april 29, 2023

Test: Audi Q8 E-Tron tager sig godt betalt for luksus og komfort

Audi har forfinet sin store elbil med friskere design og kæmpe batteri på 106 kWh. Q8 E-Tron er soliditet på hjul, men det har visse omkostninger.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Der er kommet så få nyheder fra Audi i det seneste år – og der kommer så få i år – at man nemt kunne tro, at noget er galt hos tyskerne. Men der er intet galt. Der er bare, vil jeg kalde det, bare stilhed før stormen. Ny A4, ny Q5, A6 E-Tron, Q6 E-Tron, facelift til A3 og A6. De næste års tid bliver stormfulde hos Audi.

Men helt stille før stormen er der ikke. Et facelift drukner ofte, hvis det præsenteres tæt på en helt ny eller 100 procent fornyet model, og fordi der er ventetid på de helt nye fra Audi, står faceliftet af E-Tron, der nu er Q8 E-Tron, særligt tydeligt.

LÆS OGSÅ | Audi Q8 E-Tron starter ved 699.990 kr.

På Q8 E-Tron ser man øjeblikkeligt, at den er anderledes end den originale E-Tron. Jeg tror, salget ville være fortsat på et pænt niveau, selv hvis de synlige ændringer havde fyldt mindre. Uden et nyt batteri, et noget større et, og meget bedre rækkevidde, tror jeg ikke, det var gået. Så godt tænkt at Audi at give sin store elektriske SUV et stort batteri til faceliftet.

Man skal tænke grundigt over mængden af udstyr

Q8 E-Tron ser ud som et solidt tilbud overfor de to stærke konkurrenter, som er landet på markedet, siden E-Tron landede i Danmark for lige over fire år og siden. BMW iX og Mercedes EQE SUV er dyrere, og Q8 E-Tron er den eneste af de tre under 700.000 kr., og som firmabil ligger den lunt i svinget fra 640.000 kr.

Prislisten lokker, så man hurtigt glemmer den billigste. Der er 40.000 kr. fra Q8 E-Tron 50 Quattro med 340 hk og 485 kilometer rækkevidde til Q8 E-Tron 55 Quattro med 408 hk og 574 kilometer rækkevidde, og det er både hvis man køber den eller kører den som firmabil. 68 hk er mere en bonus end en nødvendighed, men de 89 kilometer mere i “tanken” kan betyde rigtig meget.

LÆS OGSÅ | Første tur/video: Mercedes EQE SUV smyger sig af sted

Alle elbiler er udstyrsfølsomme. Hvis man skifter standardhjulene til nogle større, putter et soltag eller el-sæder i bilen, så skærer man i rækkevidden. Lige præcis sådan går Q8 E-Tron 55 Quattro fra 574 kilometer til denne specifikke testbils 519 kilometer.

S Line-udstyr skærer de første 39 kilometer, opgradering til 21” hjul og, formentlig, en god portion udstyr hakker det ned til 519 kilometer. Det er værdifulde kilometer, der går fra, viser det sig, Q8 E-Tron godt kunne bruge.

Solid som en bankboks

Det har slået mig, hver eneste gang, jeg har kørt en E-Tron, fra den billigste 50 Quattro uden nævneværdigt ekstraudstyr, til den dyreste med tre elmotorer og et læs udstyr (med kamerabaserede sidespejle, som testbilen, til 22.936 kr.), hvor grundigt den er skruet sammen.

Jeg er sikker på, at begyndte jeg at skille den ad, ville jeg se ultra-præcise svejsninger og samlinger endnu bedre end dem, man kan se med det blotte øje – og mærke med fingrene. Når jeg har sat mig i sædet og lukker døren, er det som om, der opstår et lille lufttryk, fordi kabinen er helt lukket af. Q8 E-Tron er subtil luksus og soliditet som var den en bankboks med 30 cm tykke betonvægge.

LÆS OGSÅ | Audi siger tschüss til den mægtige V10’er

Derfor er vægten på 2,6 tons, som desværre er mere eller mindre hvad en hvilken som helst stor elektrisk SUV vejer, også til at forstå. Ikke at Audi får et bifald for at lave en overvægtig SUV, men når alle de andre også gør det, bliver det standarden, som den er lige nu.

Q8 E-Tron trænger sig ikke på

Et par timer på landevejen, hvor det går langt mere lige ud, end det svinger, og tempoet skifter fra 50 til 90 km/t og alt derimellem, kan jeg virkelig godt sætte mig ind i, hvorfor E-Tron er kommet til at holde i mange danske garager. Audi laver biler, hvor køreegenskaberne er neutrale, lette uden at være bedøvende og bare tillidsvækkende i enhver situation.

Q8 E-Tron har en ret tydelig lyd fra elmotorerne under mere end mild acceleration, men jeg opdager det kun, fordi de tykke ruder og al metallet holder al udefrakommende støj langt væk. Med 664 Nm og 408 hk, der dog kun er 100 procent til stede i Dynamic-køreindstillingen, har de 2,6 tons ikke en chance mod den massive tilførsel af moment.

LÆS OGSÅ | Kamuflage kan ikke skjule Audi Q6 E-Tron

De 2,6 tons Audi har til gengæld ikke en chance mod et 90 graders sving på en trang landevej. I mindre skarpe sving står luftaffjedringen stramt, og det afslappede styretøj gør kørslen glidende, men for hurtigt ind i de 90 grader, og styretøjet er ikke hurtigt nok – og bilen ender i udramatisk understyring, hvor de mange kilo falder som bly over forenden. Komfort, ikke sport, er Q8 E-Trons eksistensgrundlag.

Forbruget er ikke tidssvarende

Q8 E-Tron 55 Quattro er en luksus-SUV, man kan rejse mange timer i. Alene det meget lave støjniveau og den rolige affjedring trækker i den retning, og motorkraft og de rigtig gode sæder, der kommer med S Line-udstyret, perfektionerer turen.

Længere tid med Q8 E-Tron får mig til at savne et infotainmentsystem med en større skærm. Der var helt sikkert ingen grund til at beklage sig over 10” skærm for fire år siden. I dag er det en lille skærm, og dens reaktionshastighed på fingertryk – hvor skærmen giver mærkbar feedback, som var det en rigtig knap, man trykkede på, er skiftende.

LÆS OGSÅ | Duel: Skandinaviske Volvo XC60 plug-in udfordrer tyske Audi Q5 plug-in

Jeg føler mig som en konge af elbilerne, når jeg kører Q8 E-Tron. Den har et stilfuldt design, og selv om yndefuld er et stort ord til en stor SUV, føler jeg, at Audi’en er netop det. Men ikke alt er, som det burde være.

Det er på ingen måde gavnligt for Q8 E-Tron 55 Quattro at stå med S Line-udstyr og 21” hjul. WLTP-gennemsnitsforbruget ligger helt oppe omkring 23 kWh/100 kilometer, hvor en EQE SUV er placeret omkring 19 kWh.

Sammensætningen med S Line og 21″ ser fremragende ud, så det gavner selvfølgelig designet. Det forpurrer ethvert håb om en rækkevidde på 500-600 kilometer, men det forklarer ikke alene et strømforbrug, som ligger mellem 24,5-29 kWh for hver 100 kilometer.

Godt nok er Q8 E-Tron hurtig, solid som en borg og afslappende at køre, men med det forbrug skal man holde pause mere ofte, end det er rimeligt. Håbet om 500 kilometer eller mere på en opladning anser jeg under almindelige kørselsforhold som en umulighed.


SPECIFIKATIONER

Audi Q8 E-Tron 55 Quattro S Line

Motor: Elmotorer (for og bag)
Ydelse: 408 hk/664 Nm
0-100 km/t: 5,6 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 22,2 kWh/100 kilometer
Batteristørrelse: 106 kWh (brugbar)
Rækkevidde: 535 kilometer*
Ladekapacitet: 170 kW
Mål (L/B/H): 492/194/163 cm
Køreklar vægt: 2.585 kilo
Trækvægt: 1.800 kilo
Bagagerumsvolumen: 569 liter + 81 liter foran

Pris: 774.990 kr. (Q8 E-Tron fås fra 699.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 40.000/9.295 kr. (Q8 E-Tron fås fra 40.000/7.995 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 715.000 kr. (Q8 E-Tron fås fra 640.000 kr.)

*Oplyst rækkevidde for S Line-udstyrsvariant uden ekstraudstyr. S Line med ekstraudstyr, som testbilen, 519 kilometer. Udstyrsvariant Prestige: 574 kilometer


Brugte Audi E-Tron til salg på Bilbasen

Se flere brugte Audi E-Tron til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS