Blid og behersket er ikke udtryk, man normalt forbinder med Cupra – og heller ikke med den nye Terramar. Alligevel er der noget mere voksent over den sportslige SUV. Vi tester Cupra Terramar VZ.
Hvis Skoda og VW tropper op til festen nyklippede i nystrøgede skjorter, er Cupra den bagstive fætter med hurtigbriller og kom-an-hår. Der skal gang i gaden med store fælge, store afgangsrør, stram undervogn og en hulens masse kobberfarvede detaljer. Kun fordi de kan.
Noget er dog anderledes med den nye Cupra Terramar. Bevares, den er stadig mere smart i en fart end Skoda Kodiaq og VW Tiguan, som den deler teknik med. Sammenlignet med alle de andre modeller, som der står Cupra på, er Terramar til gengæld klart den mest voksne i flokken.
Den største Cupra nogensinde
Ikke alene er Terramar den mest voksne Cupra: Det er også den største, hvilket, set udefra, kan være svært at forstå. Den skarpe spanske designstreg giver Terramar en sportslig kant, som Kodiaq og Tiguan ikke besidder. Det lave, brede gab af en kølergrill samt smalle karakteristiske forlygter tager volumen af Terramar, så den bliver lavere, bredere og vredere at se på.
Vred er ikke ensbetydende med Brian, og udvendigt har Cupra behersket sig. De kobberfarvede detaljer er udvendigt begrænset til frontlogo og fælge, mens logoet bagpå lyser op med et hint af Thansen. Resten er dog nedtonet med et fuldstændigt fravær af afgangsrør, selvom testbilen er en firehjulstrækker med 265 benzinheste. Terramar er mest af alt en veldrejet SUV.
Den beherskede stil følger med ind i kabinen. Her er igen kobberdetaljer, og lige rigeligt af dem, men ser man bort fra det, er opsætningen mere almindelig. Særligt sammenlignet med Tavascan, der er ret spacey. I Terramar er der mørke materialer med god tekstur, og som er lækre at røre ved.
Cupra Terramar har oceaner af opbevarings- og aflægningsplads, let tilgængelige USB-C indgange og en højtmonteret infotainmentskærm, der er fint intuitiv såvel som hurtig til at reagere. Det er jo helt voksent – og det samme er pladsforholdene. Bagagerummet pakker fine 508 liter, mens man skal være seriøst vertikalt velsignet for at komme i pladsbekneb på bagsædet.
Ren benzin
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har testet en bil uden en form for elektrificering – men de findes altså stadig! Den testede Terramar er en 2-liters TSI med firehjulstræk og 265 hestekræfter uden skyggen af strøm. Den fås også i en variant med 1,5-liters eTSI med mildhybridteknologi og 150 hestekræfter samt en 1,5-liters plug-in hybrid, der kaldes e-Hybrid, og yder 272 hestekræfter.
Den testede drivlinje er til dem, der viger fra elbiler som en vampyr fra hvidløg, eller dem der har behov for trækevnen på 2.200 kilo. Fraværet af strøm betyder, at man får lov at nyde en stærk benzinmotor og en velskiftende gearkasse, der arbejder gnidningsfrit sammen. Accelerationen fra 0 til 100 km/t på lige under 6 sekunder er ikke vanvid, men det er nok til at få Terramar til at føles sportslig.
Sportslig er også opsætningen af undervogn, styretøj og pedaler, hvor sidstnævnte igen forskånes for den svampede rekuperation, som søster Tavascan lider af. Med 20” fælge og kontant undervogn, så mærker man mere til ujævnheder end man vil gøre i Kodiaq eller Tiguan. Til gengæld får man også en anden dynamik, når man tager den snoede vej hjem.
Undervognen i Terramar er hverken ukomfortabel eller nervøs. Den er nærmere stram, og i kombination med et let men præcist styretøj, giver det en genkendelig Cupra-dynamik. Cupra Terramar er hverken vild eller decideret sjov, men den er velkørende, kontrolleret og skarp, hvilket ikke er givet for en SUV.
På våde veje med vinterdæk er det klart, at de 20” store fælge kaster lidt vejstøj af sig, men det er ikke alarmerende. Man bliver ikke utidigt mør på motorvejen, hvor god retningsstabilitet også hjælper til stor komfort. Der er således ingen betænkeligheder ved at køre langt, bortset fra forbruget, der i mine testdage ligger tættere på 10 km/l end de 11,9 km/l, den er opgivet til.
Og så er der prisen
Cupra Terramar er ikke elektrisk. Derfor er den dyr. Cupra Terramar koster fra 514.990 kr. mens den testede VZ TSI med 265 hestekræfter løber op i 604.990 kr. Det giver ikke mening at sammenligne med elbiler, men sammenlignet med Skoda Kodiaq og VW Tiguan er det ikke helt skævt.
Skoda Kodiaq er klart den største af de tre med 20 cm mere end Terramar. Den starter i 509.995 kr. mens Tiguan, der har samme udvendige mål, har en tilsvarende startpris på 514.995 kr. Startpriserne er for basisversionerne med 1,5-liters mildhybrid og 150 hestekræfter.
Er det firehjulstrækket og de 265 hestekræfter, man higer efter, er det kun VW Tiguan R-Line, der kan det samme som Terramar VZ. Den koster til gengæld fra 859.995 kr., og selvom der er mere udstyr, får det jo Cupra Terramar VZ til at lyde som et røverkøb fra 604.990 kr.
Det er ikke fordi, Terramar mangler udstyr. Man får LED-forlygter, bakkamera, varme i rat og forsæder, adaptiv fartpilot og alt, hvad der ellers hører sig til i en stor SUV til over en halv million kroner. For syns skyld synes jeg, at man bør opgradere fra 19″ til 20″, mens det velspillende (om end bastunge) Sennheiser-lydanlæg til 5.430 kr. også er en fin investering. Hertil følger også akustikruder.
DEN ENDELIGE DOM
Vil man have Cupra-kvaliteter uden, at det kammer over, er Terramar det rigtige valg. Der er et hint af dynamik og et vredt design, men stadig rummelighed, aflægningsplads og komfort. Det er en Tiguan med krydderi på, og set på de første måneder af 2025 tyder det på, at det virker.
Tal fra Bilstatistik.dk viser, at der i januar og februar er indregistreret fem gange så mange Cupra Terramar, som der er af Tiguan og Kodiaq til sammen. Det kan der være flere årsager til, men jeg vælger at tro på, at det er fordi, at folk forstår konceptet med Cupra Terramar. Det gør jeg i hvert fald, og jeg synes, at det er en hamrende habil SUV, der kombinerer det sjove godt med det voksne.
SPECIFIKATIONER
Cupra Terramar VZ e-Hybrid
Motor: R4 benzin, 1.984 cm3 Ydelse: 265 hk / 400 Nm 0-100 km/t: 5,9 sekunder Tophastighed: 243 km/t Forbrug: 11,9 km/l CO2-udledning: 192 gram/km Mål (L/B/H): 452/186/158 cm Køreklar vægt: 1.750 kilo Bagagerumsvolumen: 508 liter
Pris: 604.990 kr. kr. (Terramar fås fra 514.990 kr.) Privatleasing: Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Fra V8-brøl til lydløs luksus – vi ser nærmere på tre tyske ministerbiler, der viser udviklingen fra brændstofslugere til elektrisk raffinement, uden at gå på kompromis med komfort og autoritet.
Det elektriske svar på VW Up får 95 hestekræfter, en rækkevidde på 250 kilometer og en pris i omegnen af 150.000 kr. Vi ser nærmere på den kompakte konceptbil, VW ID.Every1.
Den åndelige arvtager til Volvo 200-serien anno 2025 er klar. Volvo ES90 bliver ét af tre fuldelektriske flagskibe, der tager form som en mellemting mellem en sedan og en stationcar.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2025 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.
Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.