sikkerhed, bil, udstyr
marts 12, 2018

Pas på farligt udstyr i bilen – sådan sikrer du dig

Moderne sikkerheds-udstyr som automatisk nødbremse og adaptiv fartpilot skal gøre biler mere sikre. Men systemerne risikerer at have den modsatte virkning.

Af: Johannes Hartkopf-Mikkelsen / 12. marts 2018

Forestil dig, at du kommer kørende på en landevej. Din bil har adaptiv fartpilot, så du ikke behøver at bekymre dig om at holde afstand til bilerne foran. Det klarer bilen selv.

Den har også automatisk nødbremse, så selvom du selvfølgelig holder et vågent øje med, om der kommer en elg springende ind på vejen, giver det en vis ro i maven, at bilen også holder øje – og står på bremsen for dig, hvis det skulle blive nødvendigt.

Der er langt hen til bilen foran, og der ikke er nogen forhindringer forude.

BUM! Din bil hugger pludselig bremserne i.

Den ubehagelige situation kan opstå, hvis moderne udstyr som en radar i kofangeren eller et kamera i forruden, der efterhånden sidder i mange moderne biler, ikke fungerer optimalt.

Kantsten kan give konsekvenser

Så hvis du har ramt en kantsten med kofangeren, hvis du har fået skiftet en forrude efter et stenslag, eller hvis du har sænket bilen, skal du sørge for at få radar og kamera indstillet påny. Ellers virker det måske ikke, som det skal.

Det fortæller Peter Jakobsen, der som instruktør på Autobranchens Udviklingscenter underviser mekanikere fra en række forskellige mærkeværksteder i, hvordan den nye teknologi i bilerne skal serviceres.

– Hvis en radar kommer til at pege bare én grad mere til siden, end den burde gøre, betyder det, at den kigger to-tre meter til siden ude på 100-200 meters afstand, siger han og fortsætter:

– Så er det ikke sikkert, at din bil ser den bil, der er foran. Men hvad værre er – hvis radaren kigger for meget til venstre, så ser den måske en modkørende bil i den anden vejbane, og så vil den forsøge at bremse dig hurtigt ned. Og det er jo ikke så smart, hvis der ligger andre biler i røven af dig.

Fakta: Hvad er kalibrering?

Det lille kamera, som efterhånden sidder i forruden af mange biler, kan ikke bevæge sig. Hvis forruden fx er blevet skiftet, eller bilen er blevet sænket, peger kameraet ikke længere i den rigtige retning.

Med det rigtige udstyr kan en mekaniker flytte kameraets fokuspunktet – ligesom med kameraet i din mobiltelefon. Det samme gælder for bilens radar. Her handler det i stedet om at indstille, hvilken retning radaren kaster sine bølger i. Begge dele kaldes kalibrering.

Svært at se på brugte biler

I autobranchen kalder man indstillingen af kamera, radar og laserudstyr for kalibrering. Omfanget af problemet er svært at beskrive, for ifølge flere kilder, som Bilbasen har talt med, er det ikke nogen selvfølge, at der lyser en advarselslampe, hvis et kamera for eksempel ikke er blevet kalibreret, efter at forruden er skiftet.

– Vi ser, at der er en del biler, der kører rundt med forkert kalibrering efter rudeskift eller skadesreparationer, siger Lone Otto, der er leder af FDM’s afdeling for teknisk rådgivning.

Hun forklarer, at enkelte biler selv kan give besked, hvis kalibreringen er uden for tolerancerne. Men ellers kommer der kun en gul advarselslampe, når systemet er holdt helt op med at fungere.

– En gul advarselslampe kan alle forholde sig til. Problemet er alle de tilfælde, hvor der ikke kommer nogen advarselslampe op, siger hun.

Samme erfaring har man i Dansk Bilglas, der er blandt landets største montører af nye forruder.

– Det kommer helt an på hvilket bilfabrikat, der er tale om. Nogle biler vil fortælle det med det samme, og imens andre bare ikke fungerer, siger Steen Nordstrøm Pedersen, eftermarkedschef i Dansk Bilglas.

Nogle vil ikke betale

Når et rudeskifte er så afgørende for, om bilens nødbremse fungerer som den skal, hænger det sammen med, at ingen ruder er ens.

Det forklarer Nicolai Lykke Jensen, som er faglærer på Tradium i Randers og blandt andet har undervist montører fra Dansk Bilglas i, hvordan de skal kalibrere kameraer efter et rudeskift.

– En rude er som en linse på et kamera, siger han og fortsætter:

– Forruder vil aldrig være 100 pct. lige tykke. Det er helt nede i små tolerencer, men et kamera kan være utrolig sart – præcis som det slør, du kan have på billeder fra din mobiltelefon, hvis kameraet ikke har fokuseret ordentligt, siger han.

Nogle gange kan en rudemontør klare kalibreringen af bilens kamera på stedet, når han har skiftet ruden. Andre gange må bilen ind på værkstedet, hvor det rigtige udstyr er tilgængeligt, imens andre biler igen kan kalibrere kameraerne selv, når en mekaniker kører en tur i bilen under de rigtige betingelser.

“Det er en skidt situation for alle”

Metoden afhænger helt af, hvilken bil, der er tale om, for der er forskellige forskrifter fra mærke til mærke, og fra model til model. Uanset hvad tager Dansk Bilglas 799 kr. plus moms for kalibreringen, når en privatkunde har fået skiftet forrude. Altså en tusse oven i det, som ruden i forvejen koster.

– Der er desværre nogen, som fravælger kalibreringen, uanset hvor meget vi prøver at forklare, hvor vigtigt det er, siger Steen Nordstrøm Pedersen.

 

Han tilføjer, at det trods alt er de færreste, som fravælger kalibreringen. Men når det sker, tager Dansk Bilglas sine forholdsregler:

– Så skriver vi på fakturaen, at kunden har fravalgt kalibrering. Det er en skidt situation for alle, men det er jo sådan, vi kan dække os ind, siger Steen Nordstrøm Pedersen.

Branche har ansvar for sikkerhed

I det hele taget handler det her om, at små unøjagtigheder kan gøre en kæmpe forskel. Hos Autobranchens Udviklingscenter forklarer Peter Jakobsen, at en forrude bliver monteret i et lag blødt lim, som er omkring 15 mm tykt.

Hvis montøren kommer til at presse ruden bare en anelse for hårdt ned i limen i bunden af ruden, kan det kamera, der er afgørende for bilens automatiske nødbremse, måske kun se 30 meter frem i stedet for 60 meter.

– Så kan bilen altså ikke nå at bremse, før det går galt. Og det oplever kunden jo ikke, før behovet opstår, siger han og påpeger, at der ligger en stor opgave for autobranchen i at sørge for, at bilernes sikkerhedsudstyr er kalibreret, som det skal.

– Autobranchen har et kæmpe ansvar for at tage det her seriøst. Vi prøver at informere både mærkeværksteder og de frie værksteder om det, men vi møder desværre ofte den holdning, at hvis der ikke er nogen advarselslamper, der lyser i instrumenthuset, så er alt nok i orden, siger han.

Hos FDM er man nu gået i gang med at danne sig et overblik over, hvor omfattende problemet med forkert kalibrering er. Og hvad man kan gøre ved det.

– Det er et kæmpe arbejde, siger Lone Otte og fortæller, at erfaringerne blandt andet skal bruges til at skabe en dialog med både producenter, reparatører og forsikringsselskaber.

Tegn på at kamera eller radar kræver kalibrering

Du kan ikke være sikker på, at der lyser en advarselslampe, hvis bilens udstyr ikke er kalibreret korrekt. Nogle gange kan et værksted se forkert kalibrering med en tester, men heller ikke her kommer alle fejl frem i lyset.
Det må på det kraftigste frarådes at afprøve, om den automatiske nødbremse virker, men her kommer et par andre ting, du kan tjekke under en prøvetur.
– Slå vognbaneassistenten til. Hvis der ikke kommer nogen alarm, når du kører ud over de hvide striber, er den gal.
– Prøv den adaptive fartpilot på motorvej. Hvis den reagerer på de forkerte ting, eller først reagerer meget sent, kan den også være gal.
– Hvis bilen har en form for aktiv vognbaneassistent eller styreassistent, som enten ikke vil fungere, eller som ikke placerer bilen i midten af kørebanen, kan det også skyldes forkert kalibrering.
– Hvis bilen selv kan blænde ned for modkørende, så kør en tur i mørke. Hvis de modkørende blinker af dig, kigger kameraet i forruden muligvis ikke den helt rigtige vej.
– Hvis en rude er helt fri for stenslag, selvom bilen har nogle km på bagen, er det tegn på, at ruden er blevet skiftet. Spørg sælger, om bilens kamera er blevet kalibreret.
– Ridser nederst i forkofangeren kan tyde på, at bilen har ramt en kantsten. Spørg sælger, om bilens radar er blevet kalibreret.
– Hvis bilen har fået eftermonteret et sænkningssæt, ændrer det kameraets vinkel på vejen. Derfor skal det kalibreres.
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Selvkørende biler og nye teknologier er nogle af Johannes’ store interesser inden for bilernes verden. Derfor driver han – sideløbende med en række freelance-jobs for blandt andre Bilbasen – sit eget nichemedie med fokus på selvkørende biler: UdenHaender.dk.

Johannes er uddannet journalist og har blandt andet beskæftiget sig med bilstof på dagbladet Børsen. For Bilbasen har Johannes blandt andet testet en potent Range Rover på Monza-banen i Italien, ligesom han skriver om brugte biler, han har forelsket sig i på Bilbasen.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS