Af Malene Raith, journalist og bilblogger på Pret-a-partir
foto: Malene Raith
”Øhm, laver de stadig køkkenudstyr?” spørger jeg let fraværende, mens jeg undersøger rækken af gamle kaffekværne.
Resten af selskabet kigger træt på mig, og jeg analyserer hastigt, hvad min mund netop har fyret af.
Årgh, manner. Jeg har jo selv flere eksemplarer af salt- og peberkværnene i mit køkken, som er nyligt erhvervet i Illums Bolighus.
Jeg stikker hurtigt halen mellem benene og piler ind i afdelingen med rallybiler.
Vi befinder os på Musée de l’Aventure Peugeot i den lille by Sochaux, Frankrig.
Byen rummer ikke blot det store Peugeot museum og en stor PSA (selskabet, der ejer Peugeot og Citroën) fabrik, den rummer også hele Peugeots historie.
For ikke så langt fra, hvor vi står, blev der i 1810 grundlagt en lille smedie ved en gammel mølle.
Familieforetagendet lavede alle mulige ting i jern, såsom fjedre til ure, savklinger, kjole- og korsagestivere til modeindustrien og endelig i 1840 kaffe- og peberkværne.
I 1858 søgte Emile Peugeot om at bruge løven som varetegn, og i 1865 blev sønnen Armand Peugeot, sammen med sin fætter Eugène, involveret i foretagenet, der nu hed Peugeot Frères Aînés.
Efter verdensudstillingen i Paris i 1881 blev cyklen en stor succes, og Armand Peugeot begyndte at udvikle flere slags, blandt andet Grand Bi, som vi kender som væltepeteren.
Men han stoppede ikke der, og i 1889 præsenterede han Type 1 i Paris, en dampdrevet lille bil eller snarere tre hjulet cykel.
Den blev dog ikke den store succes, da dampmotoren var meget upålidelig, men hvad vigtigere var, han mødte Gottlieb Daimler ved udstillingen.
Det resulterede nemlig i, at der i 1891 kom Type 3, en lille bil med Daimlers forbrændingsmotor i. Og det gang i tingene.
I 1896 kom den første Peugeot motor med 4 – 12 hestekræfter, men grundet usikkerhed om fremtiden blev firmaet splittet op i to selskaber.
Man var bange for, at de dersens automobiler blot var en døgnflue, der ville forsvinde igen, så Armand Peugeot lavede Société des Automobiles Peugeot, hvor han fortsatte bilproduktionen. Fætteren tog sig af resten i et andet selskab.
Men i 1910 var køretøjets succes indiskutabel, og selskaberne forenede sig igen.
I 1913 kom Bébé (baby) Peugeot voiturette, designet og skabt i samarbejde med Bugatti, som blev en stor succes, og var den første Peugeot, der blev produceret i over 3000 eksemplarer.
Den lille søde blå vogn blev desuden en milepæl for bilindustrien, da den markerer punktet, hvor automobilet blev mere økonomisk i drift end rigtige heste. Den kunne nemlig gøre to hestes arbejde til samme driftomkostning som en.
Nu var bilen ikke længere en fjollet luksus, den blev et arbejdsredskab.
Herefter voksede vognene i størrelse i nogenlunde takt med bilernes succes, i 1930 begyndte Peugeot med 201 Berline sin nuværende nummereringsform.
I 1935 kom den første Peugeot 402, en enorm vogn med 55 hestekræfter, tre gear og en topfart på 120 kilometer i timen.
Der blev også eksperimenteret med strøm, som for eksempel denne lille sjove elbil fra 1941, der kunne køre hele 36 kilometer i timen.
Jeg befinder mig nu i den mere moderne del af museet, en stor hal (der også rummer en dejlig bistro), hvor nyere klassikere står side om side.
Som denne smukke Peugeot 404 Cabriolet fra 1968, der er designet af Pininfarina, karosseriet lavet i Torino, og vognen samlet i Sochaux.
Rallysporten er selvfølgelig også repræsenteret blandt andet med denne orange ZS Coupé fra 1975, og denne 205 Turbo 16 fra 1984, der er en civiliseret udgave af den vilde vogn, der vandt verdensmesterskabet i Rally i 1985 og 1986.
205 Turbo 16 er produceret i 200 eksemplarer, da det var et krav, for at stille op i den daværende Rally B gruppe, at man solgte 200 biler til gadebrug.
Og mens vi er ved fart og ræs, finder man selvfølgelig også, åh, suk, den legendariske Le Mans racer, som gav Tom Kristensen kamp til stregen og blandt andet vandt i 2009.
Peugeots historie er lang. Over to hundrede år, og det her er kun et lille udsnit af de mange biler som Peugeots museum i Sochaux rummer.
Armand Peugeot troede på automobilets fremtid i en brydningstid, hvor industrialiseringen var på sit højeste, og menneskets formåen pludselig tog fart.
Han døde i 1915, men han nåede at se verden tage bilen til sig, og løven brøler stadig den dag i dag i hele verden, ikke bare på moderne biler, men også på moderne værktøj, kværne, cykler og køkkenredskaber.
Tjek selv. Har du ikke en løve i indkørslen, har du måske en i dit køkken.
