januar 24, 2023

Polestar 2 har nyt design og 635 km rækkevidde

Den populære svensk-kinesiske hatchback kan nu bestilles fra 390.000 kr. med rækkevidde op til 635 kilometer – og baghjulstræk.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Polestar har en række helt nye modeller på vej. Den mellemstore crossover Polestar 3 er den førstkommende, men før den søsættes er det tid til en opdatering af den populære Polestar 2.

Det er i detaljerne, der er ændret i designet, og det er i teknikrummet, der for alvor er sat ind med modernisering. Alt andet end overraskende er det, at Polestar 2-varianter med en elmotor, som før har kørt med træk på forhjulene, nu har motoren liggende bagtil – og det er lig med baghjulstræk.

SE OGSÅ | Kæmpe prisfald: Tesla sænker prisen 30 procent i Europa

Ikke overraskende, fordi Volvo for nylig har lavet samme transplantation med sine elbiler, XC40 Recharge og C40 Recharge. Den store overraskelse er, at et nyt batteri hæver rækkevidden betragteligt.

272 hk i basismodellen og op til 635 km på en opladning

Polestar 2 kommer i fire varianter. En basismodel, Standard Range Single Motor, med baghjulstræk og batteri med en kapacitet på 69 kWh – og en ydelse, der stiger fra tidligere 231 hk til nu 272 hk. Rækkevidden er op til 518 kilometer i sådan en, som er et plus på 40 kilometer, og man kan lade med op til 135 kW. Prisen er også på plads, og den er 390.000 kr.

Det er med næste model i rækken, Long Range Single Motor, det virkelig bliver spændende. Her kommer det nye og større batteri i spil, som rummer 82 kWh. Elmotoren, der sidder ved bagakslen, yder så 299 hk – op fra 231 hk – og har betragteligt højere drejningsmoment end før: 490 Nm mod tidligere 330 Nm.

SE OGSÅ | Audi, Skoda, VW: Vi sætter ikke priserne ned

Men det er rækkevidden på op til 635 kilometer, der er bemærkelsesværdig. Det er et plus på 84 kilometer på en opladning. I forhold til Volvo C40, som er en højere bil, er det en bonus til Polestar 2 på hele 103 kilometer. Der kan også lades hurtigere, nemlig med op til 205 kW.

Og prisen er god. Den 299 hk stærke Polestar 2 med det store batteri koster 415.000 kr. og giver dermed rigtig godt modspil til Tesla Model 3, som for nylig blev sat væsentligt ned i pris.

Nu er der som standard 421 hk med firehjulstræk

Dual Motor-modellerne, som er navnet på Polestar 2’erne med to elmotorer og firehjulstræk, får også det nye batteri på 82 kWh. En nyhed er, at Long Range-versionerne kan koble frontmotoren fra, når der ikke er behov for kræfterne, som gør rækkevidden 105 kilometer længere end før: 592 kilometer på en opladning.

Det gælder både standardvarianten og Performance-versionen. Standardudgaven kommer desuden med højere ydelse, så de to motorer nu leverer i alt 421 hk. Performance-versionen ligger som før med 476 hk.

SE OGSÅ | Video: Polestar 3 – sådan er den

Standardudgaven, Long Range Dual Motor, med 421 hk koster 440.000 kr., mens Performance-varianten med 476 hk koster 512.064 kr. De 476 hk fra Performance-udgaven fås også som netbaseret opgradering i Long Range Dual Motor, men man må så undvære diverse mekaniske opgraderinger.

Udstyret i Polestar 2 er også forbedret. Alle udgaver har nu som standard 360 graders kamera, trådløs opladning af smartphones, blind vinkel-system og aut. nedblændelige sidespejle.

Et sted sparer Polestar desværre igen. 2’eren har masser standardudstyr, men dyk lidt ned i herlighederne, og der mangler to meget væsentlige ting i alle udgaver af bilen: Varmepumpe, som giver længere rækkevidde om vinteren, og adaptiv fartpilot. Varmepumpen kommer desværre kun i en Plus-pakke til 40.000 kr., adaptiv fartpilot i Pilot-pakken til 20.000 kr.

SE OGSÅ | Test: Power for pengene i Polestar 2

Alt efter version leveres de første nye Polestar 2 til danske kunder i august eller september. Basisudgaven lader dog vente på sig og kommer først i december eller i starten af 2024.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS