Renault har skrottet udgaven af Megane E-Tech med det lille batteri, men til gengæld fås den nu billigere med det store batteri. Opladning med 22 kW er desværre lavet til ekstraudstyr.
TEKST Morten Bek FOTO PR
En rækkevidde på kun 296 kilometer i Renault Megane E-Tech med batteri på 40 kWh har imponeret meget få danskere. Langt de fleste har valgt og vælger det større batteri. Det kan vi sådan set godt forstå, for det er en usædvanligt lav rækkevidde, 296 kilometer, for en elbil i den størrelse, og elmotoren yder kun 130 hestekræfter.
Renault-importøren i Danmark tager nu konsekvensen og dropper den kilometermæssigt udfordrede basisudgave af Megane E-Tech. Tilbage står importøren med den motor- og batterivariant, som danskerne efterspørger: 220 hestekræfter, batteri på 60 kWh og en rækkevidde på op til 442 kilometer.
Der er også justeret på udstyrsniveauerne og priserne, så det nu er billigere end før at købe Megane E-Tech med rækkevidden på 442 kilometer; de nye priser starter på 244.990 kr. Det er 5.000 kr. billigere, end udgaven med 296 kilometer og lavere udstyrsniveau kostede i efteråret sidste år.





Techno bliver til Techno Plus – og Iconic falder i pris
Med det lille batteri på 40 kWh fordufter også basisudstyrsniveauet Evolution. Den billigste Megane E-Tech kører nu med Techno-udstyrsniveauet – men det er ikke Techno-udstyrsniveauet, som vi kender det til Megane E-Tech.
Det oprindelige Techno-udstyrsniveau bliver, mere eller mindre gennemskueligt, til Techno Plus, mens det nye Techno-niveau faktisk er et helt nyt udstyrsniveau. Forvirrende? Ja. Men det væsentligste ved omlægningen er, at det nye udstyrsniveau Techno (det nye Techno!) kommer med godt udstyr – og at prisen på 244.990 kr. er attraktiv.
Megane E-Tech Techno årgang 2025 har nemlig 18″ alufælge, varme i rat og forsæder, adaptiv fartpilot, trådløs opladning til smartphones, el-foldbare sidespejle, infotainment med 9″ touchscreen og Google indbygget, bakkamera, nøglefri betjening – og one pedal-funktion, altså nedbremsning til stilstand uden brug af bremsepedalen.
Techno Plus-niveauet, der altså svarer til det gamle Techno, kommer med en merpris på rimelige 10.000 kr. til 254.990 kr., og det er en kampagnemodel, der tyder på at være uden 2025-ændringerne, da de kommer uden one pedal-funktion, men til gengæld med 22 kW AC-opladning; 20″ alufælge, 12″ touchscreen og blind vinkel-system er også standard.
Den bedst udstyrede Megane E-Tech er udgaven Iconic med bl.a. Harman Kardon-lydanlæg, læderindtræk og one pedal-funktion), der nu fås til 269.990 kr.
Den hurtige opladning koster nu 10.000 kr. ekstra til basisudgaven og til topudgaven Iconic, som uden opgraderingen kører med 11 kW AC-opladning. De har til gengæld, Vehicle-to-Load (V2L), som gør, at man via adapter kan bruge bilens strøm til eksterne strømkilder.