VW ID.4 blev den mest indregistrerede nye bil i maj, og maj var også måneden, hvor elbilerne overhalede biler med forbrændingsmotor.
TEKST Morten Bek FOTO PR/Bilbasen
Volkswagen ID.4 har vakt fornyet interesse hos danskerne, som har kvitteret med at gøre den til den mest indregistrerede nye bil i maj måned. Den mellemstore elektriske crossover fra den tyske producent kom i maj på gaden i Danmark i 702 eksemplarer.
Maj måned 2024 viste sig at være lidt bedre end maj 2023; der blev indregistreret fire procent flere nye biler i dette års maj end i sidste års maj. Det blev til i alt 14.572 nye personbiler, viser tal fra Bilstatistik.dk, og mens elbilerne længe har været tæt på at bryde i gennem som de mest populære, skete det i maj. Næsten, i hvert fald: med 7.241 elbiler lander vi på cirka 50 procent elektrificering.
Der er flere ting, der spiller ind, som gør elbilerne så populære. Leveringstiden hos de fleste producenter er meget lavere end tidligere, fordi forbrugerne i mange andre lande i stigende grad vender elbilerne ryggen. Så er der flere elbiler til danskerne.
Elbilerne er også langt billigere end tilsvarende biler med benzin- eller dieselmotor. Volkswagen ID.4 er et godt eksempel. En veludstyret ID.4 med 286 hk koster 380.000 kr. Sammenlign det med Tiguan med benzinmotor, og der er chokerende langt mellem de to: Tiguan 1,5 TSI koster 500.000 kr. og har langt fra så meget standardudstyr.
Der skal ingen dybdeborende journalistik til at se, at danskerne ikke kun vælger elektrisk, fordi det over tid er bedre for miljøet. Danskerne vægter også lavere løbende omkostninger og de lave priser højt.

Tesla Model Y er med igen efter en meget sløv april
Volkswagen gjorde i maj noget, som importøren helt sikkert har ønsket sig siden starten af 2023. De danske forhandlere kunne skrue flere nummerplader på ID.4-modeller, end Tesla kunne skrue plader på Model Y-modellerne. Tesla placerede sig som nummer to på maj-listen over indregistreringer med 576 eksemplarer af Model Y.
Bag “taberrollen” gemmer sig dog en forbedring, som Tesla i Danmark må være meget glad for. De 576 eksemplarer er nemlig en pæn stigning i forhold til de 437 eksemplarer, Tesla indregistrerede i april måned. Det var en måned, hvor Model Y virkelig faldt fra sin ellers ubestridte placering som Danmarks mest elskede bil. I april opnåede den kun at blive den syvende mest indregistrerede nye bil.

Og de øvrige biler på listen over de mest indregistrerede personbiler? April måneds nummer et, Renault Megane E-Tech, er slet ikke i top 10 i maj. Den er røget ud af listen, mens en uventet gæst er kommet ind blandt de 10 mest populære: Audi A4 med 278 eksemplarer.
På listens tredjeplads, lige i hælene på Model Y, lå Volvo EX30 med 559 eksemplarer. Lige i hælene af den kinesisk producerede Volvo lå Audi Q4 E-Tron med 542 eksemplarer. Audi er forresten eneste producent, som har tre modeller med i top 10; den lille Q2 var nummer seks med 307 eksemplarer. Q2 har længe klaret sig godt, fordi Audi har et fabelagtigt privatleasingtilbud på den lille crossover.
Her er den komplette top 10-liste over nye biler indregistreret i maj måned:
1. VW ID.4 – 702 eksemplarer
2. Tesla Model Y – 576 eksemplarer
3. Volvo EX30 – 559 eksemplarer
4. Audi Q4 E-Tron – 542 eksemplarer
5. Tesla Model 3 – 487 eksemplarer
6. Audi Q2 – 307 eksemplarer
7. VW ID.3 – 296 eksemplarer
8. Mercedes EQA – 283 eksemplarer
9. Audi A4 – 278 eksemplarer
10. Toyota BZ4X- 266 eksemplarer