maj 9, 2023

Mazda MX-5 er guld værd som brugt

Mazda MX-5 er ekstremt god til at holde på pengene – den er billig som ny, har ingen konkurrenter, og den er meget populær som brugt.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Mazda MX-5 er en kombination af de helt rigtige elementer: Holdbar japansk teknik, lave omkostninger til vedligehold, fede køreegenskaber, roadster-formen med kaleche og relativt lave priser fra ny.

Det har siden 1989, hvor første generation MX-5 blev vist på biludstillingen i Chicago, gjort den lille roadster til den bedst sælgende sportsvogn i verden. I 2016 rundede Mazda 1 million eksemplarer, og MX-5 blev optaget i Guinness Rekordbog som den bedst sælgende to-personers sportsvogn nogensinde.

LÆS OGSÅ: Test: Mazda MX-5 er irriterende god til at holde på pengene

MX-5 har aldrig haft mange direkte konkurrenter. I dag har den ingen. Ingen anden bilproducent sælger en kompakt roadster i samme prisklasse. Du kan købe en ny Porsche 718 Boxster, hvis du har mindst 1,2 mio. kr. til en ny bil – hos Mazda kan du købe en ny MX-5 for 295.100 kr.

Det er samme pris som Volkswagen tager for en Polo 1,0 TSI med 110 hk. De skarpe priser og alle de andre stærke elementer gør, at Mazda MX-5 er guld værd som brugt; værditabet er ekstremt lavt og kun få andre biler holder på pengene som en MX-5.

På 3 år mister MX-5 kun 20 procent af nyprisen

En overset grund til at MX-5 er en bil med et meget lavt værditab er, at Mazda ikke skifter til en ny model hvert 3-5 år. Siden 1989 har der kun været fire generationer MX-5: NA, NB, NC og den nuværende ND, som kom på markedet i 2015. Kunder og bilforhandlere ved med andre ord, at der ikke sker store omvæltninger hele tiden.

Der sker dog mange løbende opdateringer, og ND-udgaven er blandt andet kommet som RF-version med fast foldetag, og MX-5 har fået en stærkere 2-liters motor (184 hk i stedet for 160 hk) og justeringer af undervogn og meget andet siden 2015.

LÆS OGSÅ: Elektrisk Mazda MX-5 ligger i kortene

Men hvor godt holder MX-5 så værdien? Bilbasens brugtbilsekspert og markedsanalytiker Jan Lang sætter tal på – og giver et bud på, hvorfor den er så værdifast.

“Der er ingen tvivl om, at roadstere generelt holder værdien langt bedre end andre biltyper. MX-5 er et unikt eksempel. Over 3 år ligger værditabet på kun 20 procent, hvor almindelige biler i samme prisklasse typisk taber 40 procent. Den lave afskrivning skyldes, at MX-5 fra ny er relativt billig, og det gør den tilgængelig for mange – og det sænker niveauet for afskrivningen,” fortæller Jan Lang.

Mazda har gennem årene lavet en række specialmodeller, som 30th Anniversary Edition-udgaven i farven Racing Orange fra 2019, der blev lavet i 3000 eksemplarer – hvoraf kun 18 kom til Danmark. En specialmodel som den vil holde værdien endnu bedre end standardudgaver – og være meget eftertragtet.

Dyr som brugt – men den kan sælges dyrt igen

Når solen skinner, foråret lokker med mange lyse timer, får mange danskere lyst til at køre åben bil. Med basisudgaven af MX-5 får man en 1,5-liters motor med 132 hk, stofsæder og fartpilot til 295.100 kr. Man skal op i mindst 350.100 kr. for at få lædersæder, sædevarme og regnsensor (med 2-liters motor starter prisen ved 385.100 kr.), så basisudgaven er, trods manglende sædevarme, meget attraktiv.

LÆS OGSÅ: Duel: Taget ned og sommeren ind i BMW Z4 og Mazda MX-5

Når MX-5 så sælges videre som brugt, vil man se, at den lille roadster virkelig er værdifast. På Bilbasen ligger eksempelvis et eksemplar af MX-5 1,5 indregistreret i marts 2016 med 50.000 kilometer bag sig. Nyprisen var dengang 349.010 kr. (tilsvarende model i dag fra ny koster kun cirka 1.000 kr. mere) – og den står til salg for 239.700 kr.

Det er et værditab på 7 år på 109.310 kr. – bare 31,3 procent. Det viser ikke kun det lave værditab i starten, når man køber MX-5 fra ny, men også at der efter den første “store” afskrivning kun er lavt værditab mange år fremover.

LÆS OGSÅ: MG Cyberster – elektrisk roadster med saksedøre!

MX-5 er derfor en dyr bil at købe som brugt. Men her skal man huske, at MX-5 så bevarer så stor værdi i årene fremover, at den lille roadster altid er populær på brugtmarkedet. Man kan sælge den videre igen uden at lide et stort tab.

Lige nu er der 85 eksemplarer af Mazda MX-5 til salg på Bilbasen med et eksemplar af generationen NB fra 1998 som den billigste til 78.000 kr.


Brugte Mazda MX-5 til salg på Bilbasen

Se flere brugte Mazda MX-5 til salg på Bilbasen

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS