G-Wiz
oktober 18, 2020

Redaktionens hadebiler – og yndlingsbiler!

Hvis du er glad for biler, har du sikkert én model, du er særligt vild med. Men hvad med i den anden ende af skalaen? Bilbasen Redaktionen giver deres bud på hvilke biler, de elsker og hader.

Af: Bilbasen Blog / d. 18. oktober 2020

Anders Berner

Hadebil: Hyundai Kona Hybrid

Had? Det er et voldsomt ord, men det er den følelse, der rammer mig, når jeg har kørt nogle dage i en Hyundai Kona hybrid. Sikke en middelmådig bør! Alt er fesent, selv baglygterne, som benytter glødepærer! Hyundai: 1980’erne har ringet: de vil ha deres glødepærer tilbage.

Og så er der alle lydene, som Kona udstøder. Det er ren lydforurening. Men den støjer på den anden side så meget, at du alligevel har fået tinnitus, når du har kørt den nogle måneder.

En bil, jeg elsker: Honda e

Honde e er min nuværende yndlingsbil. Den er så fed, at jeg har en holdende på min egen matrikel. Den er langt fra perfekt, den har for eksempel et bagagerum på størrelse med en skotøjsæske, det mest idiotisk oversatte infotainmentsystem, og kører maks 180 km på en opladning.

Men fordi den er super-charmerende og meget velkørende og komfortabel vinder den mit hjerte. Hvis bare jeg kunne pille motoren og batteriet ud af Hyundai Kona og smide den over i Honde e – så ville mit liv være helt perfekt.

Ebbe Sommerlund

Hadebil: BMW X6

Jeg kan finde mange, men min mest indædte hadebil er BMW X6. Dels er der ikke mange biler, der signalerer dårlig stil som en coupeversion af en SUV, men X6 var den første i en lang række af SUV-coupeer, så derfor hader jeg den mest.

En bil, jeg elsker: Mercedes-Benz C63 AMG

Jeg tager altså to – Mercedes-Benz C63 AMG med den legendariske suge-V8 på 6,2 liter. Den kører 6 km/l uanset, hvordan du kører den, men englene synger mens motoren mæsker sig i dinojuice. Og så en Ford Focus ST i nyeste aftapning – den kører helt genialt.

Jacob Dalby

Hadebil: Mitsubishi Outlander

Det er tæt på umuligt at undgå hjulspind i regnvejr. Gang på gang ligner du en teenager uden kørekort, når du skal sætte i gang. Ikke fordi motorerne er kraftfulde, de er faktisk ret sløje, men fordi elektronikken sammen med den uendeligt ringe CVT-gearkasse bare ikke spiller.

Apropos teknik er infotainmentsystemet gammeldags, langsomt og en pine at betjene. Tilføj hertil en kabine i plastik, der under ingen omstændigheder hører hjemme i en stor firehjulstrækker, og du har opskriften på den værste bil. Ja, den er billig, men jeg skal ikke be’ om den.

En bil, jeg elsker: BMW 1M

Selv navnet antyder, at her er noget specielt. Der er M8, M6, M5, M4, M3, M2 og så er der 1M. De brede skærme giver den lige tilpas karakter til at dreje hoveder på kendere. Ingen flamboyant fremfærd – bare ægte entusiasme og evindelig god stil. Hold nu KÆ.. den ser godt ud!

Rækkesekseren koblet til den manuelle gearkasse i kombination med perfekt vægtfordeling og en undervogn, der giver ægte, hardcore føling igennem det velafstemte styretøj. Det er meget, meget tæt på perfektion. Og så er den tilmed bygget i begrænset antal, så du ikke ser den på hvert et gadehjørne.

Morten Bek

Hadebil: Toyota Prius Plug-in Hybrid

Hvis nogen tænker på at tilbyde mig en Toyota Prius Plug-in Hybrid, så lad venligst være med at føre tanken ud i livet. Den er grim. Den har ikke noget bagagerum, fordi batteriet optager al pladsen. Den er dyr. Så hellere en almindelig Prius, men den sælger Toyota ikke længere i Danmark, så slet ingen Prius til mig.

En bil, jeg elsker: Lexus LC

Lexus LC – Jeg er til smukke coupéer, hvor funktion er ligegyldig og funktion er alt. Designet på den japanske luksuscoupé er svimlende lækkert, og med Lexus på vej tilbage til landet kan vi glæde os til at se den på vores breddegrader. Jeg har kørt den med V8, men i Danmark får vi kun hybriden…

Simon Hallenslev

Hadebil: Subaru Forester e-Boxer

Subaru Forester e-Boxer. Den første Forester kunne fås med samme motor som i Impreza WRX, og var en buldrende bandit af en SUV. Den seneste er gennemført sløj. Den sælges på sit milde hybridsystem, selvom den ikke kører en dag over 11 km/l ved motorvejskørsel.

Selvom kabinen er lækkert udført, er der usandsynligt meget støj derinde – både fra vind og vej, men også fra motoren, der konstant sættes på overarbejde af den tarvelige CVT-gearkasse. Skulle du ved langsom kørsel forsøge at slippe for støjen, holder Forester dig vågen med et virvar af elektroniske bip-lyde. Til gengæld koster den kun fra 455.820 kr…

En bil, jeg elsker: Porsche 911

Jeg er nødt til at sige Porsche 911. Porsche fandt den rigtige opskrift på en sportsvogn allerede i 1963, og har ellers brugt tiden til i dag på at perfektionere den. Derfor er linjerne på 911 stort set uændret, hvorfor den fremstår klassisk og lige så fandens fræk, som da den først blev lanceret. Skal jeg låse mig fast på en ældre årgang, bliver det den sidste luftkølede 993.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS