo jeg gør. Og ja de er.

B A N G E

Én mand uden kørekort

Tre af mine tætteste veninder, min datter og masser af andre længere ude i min kreds har enten givet op eller tør ikke gå i gang med at tage kørekort.

Jeg kender til gengæld kun én mand uden kørekort. Det var vist noget med et stort kørekort i militæret og en sur general og en knytnæve og en anholdelse. Han er rigtig god til at bruge det offentlige, og kommer altid til tiden, hvis man kan kalde 20 minutter for tidligt, til tiden? (jeg kalder det uopdragent).

Nå tilbage til min Google-søgning. Jeg søgte på kørekort+skræk+hjælp og Søernes trafikskole stod øverst. Der kom en henvisning til Nethe Holme frem og det lød COOL:

Bange for at køre bil?

Bange for at køre bil? Vil du finde ud af, hvorfor og hvad årsagen er til det?

Du er utryg, usikker eller måske ligefrem bange for at køre bil … og du ved ikke, hvad du kan gøre ved det? Hvor er der hjælp at hente?

Interview med Nethe Holme

Jeg har aldrig hørt, at man kan få terapi/hjælp for kørekorttagnings-angst eller køreangst eller trafikangst. Aldrig. Men jeg har jo heller ikke haft det problem.

Jeg skulle blive klogere. Jeg fik lov at lave et interview med Nethe Holme:

Christina: Hvad er de hyppigste årsager til, at folk søger hjælp hos dig, i forbindelse med angstbetonet forhold til kørekort og det at køre bil i det hele taget?

Nethe: Det kan være traumer fra barndommen på bagsædet i en bil med en farlig oplevelse, at man har set/oplevet en ulykke i trafikken, eller at man simpelthen er så bange for at gøre skade på andre (og sig selv) i trafikken. Nogen sætter sig glad ind i sin bil hver morgen og kører bare afsted, andre går i panik, fryser til is af skræk eller finder på 100 grunde til at de ikke behøver tage bilen.

 

Christina: Er det flere kvinder end mænd der lider af angst for at tage kørekort/køre bil?

Nethe: Både ja og nej. Der er flere kvinder der mærker efter og søger hjælp, og derfor er der overvægt af kvinder i min ”butik”.

 

Christina: Nu siger jeg noget for egen regning; de der typer der aldrig lykkedes med at tage et kørekort eller slet ikke går i gang – har jeg ret i at de er en særlig type … ledende spørgsmål. Jeg har nemlig en teori om, at de er kloge, (meget) reflekterede tænke-typer, med et strøg af perfektionisme. Er den teori helt off?

Nethe: Nej det er helt rigtigt. De er ofte meget ansvarsfulde og intelligente mennesker som både er angst for at gøre skade på andre, eller har det stramt med at skulle begive sig ud i trafikken. Simpelthen fordi der er så meget, de skal holde øje med i trafikken og de ønsker for alt i verden ikke at gøre skade på dem. Men de er lidt ude af kontrol, de andre. De bevæger sig rundt (stort set) efter forgodtbefindende. Det trigger angst, kontroltab og negative overbevisninger, som man kan arbejde med og komme fri af.

 

Christina: Hvordan gør du det i dit arbejde?

Nethe: Jeg neutraliserer årsagen til deres køreangst og, hvis de ønsker det, det livstema, der ligger til grund for, at de har køreangst. Metoden er Matrix Reimprinting, hvor man med billeder går ind i situationen (den virkelige eller den, de forestiller sig). På den måde ændres det mentale ‘blueprint’ og nervøsiteten for det trafikale anarki (fedt udtryk, tænkte jeg), forsvinder.

Hvis der er fokus på for eksempel en trafikulykke eller køreangst, tager behandlingen 3 – 5 gange.

Hvis vi skal se på kontroltab og overbevisninger, tager det længere tid.

 

Christina: Kan det være for sent at starte? Kan man blive for gammel til at lære at køre bil, eller tage kørekort?

Nethe: NEJ, man bliver aldrig for gammel til at lære at køre bil. (Her indskyder jeg grinende at man derimod godt kan blive for gammel til at beholde sit kørekort, men det er en hel anden historie, jeg skal kigge nærmere på en anden gang)

Pædagogiske kørelærere

Nethe har et ønske, som jeg deler med hende; Mange kørelærere vil have gavn af at få mere menneskelig indsigt og pædagogiske værktøjer, før de sætter sig i sædet ved siden af et nyt menneske, som måske er ved at dø af skræk. Her er det ikke nok at sidde og hamre i pedalen ved siden af og råbe STOP. Og ja, der findes heldigvis også masser af vidunderlige, empatiske og pædagogiske kørelærere rundt om i landet, det er ikke dem, vi taler om.

Du kan læse alt om Nethe Holme her

Ps. Jeg er faktisk en blændende god billist, og er meget obs på andre i trafikken og på fortorvet. Og nu glæder jeg mig til at fortælle mine veninder, at der er hjælp at hente.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Christina Wedel

Christina Wedel ved ikke en skid om biler, men hun elsker dem højere end diamanter og læbestift. Til gengæld har hun (meget passionerede) holdninger til det hele og stikker næsen frem som klummeskribent her på Bilbasen.

Til daglig lever hun et parallelliv med egen tøjvirksomhed i Kvistgård. Det første hun gjorde, da hun startede firmaet, var at anskaffe sig en Peugeot Partner med alt i udstyr som hun har drømt om lige siden hun testede den som Danmarks første kvindelige bilblogger under navnet Kiss and Drive for en hel del år siden.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS