november 24, 2021

Ny Ford Ranger kommer med V6-diesel

Fords pickup tager stort skridt fremad med adaptive LED-forlygter, infotainmentsystem med 12″ touchscreen – og mulighed for en 3-liters V6-dieselmotor.

Af: Morten Bek / d. 24. november 2021

Danskerne er ikke som amerikanerne eller thailænderne. Vi køber ikke pickups i mange, mange tusinde eksemplarer om året. Men for nogle danskere, om det så er hende med den store hestetrailer eller ham med byggepladsansvar, er en pickup uundværlig.

Toyota Hilux, Volkswagen Amarok, Isuzu D-Max og Mitsubishi L200. En del af den hårde pickup-kerne, hvor det også er umuligt at komme uden om Ford Ranger. Med den har Ford etableret sig som en af de store spillere i segmentet. Og især med off-road-kongen Ranger Raptor i programmet har Ranger fået opmærksomhed.

LÆS OGSÅ | TEST: Toyota Hilux er heldigvis en hård banan

Men Ranger er gammel, og mens det danske marked ikke er blandt de store, så er Ranger en uvurderlig bil for Ford i bl.a. Australien, Sydafrika og Thailand. Derfor er en ny Ranger en stor begivenhed for Ford, og den nye Ranger er et stort løft til modellen.

Den nye generation Ranger kommer med en vigtig sidebemærkning, som fans af VW Amarok bør hæfte sig ved. Et samarbejde mellem Ford og VW gør nemlig, at den nye Amarok, som er på vej, er baseret på den nye Ranger.

Ranger spiller med V6-musklerne

Den nye Ranger står på en stærkt opdateret platform. Forstærket og raffineret, så den nye pickup er mere sikker og mere komfortabel end før. Den er samtidig større: 5 cm længere mellem akslerne, 5 cm bredere. Det skulle resultere i mere plads og en efterspurgt opgradering af affjedringskomforten.

LÆS OGSÅ | STORTEST: Ford Kuga, Opel Grandland X og Peugeot 3008 i tæt kamp om PHEV-guldet

Designet går i retning af den amerikanske storebror, F-150. Forlygterne kører med LED, og Ford tilbyder for første gang sin pickup med matrix-LED-forlygter med adaptive funktioner.

Rangers ekstra bredde gør, at bl.a. paller og plader nemmere kan læsses i ladet uden at ligge skævt. Ladet kommer med et nyt plastindlæg sprøjtet på, og Ranger fås med diverse opdelingssystemer og flytbare fastsurringspunkter.

Ford er klar over, at interiøret i Ranger trængte til en stor omgang. Derfor flytter det nye infotainmentsystem, SYNC 4, ind i kabinen. Det fås med en touchscreen på enten 10,1 eller 12″ – og både opbygning og styresystem kendes fra elbilen Mustang Mach-E. SYNC 4 kommer med indbygget internetopkobling, som gør, at fremtidige softwareopdateringer foregår trådløst over nettet.

Den helt store nyhed finder vi i motorrummet. Mens den gamle Ranger er kendt for sin rækkemotor med 5 cylindre, som blev udfaset til fordel for en ny firecylindret motor, så skal den nye Ranger kendes for en V6’er.

For første gang kommer Ranger med en 3-liters dieselmotor med seks cylindre. Mens ydelsen endnu er hemmelig, vil den store dieselmotor sandsynligvis yde mindst 250 hk. 2-liters dieselmotoren, som kommer med enkelt eller dobbelt turbo, fortsætter. Her går ydelsen fra cirka 170 hk til cirka 215 hk.

Om en kommende Ranger Raptor kører med fire eller seks cylindre? – Ford kalder sin 2-liters motor med dobbelt turbo for en performance-motor, så den kan muligvis trumfe V6’eren.

En kommende stor nyhed, som præsenteres på et senere tidspunkt, er Ranger som plug-in-hybrid. Den version kan være med til at give Ranger et mere “grønt” image.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS