Ferrari F40_1
Nyheder
11. maj 2023

Nu kan du købe Formel 1-legendes Ferrari F40

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Din VW Polo-firmabil blegner lidt ved siden af den Ferrari F40, som verdensmesteren Alain Prost modtog i 1990. Nu sælges legendens tidligere firmabil på auktion.

Tekst: Simon Hallenslev Foto: RM Sotheby’s

Det var absolut ikke en Hr. Hvem som helst, Scuderia Ferrari landede til deres Formel 1-team i 1989. Det var en af sportens absolut mest velrenommerede stjerneskud, Alain Prost, som på dette tidspunkt allerede havde tre verdensmesterskaber på sit CV.

Foruden en garanteret klækkelig hyre måtte Ferrari også behage den franske superstjerne med en firmabil af kaliber. Derfor gav de ham en Ferrari F40.

Privat må franskmanden efter alt at dømme have været mest til biler fra hjemlandet. Prost brugte nemlig aldrig bilen og solgte den hurtigt videre efter modtagelse. Siden har den været i hænderne på nænsomme samlere, hvorfor den nu ryger på auktion med under 5.000 km på klokken.

Ferrari F40_8
Ferrari F40_15
Ferrari F40_9
Ferrari F40_2
Ferrari F40_16
Ferrari F40_6

Den rigtige specifikation

Den Rosso Corsa-røde F40, der nu skal bortauktioneres, har indgået i adskillige privatsamlinger, siden Prost skilte sig af med den. Den første var forretningsmand og Ferrari-samler Graham de Zille, der fik den signeret af Prost.

LÆS OGSÅ | Ugens slagtilbud? Mike Tysons Ferrari er til salg

Dernæst tæller den komplette ejerliste adskillige prominente forretningsfolk. Der er med andre ord tale om en meget eftertragtet bil, og det skyldes ikke alene historien om Formel 1-legenden. Denne F40 står i den helt rigtige specifikation.

Ferrari F40_22
Ferrari F40_29
Ferrari F40_28
Ferrari F40_27
Ferrari F40_26
Ferrari F40_25

Produceret i 1990 er den nemlig den rene og rå version, før Ferrari lavede en amerikanervenlig opdatering. Den står således uden katalysator og justerbar undervogn, hvilket er eftertragtet blandt samlere.

Derudover har den ‘Ferrari Classiche’ certifikat, hvilket betyder, at chassis, motor, gearkasse og paneler står i original stand.

Benzintankene, der er kendt for at mørne, er skiftet som led i et omfattende service i 2019. Dækkene er 10 år gamle, men fire nye følger med, og det manglede da også bare. Bilen står nemlig til at indbringe et hammerslag mellem 18.000.000 og 22.000.000 kr.

Ferrari F40_13
Ferrari F40_18
Ferrari F40_19
Ferrari F40_20
Ferrari F40_21
Ferrari F40_30
Ferrari F40_17

Showbil

Selvom det er den rå version, der giver sine 478 hk på baghjulene fra den stride, turbodrevne V8-motor, så vil den næppe blive brugt, som du og jeg ønsker det. Denne Ferrari F40 er nemlig en decideret showbil, hvis skæbne med al sandsynlighed er at pynte i en samling.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Abarth 695 er den eneste minibil fra Ferrari

Foruden den omfattende ejer- og servicehistorik kommer bilen nemlig også med et originalt værktøjssæt i intakt stand, skræddersyet Schedoni-kuffertsæt samt selvfølgelig den originale frontspoiler.

Ferrari F40_10

Sammen med det eftertragtede Ferrari Classiche-certifikat og uhørt lave kilometerstand landede bilen en sølvmedalje ved prisuddelingen for klassiske Ferrari-modeller i 2016. En prisuddeling, der blev afholdt i forbindelse med fejringen af Ferraris 70-års fødselsdag i Maranello.

Historien, specifikationen og standen gør, at denne Ferrari F40 er en hellig gral for velhavende samlere. Den får en ny ejer om i morgen, når RM Sotheby’s slår med hammeren. Se hele auktionsannoncen hos RM Sotheby’s lige her.


Find brugte modeller fra Ferrari til salg på Bilbasen:

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: