Benzinpumpe
juli 14, 2021

EU vil forbyde salg af diesel- og benzinbiler allerede fra 2035

EU-kommissionen foreslår i dag, at salg af benzin- og dieselbiler skal forbydes i EU allerede fra 2035. Vi ser nærmere på nyheden.

Af: Simon Hallenslev / d. 14. juli 2021

Fra 2035 skal det være forbudt at sælge nye benzin- og dieselbiler i EU. Sådan lyder et af de forslag, som EU-kommissionen netop har præsenteret. Sammen med mere vedvarende energi foreslås et salgsforbud af benzin- og dieselbiler for at minimere medlemslandenes CO2-udslip.

Det er ikke en nyhed, at medlemslandene i EU skal reducere deres CO2-udslip markant. Nyheden ligger i, hvor CO2-besparelserne skal findes, og at det kommer til at påvirke bilindustrien i så udstrakt grad, som det foreslås.

Færre fossilbiler, flere ladestandere

Selvom der er flere elementer i forslaget, som rækker ud over bilindustrien, har benzin- og dieselbiler en bærende rolle i EU-kommissionens forslag. Fra 2030 skal medlemslandenes CO2-udslip fra personbiler reduceres med 55 procent versus det samlede udslip i 2021. Dette er noget højere end den nuværende målsætning, der er 37,5 procents reduktion i 2030.

Derudover skal salget af benzin- og dieselbiler altså helt sløjfes fra 2035, hvis det står til EU-kommissionen. Heldigvis er infrastrukturen også indtænkt i forslaget. Derfor planlægger EU-kommissionen i samme ombæring , at der inden 2030 skal etableres 3,5 millioner ladestandere langs de vigtigste Europæiske veje. Allerede fra 2025 er det jf. forslaget målsætningen, at der maksimalt er 60 kilometer mellem hver ladestander på Europas største veje.

LÆS OGSÅ | 2021 oversigt: Se alle elbiler i Danmark samt rækkevidde og pris

EU-kommissionen anderkender således, at infrastrukturen af ladestandere skal forbedres markant, hvis forslaget skal blive til virkelighed. I videre udstrækning foreslås det, at der i 2050 skal være mere end 16 millioner ladestandere i Europa, for at imødekomme det store antal elbiler, der naturligt vil følge et salgsforbud af benzin- og dieselbiler. Det er landene selv, der skal sørge for etableringen af ladestandere.

Forslaget fra Bruxelles taler godt ind i den linde strøm af nyheder om bilproducenter, der vil satse 100 procent på produktion af elbiler inden for en overskuelig årrække. Senest har VW offentliggjort, at de stopper produktionen af biler med forbrændingsmotor fra 2035 og Audi fra 2033. Det nye bilkonglomerat Stellantis, der omfatter mærker som Citroën, Alfa Romeo, Peugeot og Opel, præsenterede i sidste uge deres planer om at investere mere end 30 milliarder Euro i elektrificering.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS