Fotovogn
april 1, 2021

Nu får elbilejere rabat på fartbøder

Danmark kommer til at gøre Norge kunsten efter i forsøget på at øge salget af elbiler. Derfor får danske elbilejere nu en håndfuld fordele og rabatter – blandt andet på fartbøderne. Læs om de nye regler, her.

Af: Simon Hallenslev / d. 1. april 2021

OBS: Artiklen er publiceret 1. april og fungerede som Bilbasens aprilsnar.

Det er ikke længe siden, de nye registreringsafgifter blev vedtaget. De nye afgifter har særligt tilgodeset plug-in hybridbilerne, og det har skabt debat. Elbilerne er nemlig blevet overset i afgiftsændringen. Derfor er regeringen nu klar med en række nye regler og initiativer, der skal gøre det attraktivt at købe elbil.

Det er vores norske naboer, der har været den primære inspirationskilde til de nye tiltag. I 2020 blev Norge det første land i verden, hvor salget af elbiler overgik salget af benzin- og dieselbiler, og den rekord kunne Danmark godt tænke sig at overtage.

Derfor kommer der nu en række håndgribelige rabatter og fordele til elbilejerne. Vi giver dig overblikket over de nye regler.

Rabat på fartbøder

Det mest iøjnefaldende og markante tiltag, som regeringen netop har vedtaget, er en rabat på fartbøder. Mens man hidtil kun har kunne få rabat på bøder, hvis man er studerende eller har særlig lav indkomst, kan man nu også få rabat på bøder, hvis man er elbilejer.

Helt konkret betyder det, at elbilejere får trukket 50 procent af bøden, hvis de bliver fanget af politiets laser, automatiske fartkontroller eller stærekasser.

LÆS OGSÅ | 2021 oversigt: Se alle elbiler i Danmark samt rækkevidde og pris

Det nye rabattiltag sidestilles af regeringen med den gratis parkering, man allerede opnår som elbilejer i eksempelvis Københavns Kommune. Det betyder også, at elbilejeren ikke selv skal foretage sig noget, hvis de bliver fanget i en fartkontrol med lidt for høj fart.

Rabatten på fartbøden fratrækkes automatisk, fordi bilen er indregistreret som elektrisk. Der understreges i tiltaget, at der ikke gives rabat på klip i kørekortet. Der er derfor kun bødestørrelsen, der reduceres, når elbilejerne kører for stærkt.

Andre rabattiltag

Kigger man på de resterende tiltag, er det tydeligt, at Norge har været stor inspirationskilde for den danske regering. Der er nemlig flere af de norske elbiltiltag, der bliver overført mere eller mindre direkte til de danske elbilejere.

Fra nu kommer elbiler med danske nummerplader til at køre gratis over Storebæltsbroen. Dette kræver dog, at bilen er registreret i Storebæltsbroens såkaldte ’pay by plate’ system. Når bilen er registreret her, kan elbiler køre gennem broens nummerpladegenkender uden at blive trukket for broovergangen.

LÆS OGSÅ | Nu sælger Norge flere elbiler end benzin- og dieselbiler. Læs hvordan

Færgeovergange bliver også gjort gratis for elbiler. Den danske regering kommer således til at kompensere privatejede færgeselskaber som Scanlines og Molslinjen, når danske elbiler tager turen fra Gedser til Rostock eller fra Odden til Århus. Gedser-Rostock-overgangen er kun gratis, når turen tages fra Danmark til Tyskland og ikke omvendt. Når man skal retur, kommer elbilejerne til at betale fuld pris.

Den danske regering har dog ikke kopieret de norske tiltag fuldstændigt. Der er nemlig også vedtaget en række tiltag, der er unikke for Danmark. Udover at kunne køre i busbaner, kommer danske elbilejere også lovligt til at kunne parkere på både taxa- og busholdepladser gratis i hele kongeriget.

Fremtiden for firmabiler

Den danske regering har også lyttet til befolkningen, når det kommer til firmabilsbeskatning af elbiler og beskatningen af privat ladestander, når man kører elektrisk firmabil. Disse beskatninger bliver nemlig afskaffet fuldstændigt i håbet om, at flere vil vælge en elektrisk firmabil.

I forsøget på at kompensere for de nye registeringsafgifter, der kun i begrænset omfang tilgodeser elbiler, vil den danske regering nu også sløjfe momsen på elbiler. Dette gælder både køb og leasing.

I infoboksen herunder får du det fulde overblik over de nye elbiltiltag.

Overblik over nye elbiltiltag:

– Ingen moms på køb eller leasing

– Ingen firmabilsbeskatning

– Ingen beskatning af ladestander

– 50 % rabat på fartbøder

– Gratis bro- og færgeovergange

– Kørsel i busbaner

– Parkering på taxa- og busholdepladser

Bilbasen ønsker alle en glædelig 1. april!

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS