Blade_Battery_BB1001
Nyheder
18. marts 2025

Ny BYD-platform med 1.000 kW opladning

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Kinesiske BYD vil bygge elbiler, der kan oplades lige så hurtigt, som en benzinbil kan tankes, og med deres nye platform får man 400 kilometers rækkevidde efter bare fem minutters opladning.

TEKST Simon Hallenslev FOTO BYD PR

BYD har netop løftet sløret for de kommende generationer af modellerne Han og Tang, der er klar til salg på det kinesiske marked senere i år. Selve offentliggørelsen af de to nye biler trak dog ikke nær så meget opmærksomhed som selve platformen, de skal bygges på.

Han og Tang bliver de første modeller, der skal bygges på BYD-koncernens nye ‘Super e-Platform‘. En platform, der, ud fra de foreløbige specifikationer, bliver banebrydende. Foruden en ny generation elmotor, der yder op til 778 hestekræfter, bliver platformen også udstyret med den seneste aftapning af Blade-batteriet, der kan lades med op til 1.000 kW.

Blade_Battery_BB1003.jpg

Fuld opladning på 6 minutter

Selvom der endnu ikke er offentliggjort specifikationer om Blade-batteriets kapacitet of vægt, hævder BYD, at de med ny teknologi i teorien kan yde en fuld opladning på bare seks minutter. Med en opladningsspænding på op til 1000V og en maksimal strømstyrke på 1000A kan systemet opretholde en ladekapacitet på 1 megawatt.

Til præsentationen viste BYD også resultaterne for de første tests af denne nye batteriteknologi, som de kalder ‘Flash Charge‘. Her påstår koncernen, at batteriet har leveret op til 600 kW selv ved 90 procents opladningsniveau. Markant hurtigere end de nuværende elbiler på markedet med 800V-arkitektur. Porsche Taycan lader eksempelvis med op til 320 kW.

For at yde 400 kilometers rækkevidde på bare fem minutter kræver det naturligvis en 1.000 kW superlader, som BYD også har klar i produktporteføljen. Faktisk planlægger BYD at opføre mere end 4.000 superladerstationer i Kina med den svimlende kapacitet på 1.000 kW.

Mens BYD har åbnet for ordrebøgerne på de nye Han og Tang i Kina, er der ingen meldinger om, hvornår de eventuelt rammer Europa. Før vi kan hælde strøm på i samme tempo, som vi hælder benzin, kræver det selvfølgelig også en infrastruktur, der understøtter dette. De hurtigste ladere i Europa har en maksimal effekt på 400 kW.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: