Skodas nye elektriske Elroq har allerede fået den store RS-omgang. De to elmotorer yder 340 hestekræfter, som spredes til fire hjul – og det gør den til den hurtigste Skoda lige nu.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Det er alt andet end fattigmandskost og smalhals, når Skoda Elroq 85 med baghjulstræk og 286 hestekræfter slippes løs. Den har så godt et kraftoverskud, at mindre også ville være helt okay. Der er, trods alt, tale om en fornuftig familiebil.
Men fornuften bliver for alvor kastet overbord med den nye topmodel, Elroq RS. Ikke nok med, at den har betydeligt flere hestekræfter end Elroq 85 – 340 hestekræfter fra to motorer – den har også firehjulstræk, så alle hestene kan få de bedst mulige forhold.
Det er samme drivlinje, som den større Enyaq RS og flere andre større modeller i VW-koncernen (VW ID.4 GTX, ID.7 GTX, Cupra Tavascan VZ med flere) kører med. Elroq RS er den hidtil mindste model med drivlinjen, men den er ikke hurtigere fra 0-100 km/t end eksempelvis VW ID.4 GTX: 5,4 sekunder. Men det er heller ikke langsomt for en kompakt crossover.




Større batteri end andre Elroq-versioner
Man skal ikke frygte, at Skoda helt har kastet fornuften overbord. Heldigvis er den nye Elroq RS ikke en af de elbiler, hvor firehjulstræk og ekstra kræfter betyder meget kortere rækkevidde. Elroq RS ligger kun lidt under den baghjulstrukne Elroq 85 (576 kilometer på en opladning) – så den klarer op til 550 kilometer på en opladning.
Det skyldes ikke kun fornuftig omgang med strømmen. Elroq RS har også lidt flere kilowatt-timer at byde på end Elroq 85. I stedet for 82 kWh (77 kWh anvendelig kapacitet) som i 85’eren har den nye RS 84 kWh (79 kwh anvendelig kapacitet).
Med mulighed for at lade med op til 185 kW ved en DC-lynlader er Elroq RS ikke bare den hurtigste Skoda i programmet lige nu – den er også modellen, der kan lade hurtigst.




Adaptiv affjedring som ekstraudstyr
Alle kræfterne bakkes ikke kun op af godt vejgreb i kraft af firehjulstræk, for Skoda har også pillet ved undervognen og styretøjet. Med sænkning af undervognen med 15 mm foran og 10 mm bagtil vil Elroq RS tilføje lidt ekstra præcision til køreturen.
Mod ekstra betaling fås Elroq RS med adaptiv DCC-affjedring, der også kan tilvælges Elroq 85 med en såkaldt Førerpakke. De elektronisk styrede støddæmpere tilpasser sig aktivt til vejen, og der kan selvfølgelig justeres via køreindstillinger for mere sportslig eller mere komfortabel affjedring. Styretøjet tilpasses også her med dynamisk styring, så den matcher den ændrede affjedring. Hvad der ikke kan tilvælges en almindelig Elroq er forbremserne, som er større på Elroq RS.
Elroq RS har et “tema” både ude og inde, som kun den har. Interiøret med sportssæder kommer i sort med kunstigt ruskind, lime-farvede syninger og indlæg – og paneler i et materialer, der ligner, men ikke er kulfiber.