september 21, 2022

En ren kopi: Du har set den nye Mitsubishi ASX før

Mitsubishi har været forbi kopimaskinen. Den nye ASX adskiller sig skuffende lidt fra Renault Captur, som den er baseret på

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Mitsubishi står overfor en relancering i Europa, og i dag har den europæiske afdeling af det japanske mærke løftet sløret for første modelnyhed: En 3 år gammel Renault Captur.

Okay, det er ikke, hvad der står på bilen, for den er afløser til Mitsubishis tudsegamle ASX og hedder også ASX – og Renault-mærket er da også skiftet ud med de tre diamanter i formation.

SE OGSÅ | Test: To elmotorer kan ikke redde Mitsubishi Eclipse Cross

Men det er så vildt, som det går med ASX. Vi havde håbet på et friskt, selvstændigt design til den nye ASX (og den nye Colt, som baseres på Clio og kommer på gaden sidst i 2023). Det vi har fået, er en japansk-europæisk kopi af en fransk crossover, som har været til salg siden 2019.

(Fun fact: Den gamle ASX, oprindeligt fra 2010 og siden faceliftet tre-fire gange, blev også brugt af Citroën og Peugeot – som henholdsvis C4 Aircross og 4008. De havde begge et design, som var langt fra ASX-designet)

Captur er er godt sted at starte

Det er jo ikke sådan, at Mitsubishi har kopieret en ringe eller grim bil. Captur er en af de bedre i klassen for de mindre crossovers, og hvis ASX-priserne i Danmark bliver gode, kan den være med til endelig igen at give Mitsubishi fodfæste.

SE OGSÅ | Test: Mitsubishi L200 er en fin bil til det grove

ASX produceres af Renault i Europa, og vi skal ikke længere end til foråret 2023, før den står klar hos de danske forhandlere.

En fordel overfor søstermodellen Captur og en del andre konkurrenter som Peugeot 2008 kan være de 5 års fabriksgaranti, som Mitsubishi har som standard.

Indmaden i ASX er helt den samme som i Captur, men der vil være den forskel, at Mitsubishi tilbyder danskerne flere motorer end Renault gør i Captur i Danmark.

Mindste og svageste motor er den trecylindrede turbomotor på 1 liter med 90 hk og manuel 6-trins gearkasse. Langt mere overskud får man i 1,3’eren med fire cylindre og 140/155 hk – en mild-hybrid koblet til en manuel gearkasse eller en automatisk dobbeltkoblingsgearkasse.

SE OGSÅ | Duel: Nissan Juke og Renault Captur er vidt forskellige søskende

ASX kommer som to rigtige hybrider – den ene med kabel, den anden uden. Med udgangspunkt i samme 1,6-liters motor uden turbo, to el-motorer og en såkaldt multi-mode-automatgearkasse yder hybriden 140 hk og plug-in hybriden 160 hk.

Plug-in hybriden, ASX Hybrid EV, har et batteri på cirka 10 kWh, som kan lades op og give en rækkevidde omkring 50 kilometer.

Intet nyt at se i kabinen

ASX har intet japansk over sig, uanset hvor man kigger og leder. Den er fransk fra inderst til yderst. Men det er positivt, for Mitsubishis egen Eclipse Cross har en indretning uden flair og med et ikke ligefrem brugervenligt infotainmentsystem.

ASX har Capturs solide og funktionelle indretning. Den har et bagagerum på 332 liter, som kan udvides med 69 liter ved at justere bagsædet fremad, og infotainmentsystemet fås med touchscreen på 7 eller 9,3″, og trådløs opkobling til Android Auto er standard.

Kære Mitsubishi: Man behøver ikke plastre bagenden til med bogstaver, bare fordi andre gør det. I skulle have brugt tid på at finde et sted til bakkameraet, som er endt som en hæslig klods. På Captur sidder det i logoet

Mitsubishi har aldrig stillet nogen i udsigt, at ASX ville blive mere end det, den er: En direkte kopi af Captur, som gør det svært at tro, at Mitsubishi stadig har designere ansat.

Vi havde regnet med mere, når Mitsubishi kalder det at “satse” på Europa. Det bliver en satsning, der ikke rigtig er en satsning. De lavest hængende frugter er ikke altid de bedste. Man behøver ikke hoppe over gærdet, hvor det er lavest. Find selv på flere passende ordsprog.

SE OGSÅ | Video: Renault går all PLUG-IN

Når relanceringen af mærket i Europa hænger på direkte kopier af Renault Captur og Clio, og de alt andet end attraktive modeller Space Star og Eclipse Cross PHEV, så føles det som en flad omgang.

Den nye Outlander PHEV, som er baseret på den nye Nissan X-Trail, er lavet til lande som USA og Australien. Den ville have været et godt sted at starte for Mitsubishi i Europa, men sådan satser japanerne ikke.

Den nye Outlander, der også fås som PHEV. Bare ikke i Europa, hvor vi skal have halvgamle Renault’er med nyt logo i stedet
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS