april 5, 2019

Renault Megane RS Trophy – super-GTI’en

Renault Kadjar har i årevis stået i skyggen af sin populære søstermodel, Nissan Qashqai. Men nu er Renault er klar med sin faceliftede udgave af Kadjar. Har den, hvad der skal til? Anders Berner kører den opdaterede SUV sammen med flere af nyhederne i det franske modelprogram.

Tekst og video: Anders Berner | Dato: 5. april 2019

Du har sikkert en ret god ide om, hvordan den næste VW Golf eller Audi A4 ser ud. Men du aner aldrig, hvad Renault har i ærmet, næste gang de viser en bilmodel. Renault er altså et af de bilmærker, som du aldrig ved præcis, hvad du skal forvente dig af.

 

Renault Kadjar er blevet faceliftet og er blevet en bedre bil. Foto af Anders Berner

Hvem havde eksempelvis forudset de modige og fremsynede modeller “Vel Satis” og “Avantime” – og at deres vilde design smittede af på den dramatisk udseende Megane fra 2003? Eller at Renault blev et af de første bilmærker, som tog rustproblemer alvorligt i slutningen af 1990’erne og siden da har bygget biler, som er bedre rustbeskyttet end eksempelvis VW’s biler?

Ligegyldige biler i krisetider

Renault har altså ind imellem modet til at lave anderledes biler – og er samtidig i stand til at bygge nogle af de allermest fantastiske GTI-agtige biler. Hvis du er gammel nok husker du måske den vilde Clio V6 fra 2001 eller the “widow maker”, som den også blev kaldt fordi den havde en lumsk tendens til at snurre rundt om sig selv ved det allermindste tråd eller slip på speederen. Eller Renault Twingo RS Gordini, som med en hurtigtroterende 1,6 og 133 heste var en fest i mikrobilklassen. Og så er der naturligvis Megane RS, som i 10 år har været en af de mest fantastiske GTI’er du kunne købe for penge.

Men Renault bygger også biler, som er ligegyldige. Det gælder blandt andre den forrige udgave af Renault Megane, som var mere leverpostej end fois gras. Og det gør de, når krisen kradser, og økonomiafdelingen og analytikerne får lov at bestemme.

Renault er således på én og samme tid i stand til at bygge nogle af verdens mest uinspirerende biler og samtidig noget af det sjoveste, du kan købe på fire hjul.

SE OGSÅ | Crossover-duel: Rutineret Renault vs skæv Citroën

 

Støjsvag behagelighed

I dag er Kadjar en bedre bil end før. Jeg kører den i skovene omkring Stockholm på en smuk solskinsdag i marts måned – og jeg er ikke skuffet.

Styretøjet er trimmet til det bedre. Det er ikke noget Renault har gjort et nummer ud af, men den slags sker, når tiden går. Bilerne bliver bedre fra år til år. Og nu er Kadjar en habilt kørende bil med tilfredstillende styretøj, som i hvert fald ikke direkte generer mig.

Den kører som den skal – og er på niveau med de bedste i klassen. Støjen er lav. Her har Renault tydeligvis strammet op. Og kabinen giver et eksklusivt udtryk. 1,3-motoren med 140 hk, som er koblet op til den syvtrins automatgearkasse, fungerer bedre og mere delikat, end jeg husker det i Mercedes A-Klasse, hvor lyden var lidt uklædelig.

Priserne er i orden: Den nye Kadjar koster fra 248.000 kroner med et godt udstyrsniveau, 140 benzinheste og to gode kopholdere …

Har du ikke prøvet Renault Twingo RS fra 2012, skal du gøre det inden du dør. Dét er en sjov bil.

Dagens sjoveste testtur

Dagens sidste timer tilbringer vi bag rattet i den nye udgave af Renault Megane R.S. Trophy. Og kort fortalt; det er den sjoveste super-GTI lige nu.

Nogle motorjournalister – og Honda-fans – vil sikkert forsøge at forklare dig, hvorfor en Honda Civic Type R er en bedre bil. Og når du har lyttet til dem, nikket og sagt “selvfølgelig” de rigtige steder, skal du glemme alt om Honda’en. Ikke fordi det er en dårlig bil – næ, Honda Civic Type R er fantastisk ingeniørkunst og absurd hurtig på en bane – det er bare ikke sjovt, når du kører langsomt. Det er en fejl, som mange fabrikker begår, men som Renault ikke forfalder til. Renault er klar over, at biler ikke bare skal være sjove, når du smider dem rundt på en bane.

Renault Megane R.S. er den seneste udgave, som er baseret på den Megane, som kom på markedet i 2017. Den har noget tid kunne købes med 280 heste, men med Trophy-tilnavnet har den 300 hk at gøre godt med. I øvrigt fra en nyudviklet 1,8’er, som har al den teknologi, du kan forestille dig.

Under karrossen gemmer sig en Megane R.S.-Cup undervogn, der har 25 procent hårdere dæmpere, 30 procent fastere fjedre og 10 procent stivere krængningsstabilisatorer.

Den 300-hestes R.S. Trophy har desuden mekanisk spær på forakslen, som sikrer, at du kan give fuld gas i alle sving, uden at det hele går op i røg. Den har også firehjulstyring, som styrer med forhjulene, når du kører over 100 i timen og i modsat retning, når du kører langsommere. Og så har den fem døre, og det siger ungerne tak for.

Gearskiftet er kort og præcis og giver tilpas modstand og et “klik” ved hvert gearskift. Noget af det bedste, jeg har prøvet i årevis. Lyden er okay – relativt dramatisk – men var det min bil, ville jeg købe den Akrapovic-udstødning, som du kan få til den.

En 280 hestes Renault Megane RS står i 444.000 kr. mens RS Trophy  300 HK står i 484.000 kr.

Renault Megane R.S. Trophy koster således 40.000 mere end den 280 hestes udgave, men alene spærret på forakslen – og den manuelle gearkasse – er merprisen værd.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Anders Berner

Som redaktionens videojournalist og TV-vært er Anders den primære testkører af de nyeste og mest interessante bilmodeller. Det kan blandt andet kan opleves på Bilbasens youtube-kanal.

Anders er fast mand på Bilbasen. Tidligere har blandt andre Ekstra Bladet, FDM og fagbladet Ingeniøren haft fornøjelse af Anders Berners både nørdede og meget entusiastiske tilgang til bilstoffet.

Anders er glad for elbiler og har blandt andet haft både Nissan Leaf og BMW i3 i garagen. Der er dog ikke noget, der kan bringe smilet frem på Berners læber som en baghjulstrukken bandit af en sportsvogn.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS