VW ID.4 2023 02
Elbiler
5. september 2023

Opdatering: VW ID.4 og ID.5 med 286 hk og nyt infotainment

Morten B. Bek

Morten Bek

Det er ikke til at se, men Volkswagens ID.4 og ID.5 bærer på store nyheder. Nye elmotorer, nyt og mere overskueligt infotainment med 12,9” skærm og lys i et vigtigt panel.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Volkswagen præsenterer opdaterede udgaver af ID.4 og ID.5 ikke som faceliftede biler, men som modeller med forbedringer og fornyelser, som flyder ind i produktionen uden stor fanfare. Det giver god mening, for udefra vil der ikke være noget at se. Det er teknikken, der har fået en kærlig behandling. Udgangspunktet for fornyelsen af ID.4 og ID.5 er den nye ID.7. Det er fra den, der kommer en ny, meget stærkere og mere effektive elmotor i de baghjulstrukne udgaver – og og versionerne med firehjulstræk får også et skud ekstra hestekræfter.

Som i ID.7 er der også et nyt infotainmentsystem med forbedret funktionalitet og større skærm i ID.4 og ID.5, og så er der en detalje, som vi har ventet på: Touch-panelet lige under infotainmentskærmen til klimatemperatur, sædevarme og volumen har fået baggrundsbelysning. Det er et nødvendigt skridt, som så i princippet ikke er så nødvendigt, som det var i starten af karrieren for ID.4 og ID.5.

VW ID.4 2023

Skærmen er vokset til 12,9 tommer

For mens touch-panelet ved infotainmentskærmen fra starten var den eneste direkte vej til at ændre temperatur, så er der kommet permanent temperaturvalg i bunden af infotainmentskærmen. Infotainmentsystemets touchscreen vokser fra 10/12” til 12,9”, så mens man ikke kan få den 15” store skærm fra ID.7, så får man et klart bedre og mere overskueligt infotainmentsystem end før. I førersædet kan de fornyede modeller også kendes på to andre ting. Den lille “skifteklods” til at vælge Drive, Reverse, Park og Brake er fjernet fra siden af den lille skærm til instrumenteringen. Som i den nye Passat sidder en separat vælger nu på ratstammen.

Der vil være mere at mærke, når man sætter i Drive og kører af sted i de nyeste ID.4- og ID.5-versioner. De baghjulstrukne udgaver kommer nu med 286 hk (op fra 204 hk), mens 4Motion-udgaven af ID.4 med tidligere 265 hk nu har 299 hk. Også topmodellerne med GTX-navnet har fået et ekstra boost: Ydelsen i ID.4 GTX og ID.5 GTX rykker fra 299 hk til 340 hk.

For kunder som vælger den justerbare undervogn med adaptive dæmpere, vil ny software og flere sensorer gøre, at spændet mellem blød og fast affjedring vil føles større end hidtil.

Batteristørrelsen på 77 kWh er bibeholdt, og ID.4 og ID.5 får ikke det nye batteri på 86 kWh fra ID.7. Forklaringen kan være, at de to crossovermodellers akselafstand ikke tillader flere battericeller. Men ny batteristyring kan der sandsynligvis opnås lidt længere rækkevidde – men det er oplysninger, som vi endnu ikke har, ligesom vi ikke ved, hvornår de opdaterede biler introduceres.

VW ID.4 2023 04
VW ID.4 2023 05
VW ID.4 2023 03
VW ID.4 2023 01
Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen