Elbiler fylder mere end nogensinde før. Det sætter sit præg på brugtmarkedet, hvor der for første gang er over 5.000 elbiler til salg på Bilbasen.
TEKST Morten Bek FOTO Simon Hallenslev/PR
Antallet af elbiler på de danske vejer stiger hurtigt, og udbuddet af nye elbiler er på bare få år eksploderet. Nye bilmærker som NIO og BYD er på vej til at starte salget op i Danmark, og det giver de etablerede mærker noget at tænke over – og det giver kunderne fremragende muligheder for at finde den perfekte elbil.
Hvad der er populært på markedet for nye biler, må nødvendigvis også blive populært på brugtmarkedet i løbet af nogle år.
En ny analyse fra Bilbasen viser, at elbilerne for alvor har slået i gennem på brugtmarkedet. Elbilerne er etableret som gængse og normale varer, og der er rekordmange brugte elbiler til salg på Bilbasen.

5.100 brugte elbiler til salg på Bilbasen
Det samlede antal brugte biler til salg på Bilbasen steg fra 54.300 biler i uge 37 (12.-18. september) til 54.800 biler i uge 38 (19.-25. september), og aldrig tidligere har udbuddet af elbiler været så stort.
Antallet af elbiler til salg steg for første gang nogensinde til flere end 5.000 i uge 38 – i alt cirka 5.100 elbiler er til salg på Bilbasen.
Særligt en bilmodel skiller sig ud blandt elbilerne. Tesla Model 3, som i sidste uge blev kåret til Årets Brugtbil 2022 for blandt andet det gode ladenetværk og høj ydelse for pengene, er den absolut mest talrige elbil på Bilbasen.
Model 3, som kom på markedet i 2019, fandtes i uge 38 til salg i flere end 950 eksemplarer på Bilbasen. Den amerikanske model står dermed for tæt på 20 procent af det samlede udbud af elbiler.
I skrivende stund findes Model 3 i 970 eksemplarer på Bilbasen.